Det er jo det danske forsvar, som bliver styrket med ekstra 12,8 milliarder kroner. Selvfølgelig. Det siger sig selv, at denne satsning er vigtigere end os 700.000 med psykiske lidelser.
Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og de Radikale enige om at opruste det danske forsvar markant for at kunne stå imod “truslen fra Rusland”. En kerneopgave for et land, lyder det, og aftalen møder bred opbakning. Og ros fra selveste Trump.
Dansk militær skal fra år 2023 have tilført ekstra 4,8 milliarder kroner årligt. Det er en stigning på over 20 procent. Regeringen afviser, at fortælle hvor pengene skal komme fra. Men jeg har mine bange (paranoide?) anelser…
Jeg stiller – som det måske fremgår – ikke op i heppekoret over denne beslutning. Lars Løkke vokser nok med flere meter og soler sig sikkert gevaldigt i skulderklappet fra USA. Føler sig som en statsmand, en global hærfører på linje med de store. Men, kære Løkke, der er altså en trussel, du helt overser i din lykkerus: Truslen mod os med en psykisk sygdom – f.eks. i form af nedskæringer på sengepladser på psyiatriske afdelinger, for tidlig udskrivning med forværring af sygdommen og selvmord som konsekvens og forfølgelse på jobcentre, osv, osv…
Helt seriøst: Det er skammeligt, at vore politikere lefler for de krigsførende nationer, mens vi kæmper for at overleve.
Da du var sundhedsminister, gjorde du noget godt, Lars Løkke. Du indførte de såkaldte “kræftpakker”, der har ført til, at vi i dag har fået en langt bedre behandling af kræftsyge og anstændige ventetider. Nu venter vi med psykiske lidelser på, at du lancerer “psykopakker”. Men vores tålmodighed er ikke lang…
Foto: Simon Skipper