Lad mig præsentere mig selv

Mit liv med angst
Blog

Hej Bloggere

Jeg er ny her på siden, og jeg glæder mig sådan til at komme i gang med at blogge.

Som overskriften siger, så lad mig præsentere mig selv. Jeg hedder Maria. Jeg er 26 år, og jeg lider af angst.

Jeg har tænkt mig at bruge denne platform som en slags terapi, men jeg vil også fortælle min historie og hører andres mening, som er i samme situation som mig, og også læse og kommentere andres indlæg, for på den måde at udvide netværket, men også hjælpe andre.

Jeg har brug for et forum, hvor jeg kan få luft og komme af med tanker og følelser, glæde og vrede, sorg og afmagt. Så dette forum bliver nok min digitale dagbog, hvor man kan følge med i mit liv i hverdagen.

Ønsker alle en dejlig mandag eftermiddag.

Kærligst,
Maria

Foto: Privat

Mit liv med angst
Jeg er 31 år. Jeg har lidt af angst siden teenageårene. Har diagnoserne panikangst, socialangst og PTSD, som er kronisk. Derudover kan jeg få anfald af separationsangst og dødsangst. Det har jeg haft siden 2018, da jeg pludseligt mistede min gudmor. Jeg er i en proces med jobafklaring og håber på fleksjobbevilling inden længe. På denne blog skriver og deler mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn. Min familie og især min dejlige kæreste er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie, og jeg håber at I vil læse med. Jeg begyndte som blogger her hos Outsideren i februar 2019. - M

5 Responses

  1. Kære Maria!
    Velkommen her i bladet. Jeg er nu en gammel mand – netop blevet folkepensionist. Da jeg var seksten, blev jeg indlagt med generaliseret angst, og den er ond. Det er angst uden ophør, og uden objekt, dvs. der er ikke noget, der udløser den. Den var der bare hele tiden, og da jeg kom ind til psykiateren for første gang i mit liv, sad jeg og græd. Jeg blev behandlet med en lille dosis af et antipsykotikum, hvis generiske navn er perphenazin og hvis handelsnavn dengang var Trilafon. Det var i en menneskealder førstevalgspræparat til folk med psykoser, men er nu afløst af andre stoffer, idet det anvendt i store doser, som psykiaterne ofte havde for vane, fik man “Trilafon-ben”, dvs. man kunne ikke sidde stille med benene – og det var i det hele taget umuligt at slappe af. Dette gav stoffet et dårligt rygte. Dette ændrer imidlertid ikke på, at anvendt i små doser havde man ikke disse bivirkninger, og det var det et glimrende antipsykotikum med en god angstdæmpende virkning. I dag skal man have en særlig udleveringstilladelse fra sundhedsstyrelsen for at få lov til at få det. Ens læge skal søge herom. Og jeg har en sådan tilladelse, idet mine erfaringer med netop dette stof er så gode, at det berettiger brugen af stoffet. Jeg får det både som depotindsprøjtninger (en injektion en gang om måneden) og som piller. Pillerne hedder i dag Peratsin. Jeg har været ude for medpatienter, som ligeledes har haft god virkning af stoffet, og som har haft oplevelser med, at man har erstattet stoffet med et nyere, og med et dårligt resultat.

    Din problemstilling er jo nok en lidt anden en min. Jeg har været så heldig aldrig at have fået benzodiazepiner, som er en uhyggelig fælde for mange angstpatienter. Det mest luskede ved disse stoffer er, at de virker med det samme, mens brug af antipsykotika og antidepressiver først virker efter nogle ugers brug. Det kan anbefales at søge løsninger blandt disse stoffer, og at undgå benzodiazepinerne. Men panikangst og agorafobi peger jo nærmere i retning af fobisk angst, og så vidt jeg ved må man ved sådanne lidelser ofte gå andre veje, end det var tilfældet for mig. Jeg erindrer et tilfælde af panikangst på det store hospital, hvor jeg mange år senere var indlagt i anden anledning. Vedkommende havde været patient på samtlige hospitalets afdelinger, og man var endt op med en kombination af fire stoffer – som havde løst problemet. Læger giver ikke op nær så nemt som patienten.

