På landets eneste højskole for psykisk sårbare unge lærte Roman Kjær Madsen at tro på sig selv, sige fra og få styr på sin økonomi. Derudover fik han et hav af oplevelser og gode venner.
Af Roman Kjær Madsen
I slutning af 2012 sad en kammerat hjemme hos mig. Vi snakkede frem og tilbage om, hvad vi skulle i fremtiden. Han snakkede om et højskoleophold. Jeg vidste, at min tid hos Nordvestjyllands Produktionsskolen var næsten forbi, så derfor overvejede jeg det samme. Min UU-vejleder fandt en højskole på Thyholm, der var særligt egnet til unge, der er psykiske sårbare. Mine forældre, samt min vejleder og jeg tog til Thyholm. Jeg så skolen, og mødte de elever, der var på højskolen, og tænkte ” Hold da op, det her klarer jeg aldrig”.
I februar startede jeg så på ungdomshøjskolen Søndbjerggård. I første omgang for at være der i praktik og for at mærke, om jeg skulle være elev på højskolen. Jeg havde følesen af, at jeg ikke ville bo der mere end 14 dage, hvilket jeg nævnte over for souschefen. Han sagde: ”Jeg ved med sikkerhed, at du er her mere end de 14 dage”. Ganske rigtigt tog den ene dag den anden. Jeg endte med at være på højskolen i tre et halvt år.
Årets gang
De forskellige årstider har forskellige traditioner på højskolen. Sommerferien var altid hyggelig, fordi vi kom ud og oplevede meget. Vi har blandt andet været i Aarhus, hvor vi brugte en hel dag på at gå rundt i Aarhus gågader, vi har også været i Søndervig, hvor vi så strandskulpturer og på loppemarkeder. I slutning af August tog vi på en studietur til Berlin, hvor vi tilbragte en uge.
Efteråret og vinteren var altid indbegrebet af hygge. Vi tog normalt en tur til Center Parcs Bispinger Heide, som et en kæmpe kæmpe badeland og feriecenter, der minder om Lalandia. I december så vi julekalender, lige indtil juleferien startede. Julen for mig har tidligere ikke været noget særligt rart. Men på grund af de gode oplevelser, jeg har haft i julen på højskolen, kan jeg faktisk godt lide den nu. Jeg har også fejret juleaften på Søndbjerggård med et par elever og deres familier. Når jeg tænker tilbage på den aften, kan jeg stadig blive rørt. Jeg har også fejret nytårsaften på højskolen, da mine egne planer gik i vasken. Det var en fantastisk hyggelig aften, som jeg værdsætter meget.
Det var også om vinteren, vi tog på skiferie til Norge. Det første år kunne jeg ikke stå på ski, men næste år lærte jeg det af en af lærerne. Hvert år tager skolen også på en studietur, hvor eleverne lærer om kulturen i landet. Jeg var med i Tyrkiet. Det var ret luksus. Vi var der en uge, hvor vi oplevede en masse, blandt andet at ride og dykke. Det var en fantastisk uge med masser af oplevelser.
Trivsels timer
På højskolen fik alle elever tildelt en kontaktperson, som man løbende kunne snakke med. Vi kaldte dem for trivselstimer. Trivselstimerne gik ud på, at den enkelte fik mulighed for at snakke om de ting, der kunne være svært. Den time om ugen var guld værd. Det har i den grad hjulpet mig meget.
Søndbjerggård er ikke bare en institution, hvor man sætter folk i båse og behandler dem derefter. Det er et sted, hvor der bliver taget hensyn til alle, og hvor man føler, der er tid til en. Jeg havde meget lave forventninger i starten. Men i dag sidder jeg med tre et halvt års erfaring og er blevet meget mere selvstændigt. Jeg tør at stå fast på, hvem jeg er og sige fra, når det er svært. Noget af det jeg har vægtet højest, er alle de turer, jeg har været på. De har givet mig meget både en følelse af ro og en helt særlig følelse af nærvær og sammenhold.
Styr på økonomien
Jeg har faktisk også fået styr på min økonomi i samråd med skolen. Vi har blandt andet taget ufattelig mange snakke om dumme køb. Da min nu afdøde mormor gav mig 1000 kroner i julegave, brugte jeg de 500 kroner af dem og besluttede, at jeg ikke måtte bruge de sidste 500 kroner før den. 17. april, som er min fødselsdag. Jeg har stadig de 500 kroner.
Jeg har lært at finde ro. Det er eksempelvis okay, at alle opgaver ikke bliver løst på en dag, at kroppen har brug for hvile, så heller ikke træningen skal foregår hver dag. Jeg har lært at holde fokus og tage mig selv alvorligt. Og så har jeg fået et stort netværk. Hvor er jeg taknemmelig for, at jeg har oplevet så meget, og at jeg har været et sted, der har givet mig så mange chancer. Jeg har også haft stor gavn af at snakke med personalet hver for sig. Alene deres forskelige holdninger og synspunkter på mig, har gjort mig til den, jeg er i dag.
Jeg har oplevet mere, end hvad en normal 22-årig ville opleve på tre et halvt år. Ikke mindst de fede og uforglemmelig oplevelser jeg har været med på, men også de ”trælse oplevelser”. Det er ret vildt. Men det er mere vildt, at jeg i dag, kan sidde og sige: ”Jeg lærte at være et selvstændigt menneske med fejl, men et godt menneske.”
Jeg vil helt klart vil anbefale Søndbjerggård til andre unge, der har det svært.