Allerede et par dage inde i min første indlæggelse sagde kontaktpersoner ofte, at jeg nok skulle komme tilbage igen, at jeg ville genopstå, hvis jeg fandt mig selv igen. Min diagnose på det tidspunkt var akut belastningsreaktion, og jeg følte nærmest, at min sjæl var blevet blæst ud af mig.

Men hvordan finder man sig selv? Jeg vidste det ikke, og gjorde vist mere alt jeg kunne for at stikke af fra mig selv. For alt jeg følte for mig selv var afsky, at jeg var svag, fordi jeg havde ladet en simpel samtale ødelægge mit indre så meget. Jeg lod som om, byggede en facade op, gjorde som jeg mente, at samfundet og familien ville have mig til. Fandt mig et nyt arbejde. Kom videre. I hvert fald på overfladen. Det selv som jeg skulle finde, kendte jeg ikke. Indeni mig var der dukket en anden op. En der ville af med sig selv. En der gjorde skade på sig selv. En der ikke kendte til den kontrol over sig selv, som mit gamle jeg var vant til.

Det har taget år for de to personer i mig at kaste liner over til hinanden for at mindske den gabende afstand imellem dem. År med indlæggelser og kontaktpersoner, der har sagt det samme igen og igen: “Du skal bare finde dig selv…”

Jeg tror nu, at jeg er kommet frem til, at jeg har fundet mig selv, men jeg er sikker på, at det jeg, som jeg har fundet ikke er den gamle mig, for den person er muteret af smerte og kun små brudstykker er fra det oprindelige jeg. I øjeblikket tænker jeg tit på om mit fund af mig selv, var det som kontaktpersoner og behandlere havde håbet på. For jeg er ikke blevet mere “nem” af processen. Jeg bevogter mit jegs grænser mere hårdt nu. Slår fra mig verbalt. Stiller kritiske spørgsmål. Følger ikke længere bare normen for såkaldt normal og kræver at blive vist respekt, som den jeg er nu.  Behandlere og kontaktpersoner skal måske i fremtiden passe på med, hvad de ønsker med hensyn til patienternes finden sig selv. Måske kommer der en systemkritiker ud på den anden side.

4 Kommentarer

  1. Tina larsen

    Hej ULV. JEG ER EN KVINDE PÅ 53 år. Er født med bipolar. Har været syg,siden barn. Jeg genkender mig selv i din situation. Jeg finder mig heller ikke i lægers talen hen over mig. Jeg stiller krav-er selv med til,at træffe beslutninger omkring medicinering. Det skal lige siges,at jeg har grøn stæhr-genfejl i leveren-forhøjet bt,så jeg har faktisk været forsøgskanin. Da jeg ikke tåler meget a medicinen. Jeg har været indlagt over 30 gange på 4 år. Fordi jeg først fik diagnosen i 2011. Både på åben og lukket afd. Men 2 gange har jeg undervist læger-studerende i min sygdom. Og mit livsforløb. Det har været fedt. Nu er jeg selv sosu. Ass,men er pensionist nu. Lige pt har jeg det ok. Jeg venter på nye gentests. Men det jeg savner,er at komme i gruppe terapi for bipolare. For at kunne fortælle -dele og lytte til hinandens situationer og livshistorier. Jeg ved at de har en speciel afd på riget. Håber jeg ka starte der.😊Det var rart at høre lidt fra din verden. Håber di vil skrive mere. Kh. Tina Larsen.

    Svar
    • Ulven

      Hej Tina
      Tak for din kommentar. Du har været gennem noget af en tur <3. Håber det lykkes dig at komme i gruppe med andre bipolare. Jeg går selv "kun" i individuel terapi.
      Forventer bestemt at skrive mere :-).

      Al godt til dig og kærlig hilsen fra Ulven

      Svar
  2. Dace Neimane

    Et virkelig godt emne at tage op!
    Inden jeg blev diagnosticeret, havde jeg en seriøs identitetskrise. Og den varede altså et godt stykke ind i voksenlivet. Efter diagnosen kom en ny krise. Nu var jeg pludselig fanget i en ny søgen. Der blev godt eksperimenteret, både med diagnoser og medicin. At jeg nok skulle finde mig selv i det, blev mere og mere uoverskueligt for mig. På et tidspunkt opgav jeg. Bare så jeg kunne passe ind i en af kasserne. Bare så jeg kunne læne mig op af lægernes ord, når jeg nu selv ikke engang vidste, hvor jeg skulle lede efter mig selv.

    Gud ved, hvad der skete, men en dag fik jeg mod på at sige imod. Jeg var blevet systemkritiker, som du så fint kalder det. Læger ved alt muligt om alt muligt, men det er efterhånden mig, der er eksperten i mig og min sygdom. Jeg ved endelig ikke, om jeg har fundet mig selv, eller om jeg har skabt mig selv. Jeg ved bare, at de bliver nødt til at se mig som en vigtig del af behandlerteamet. Så, al respekt for, at du bevogter dit jeg 💜

    Svar
    • Ulven

      Kære Dace
      Tak for kommentaren 🙂
      Ja vi starter som novicer men ender som hardcore eksperter med kant efter nogle ture i systemet.
      Alt godt til dig herfra

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.