    Hvad musikken angår, så er jeg selv ivrig klaverspiller og arbejder i øjeblikket med at få indspillet noget af min musik, som jeg selv finder på. Det ligger sådan, at det der med noder ikke ligger til mig, af forskellige årsager, så for at bevare musikken skal den indspilles på computer – og det skulle også blive muligt at lave en CD på mp3-format, som jeg kan spille i min cd-adspiller.

    Men i øvrigt interesserer jeg mig for så meget forskelligt. Jeg har haft både svær depression og skizofreni, men er kommet mig af det hele, ganske vist ved hjælp af medicin, men det har man vel også lov til. Jeg har aldrig haft det så godt som jeg har det i dag – blot er hukommelsen begyndt at drille, men det hører nok alderen til. Jeg håber, at du må få løst dine psykiske problemer – jeg ved godt, at det kan se svært ud. Men i dag står vi ikke ganske uden midler, sådan som man gjorde i gamle dage, og som det er berettet i bøger derom. Det er en længere historie, som vi kan tage en anden gang.

    Svar

    1. Kære Arne.
      Tak for din respons.

      Det gør mig ondt at høre din historie. Jeg går ud fra at din situation har været væsentligt sværere, da du var på min alder.
      Undskyld, hvis jeg fornærmer dig. Det er ikke min mening. Det, jeg mener, er at før i tiden snakkede man ikke som psykiske lidelser, som man gør i dag. Jeg har spurgt mine forældre om man talte om sådan noget, da de var børn og unge i 60’erne og 70’erne – og det gjorde man ikke. Man skulle “bare tage sig sammen” og lade være med at være “så sart”. Man skulle bare mande sig op. Var det også sådan for dig, eller blev du taget seriøst?
      Du skriver, at du blev indlagt som 16-årig, og har været på forskellige psykofarmaka. Hvad virkede egentlig for dig? Jeg er først lige kommet på medicin; startede med at få medicin i maj sidste år. Jeg får Sertralin, 100 mg.

      Jeg forstår hvad du mener med generaliseret angst. Har selv været turen igennem. Lige i øjeblikket er offentligt transport det værste. Bus er okay, men tog… Mit hjerte hamrer voldsomt hver gang jeg skal have toget. Jeg har besøg fra Australien, og i går og i dag har jeg været ude med en veninde, og har vist hende rundt, bl.a. i roskilde. Min panikangst gør, at jeg bliver hurtigt træt, fordi mit system kører på højeste gear. Har du det også sådan? At blive hurtigt træt, pga. angst?

      Jeg håber sådan, at du har det godt i dag.

      Kærligst,
      Maria

      ps. jeg håber, du vil fortsætte med at følge mine blogindlæg. Det er altid godt at få feedback fra mennesker, der forstår hvad det er man går igennem.

      Svar

  2. Mange tak for responsen – det er en sjælden vare i dette organ. Og jeg er i ingen henseende fornærmet – tværtimod.

    I mine unge dage var min far sådan set uden forståelse for psykiske vanskeligheder – der herskede en generelt udbredt uvidenhed om sådanne forekomster – men min far havde på det tidspunkt forladt min mor, som jeg boede hos, for aldrig at vende tilbage, og set i bakspejlet har det nok været en del af en ydre årsag til mine vanskeligheder. Dengang var mine egne indsigter i forhold til det psykologiske og det psykiatriske stort set lig med nul. Vi starter jo allesammen som nybegyndere, og i virkelighedens verden er der vist kun den hårde måde at lære om tingene på.

    Selvom min mor ikke var et vidende menneske i akademisk forstand – hun havde syv års skolegang bag sig, som man brugte dengang – så havde hun i en forstand, som var helt anderledes end min fars måde at se tingene på, en fornemmelse for det psykologiske, og da hun besøgte mig på hospitalet, var det hende, der græd. Vi var begge så alene med det hele.

