Journaler og diagnoser handler om andre menneskers syn på mig og dig. Men det er ikke mig og ikke dig. Jeg handler om mig og du om dig, skriver Ida.
Af Ida
Den journal, der er tilknyttet mit CPR-nummer, handler ikke ret meget om mig! Den handler om en psykiaters, altså et andet menneskes syn på mig.
Er der en ægte grund og forklaring, der holder vand, på det, der står i min journal? Min journal handler ikke om mig! Jeg handler om mig! Og din journal handler ikke om dig! Du handler om dig!
Min journal er fyldt med sludder, vrøvl og usandheder, så der er ikke meget grund til at tro på de oplysninger, der står i den. Og nu kan vi så også skrive “manglende sygdomsindsigt” i den! Hvornår stopper diagnosticeringerne?
Jeg har sat spørgsmålstegn ved begrebet “psykisk syg”. Findes det overhovedet, eller er det mere et spørgsmål om kultur i den tidsperiode, vi nu engang er i, om bruttonationalproduktet og at få mennesker i job, koste hvad det vil af pres, om at få et effektivt samfund – end om at det er en sygdom i hjernen?
Tanker om livet, kultur og et menneske med en sjæl føles meget mere sundt at tænke, end tanker om tanker og symptomer, der skal passes ind i et system, der er pakket ind i sygdoms og normalitetsbegreber og normer i vores del af verden og samfundet. Sådan har jeg det.
Livet kan være svært, men gør det os nødvendigvis syge?
Hvis du tager tre tilfældige mennesker, vil der i løbet af et år være én af dem, der vil kunne få en diagnose. Livet er bare svært nogle gange, og sådan skal det være, men gør det os syge? Ikke mig! Skal jeg proppes med piller, symptomer, kognitive tænkebegreber og oplysninger til journalen osv. osv., bare fordi mit liv gør ondt? I nogle perioder mere end i andre. Jeg vil have lov til at være et helt menneske med forståelige reaktionsmønstre og ikke at blive diagnosticeret hele tiden med psykiske symptomer og sygdomme!
Psykiatere er uddannet til at finde sygdomme, så jeg oplever, at det er det, de gør, og når alle dele af livet efterhånden kan klassificeres som syge og komme til at stå i en journal med diverse symptomer – Anus et Rukos (Røv og Nøgler)! F.eks er min nørdede hjerne ved at “udvikle sig til asberger-syndrom”. Det skærer mig meget dybt i mit hjerte, at jeg ikke engang kan få lov til at have mine elskede nørdede tendenser i fred for en ny psykiater og diagnose.
Nemt for patienter at forsvinde i psykiatriens sprog
Der er et patientsprog: “journalsk”, “borderline’sk”, ”kognitivsk”, normer at opføre sig efter og et spil at spille i psykiatrien som patient, og det hele er lige forfærdeligt, synes jeg. I al denne form for kommunikation – på behandlingens vilkår – blev jeg væk. Jeg forsvandt og mistede mig selv og min egen stemme, mit eget værd. Jeg var ingenting værd, jeg fik jo hele tiden, at vide jeg var den syge. Og hvis ikke jeg ville indrømme, at jeg var syg, så gjorde det mig endnu mere syg.
Heldigvis har jeg fundet langt det meste mig selv igen, men det har været en kamp, er det stadigt, og nu slår jeg igen.
Hvor er kærligheden i behandling henne? Relationerne til mennesker, vi kan stole på? Musik? Bøger? Filosofi? Interesser? Naturen? Blomster og foråret? Dyr? Historie og kulturelle sammenhænge? De vigtige forklaringer og årsager til følelserne i livet? Fortsæt selv. Min journal handler så lidt om mennesket bag journalen – mig.
Med det i mente – at læse min journal ud fra en vinkel om at den ikke nødvendigvis handler ret meget om mig selv som menneske – så synes jeg, at det har været overraskende lidt svært og mest underholdende at læse min journal igennem. Jeg er ved at skrive en selvbiografi, så jeg har læst min journal som research. Jeg er nu ligeglad med, hvad der står i den, for den handler ikke om mig, men om andre menneskers syn på en lille bitte del af mig – og oftest noget sludder.
Jeg har fundet min egen værdi som et menneske med en levende sjæl, uden journal.