Søvnløs
Så ligger jeg her igen, søvnløs.
Kan ikke stoppe med at føle nogen holder øje med mig.
Personen i hjørnet.
Den der skal passe på mig bliver min død, selv om jeg allerede er død indeni.
Kigger på de ar min vågne tilstand har givet mig, og ønsker jeg kan falde i søvn igen.
Men det kan jeg ikke.
Søvnløs.
Holder vejret til jeg kan mærke personen i hjørnet kigger på mig igen.
Død og levende på samme tid.
I drømmene selv om jeg er vågen.
Længes efter noget jeg ikke kan få… jeg ikke må få.
Fred.
Mine øjne vil ikke lukkes, min vejrtrækning vil ikke stoppe.
Jeg vil bare sove.
Men jeg er søvnløs i en verden af pinsel og selvmord.
Personen i hjørnet går.
En ny kommer ind.
Og jeg ligger her stadig.
Søvnløs.
Dette er det første “rigtige” digt jeg nogensinde har skrevet. Jeg skrev det relativt hurtigt efter min første indlæggelse. Jeg kæmpede med min skizofreni, fast vagt og dårligt søvnmønster. Det er efterhånden lang tid siden, men digtet har stadig et helt specielt plads i mit hjerte. Den smerte der er mellem linjerne vil jeg nok for evigt kunne relatere til.