Allerede et par dage inde i min første indlæggelse sagde kontaktpersoner ofte, at jeg nok skulle komme tilbage igen, at jeg ville genopstå, hvis jeg fandt mig selv igen. Min diagnose på det tidspunkt var akut belastningsreaktion, og jeg følte nærmest, at min sjæl var blevet blæst ud af mig.
Men hvordan finder man sig selv? Jeg vidste det ikke, og gjorde vist mere alt jeg kunne for at stikke af fra mig selv. For alt jeg følte for mig selv var afsky, at jeg var svag, fordi jeg havde ladet en simpel samtale ødelægge mit indre så meget. Jeg lod som om, byggede en facade op, gjorde som jeg mente, at samfundet og familien ville have mig til. Fandt mig et nyt arbejde. Kom videre. I hvert fald på overfladen. Det selv som jeg skulle finde, kendte jeg ikke. Indeni mig var der dukket en anden op. En der ville af med sig selv. En der gjorde skade på sig selv. En der ikke kendte til den kontrol over sig selv, som mit gamle jeg var vant til.
Det har taget år for de to personer i mig at kaste liner over til hinanden for at mindske den gabende afstand imellem dem. År med indlæggelser og kontaktpersoner, der har sagt det samme igen og igen: “Du skal bare finde dig selv…”
Jeg tror nu, at jeg er kommet frem til, at jeg har fundet mig selv, men jeg er sikker på, at det jeg, som jeg har fundet ikke er den gamle mig, for den person er muteret af smerte og kun små brudstykker er fra det oprindelige jeg. I øjeblikket tænker jeg tit på om mit fund af mig selv, var det som kontaktpersoner og behandlere havde håbet på. For jeg er ikke blevet mere “nem” af processen. Jeg bevogter mit jegs grænser mere hårdt nu. Slår fra mig verbalt. Stiller kritiske spørgsmål. Følger ikke længere bare normen for såkaldt normal og kræver at blive vist respekt, som den jeg er nu. Behandlere og kontaktpersoner skal måske i fremtiden passe på med, hvad de ønsker med hensyn til patienternes finden sig selv. Måske kommer der en systemkritiker ud på den anden side.