“Hvad siger du, når du skal fortælle, at du har en bipolar lidelse? At du har er bipolar sygdom, en bipolar lidelse eller du er maniodepressiv?”, var der én, der spurgte mig. Jeg svarede: “Al den snak frem og tilbage om, hvad vi skal kalde os er temmelig ørkesløs”. Brug det udtryk, der passer dig bedst. Min far HAVDE sukkersyge/VAR diabetiker. Det ragede ham en høstblomt, om der blev brugt den ene vending eller den anden. Han vidste, at han ligesom os havde en kronisk sygdom. Han overvejede ikke at kalde det en diabetisk lidelse”.
Min pointe med at nævne min fars reaktion på det at være diabetiker eller have sukkersyge, er, at havde selvværd nok til at vide, at han var Svend Engelbrechtsen. Og da han havde en stor portion humor, lavede han også tit grin med sin sygdom.
Jeg kender også en ægte sort neger, som griner, når jeg kalder ham Sorte Sambo. Han siger indimellem nigger om sig selv. Han er hverken selvhøjtidelig eller navlebeskuende.
Faktisk tror jeg, at den megen fokus på stigmatisering og aftabuisering ikke gør særlig meget gavn. Vi stempler os selv som nogle sårbare størrelser, der går ufatteligt meget op i, hvilken “titel”, vi skal have.
Det var bare nogle refleksioner fra en bipolar crackpot, en tosset maniofyr med kuppelkatar – en depressiv skatmelon. 🙂