    Hvad medicin angår, så stødte der jo mange år senere både depression og skizofreni til, så det, jeg i dag får, er indrettet til disse lidelser. Jeg får 60 milligram mirtazapin (stærktvirkende antidepressiv i maksimal dosis) i døgnet, og så får jeg hver fjerde uge en injektion med 0,75 milliliter trilafon-dekanoat-depot (en ekstraordinært lille dosis mellemdosis antipsykotikum) som indsprøjtning, Og det virker fantastisk for mig – jeg føler mig helt normal, men ikke nok med det – jeg føler for det meste inspiration. Prana. Så jeg synes ikke jeg kan bede om mere. Hvad sertralin angår, så prøvede jeg det engang, og det fungerede slet ikke for mig. Den antidepressive virkning udeblev stort set, og jeg blev totalt impotent af stoffet. Men jeg er bekendt med andre historier herom.

    Svar

  3. Hej Maria,
    Jeg har også lidt af voldsom panikangst i offentlige transportmidler. Troede det gik lige indtil dørene begyndte at hyle i toget, så skulle jeg bare ud. Følte ikke jeg kunne synke. Fik uvirkelighedsfornemmelse og var bange for at blive skør eller dø.

    Jeg havde på det tidspunkt et job som jeg var meget glad for, og jeg vidste at jeg blev nødt til at lære at køre med tog igen.
    Jeg tænkte meget over hvordan jeg kunne være alene, uden at være alene i toget.
    Og endte ud med at køre i tog med min hund. Måske lyder det skørt, men det hjalp mig helt vildt meget. Jeg kunne jo ikke miste besindelsen, hvis jeg havde ham med, og jeg fik også masser af søde smil fra medpassagererne, hvilket gjorde at jeg følte at jeg fik “venner” som ville passe på mig.
    Jeg kørte frem og tilbage i toget i flere dage, og det hjalp mig rigtig meget.
    Næste step for mig blev at jeg tog alene afsted. Jeg fandt ud af at jeg skulle “finde en ven” – altså sætte mig et sted hvor jeg så en der så sød ud. Prøve lige at få øjenkontakt med en på stationen eller noget.

    I dag har jeg det ok med toge og busser. Jeg kan opleve angsten komme, men den forsvinder igen har jeg lært. Og den passer på mig. Den kommer nu kun hvis jeg har været for hård mod mig selv.

    Jeg synes at du er så sej at du er gået i gang med at blogge. Og jeg har stor respekt for dig som person Maria. Du er noget af det mest betænksomme og søde væsen – og jeg er sikker på at angsten med tiden vil slippe sit tag i dig, stille og roligt.

    Svar

    1. Kære Pernille – din dejlige kvinde 🙂

      Jeg var slet ikke klar over, at din angst har været så voldsom. Eller også har jeg glemt det…
      Jeg har det selv svært i tog. Bus er okay, men tog.. Puha.. Men jeg lærer det, stille og roligt. Det kræver arbejde. Det koster mig sved og tårer og trætte dage. Heldigvis har jeg en støttende omgangskreds, som er omsorgsfulde og som forstår. Og det er det vigtigste for mig. At man forstår. Eller i hvert fald er rummelige nok til at give den plads, der er brug for og ikke sætte spørgsmålstegn eller vende øjne af den ramte. Det er for mig næsten værre end at have sygdommen, fordi jeg i forvejen slår med min angst, som kan have et så voldsomt greb i mig, at jeg føler der er noget i vejen med mig. At jeg ikke er “som alle andre”. At jeg ikke er “normal”.

      Jeg er så glad for at du har fundet din vej. Jeg tænker, at hver dag er en kamp i større eller mindre grad, også selvom man er kommet ud på den anden side. Angst kan jo dukke op når man allermindst venter det.

      Næste gang jeg ser dig, får du altså en kæmpe krammer – for det fortjener du.

      Kærligst,
      M

      Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *