Netop som jeg tror, han er faldet i søvn, begynder Vidar – fire-snart-fem år – at fnise. “Mor”, siger han. “Kan du huske den dag, vi spiste kartoffelmos i sengen?”. Jeg smiler i mørket og svarer blidt: “Ja, der var vi vist nogle rigtige skurke.”. Og så kysser han mig på armen og falder i søvn med et bredt smil på læberne.
Det gør mig uendelig glad, at det er dét, han husker. Det var sidste efterår. Vidars far havde været indlagt en måneds tid, og jeg kunne knap hænge sammen. Det var en af de dage, hvor jeg ikke kunne overskue at aflevere ham i børnehaven, og vi besluttede os for at besøge far på sengeafsnittet. Vidar kom op i klapvognen og så gik turen forbi Svanesøen.
På vejen blev vi stoppet af to gravemaskiner. Der var sprunget et vandrør, og de sidste 40 meter bestod af mudder til knæene. Den første gravemaskine nægtede at lade os passere. Den anden forbarmede sig, da jeg forklarede, at Vidar skulle besøge sin far på hospitalet. Jeg slæbte vognen gennem pløret. En meter ad gangen. Det tog en halv time, og maskinerne ventede utålmodigt.
Vi kom tilbage efter fyraften, så der var ingen til at heppe, da jeg slæbte vognen gennem mudderet for anden gang. Det blev mørkt, inden vi kom hjem, og jeg havde glemt at hugge brænde. Så vi krøb ned under dynerne med iPad og en skål kartoffelmos med ketchup. Ikke ligefrem højdepunktet af mit moderskab.
Og nu, halvandet år efter, er det mosen, han husker. Ikke underskudet, indlæggelsen eller alle mine mangler. Men kartoffelmos i sengen. Hvor jeg dog elsker den dreng!
Billede: Jan Tancar, Pexels