Det er blevet fremført, at det at have tro – i kristen forstand – er at have mod og at have tillid. Jeg skriver med vilje ”at have” og ikke ”at vise”, som er noget andet. Det ligger i det kristne syn på tingene, at det ikke er en god ting at bære sin tro til skue, hvilket Jesus jo netop anklagede de troende jøder for. Herhjemme ser man i visse kirker mindetavler for dem, som donerede midler til at rejse kirken, hvilket jo er helt ukristeligt. Også det der med særlige båse i kirkerne til de priviligerede må betegnes som helt ukristeligt. Det forhold, at liturgisproget i den katolske kirke var latin, bevirkede, at folk i vidt omfang var uvidende om biblens betydningsindhold, hvilket præger den katolske kirkes ethos den dag i dag. Og i USA en den religion, som kan levere et godt show, en stor ting. Herhjemme bevirkede protestantismen blandt andet, at biblen blev oversat til dansk, hvorfor vi har et ganske godt kendskab til biblens betydningsindhold herhjemme.
Det der med at have mod og at have tillid – som svarer til betydningen af det gamle ord ”bold”, som altså intet har med boldspil at skaffe, men som forklares ved ordene modig, kæk og tapper, men som tillige rummer den psykologiske forudsætning ”tillid” – vækker jo straks ens kritiske sans. Nazisterne havde mod, men det var mod til at følge en uværdig sag. Og tillid kan svigtes. Ikke enhver fremstrakt hånds hensigt bliver gengældt, endsige levet op til. Måske ligger der også det sagtmodige i ordet ”bold”, og i ordet ”tro” – måske gengældes den fremstrakte hånd ikke nu, men måske senere. Det er jo en erfaring som er gjort med islams sønner og døtre, at nogle af dem formår, efter længe at have tænkt over det, at tilegne sig den måde, hvorpå vi praktiserer tillid i det danske samfund, og at tilegne sig den psykologiske baggrund herfor, den ethos, som vi lægger til grund. Dette her drejer sig om den måde, hvorpå vi opfatter medmennesket. Den islamiske ethos har nogle meget firkantede og kategoriske opfattelser af medmennesket, og er ikke inkluderende. Snarere frakender den ikke-muslimer og frafaldne enhver menneskelig værdighed, hvorimod det er hele kristendommens idé også at inkludere alle dem, som ingen ellers regner med. Det var jo en væsentlig grund til bruddet mellem de jødisk religiøse og Jesus, at han åbnede op for alle mennesker, idet han udelukkende lagde personens holdning og ethos til grund. Der kan så rettes en berettiget kritik mod ordet ”tro”, som i den kristne bibel får en ekstra spand kul.
Som psykologisk udgangspunkt er det at være bold – i betydningen modig, kæk, tapper og sagtmodig, samt det at gå til verden med tillid – et godt udgangspunkt. Men som erkendemæssigt værktøj er det ubrugeligt. Hvis man tænker på en videnskabelig verdensopfattelse, må det stå klart, at den virkelige verden sådan set er ophøjet ligeglad med, hvordan vi forholder os til den. Den faktisk eksisterende verden er ikke psykologisk, men det forhold, at vi kun har adgang til denne i form af den projektion af den, som vi danner os, og at denne fuldt og helt er underlagt hele psykologiens måde at fungere på, er det meget nærliggende at tillægge den faktisk eksisterende verden en psykologisk betydning. Det forhold, at vi laver dekorationer, og det, at vi tildanner ting i form af kunst, taler sit tydelige sprog om, at der foreligger et stærkt ønske om at inddigte en psykologisk betydning i den materielle verden. Men hvis det står på dagsordenen at forstå den virkelige verden på dennes egne betingelser, må vi helt forlade den antropoforme opfattelse af virkeligheden. Og her kommer de åndelige slangemenneskepræstationer, som mange nobelprismodtagere har lagt for dagen, ind. Jeg har jo kunnet iagttage, hvordan det for mange mennesker står som ganske uforståeligt, hvad vi skal med videnskaben, og hvad det skal til med alle de der ubehagelige apparater. Et pænt tapet på væggen er da meget mere væsentligt, og en flot dyr vogn er da meget bedre end et uforståeligt laboratorium, som tilmed koster mange penge.
Det forhold, at vi i dag i så enormt omfang er blevet begavet med apparater, som er blevet hvermandseje, har nok åbnet en dels øjne for, at der er perspektiver i forskning. Men herhjemme er det også gået op for mange, at det verdensbillede, som biblen fremlægger, ikke engang kan opfattes symbolsk. Der er simpelthen tale om en bundforkert og fejlbehæftet teori om verden. Det forhold, at der alligevel er så mange, der forbliver medlemmer af den danske folkekirke, beror jo nok også dels på, at kirken for det meste ikke blander sig i noget, den ikke skal blande sig i, dels er en manifestation af den bolde tilgang til verden, som har gjort det danske samfund til det det er, og længe har været. Der er således en god gang psykologi blandet ind i alt med den danske folkekirke, som man dels ikke kan slå en streg over, og som man måske ikke SKAL slå en streg over.
Den moderne videnskab, som har haft meget stor betydning for min egen måde at opfatte alting på, er fuldstændig tavs i forhold til spørgsmål af etisk og moralsk betydning. I lyset heraf må man nok erkende, at etik og moral kun er begreber, som er relevante for forholdet mellem mennesker. Men endda her kommer de nogen gange til kort, hvis man f.eks. tager mange autister. Ofte opfatter disse medmennesket som noget rent instrumentelt – der er ingen indleven i medmennesket. Folk med psykopatiske træk har heller ikke noget medmenneske. Derfor må jeg forkaste den megen generaliseren om, hvad et menneske er. Men der kommer så det ind i det: Hvordan skal vi forholde os til et andet menneske, som er koldt og beregnende, og som kun ser andre menneskers tillid som en selvfølge, man kan misbruge efter forgodtbefindende? Legitimerer disse forhold, at dette menneske af os behandles umenneskeligt? Her må man jo nok tage med i beregningen, at vore egne handlinger gør noget ved hver af os. Skal vi fornedre os til ondskab, når vi står overfor et menneske, som ud fra enhver betragtning selv er ondt? Det er interessant her at notere sig, at en del mennesker intet problem ser heri, men som nærmest pr. automatik ser den andens onskab som legitimering af egen ondskab. De benytter sig af det primærproceslige greb, at i primærprocessen kan totalt uforenelige tanker eksistere fint side om side. Jeg vil nu alligevel tillade mig det sekundærproceslige greb at problematisere en sådan handlemåde. Jeg forstår så udmærket at tingene ikke hænger sammen, men at for det intelligente menneske ses en sammenhæng, som man ikke bare kan ignorere. Det onde menneske, som jeg står overfor, skal ikke gøre mig til et ondt menneske. Det er min klare mening, men på den anden side bør man ikke være så hellig, at dette forhindrer én i at komme med en klar udmelding overfor den, som er ond. Der kan jo ligge det i det, at man reducerer egen ageren til det letforståelige.
Der er en hel del mennesker, som med en masse forståelsesfis i bagagen pure benægter det ondes eksistens. Også her vil der være graverende forskelle mellem det intelligente menneskes forståelse af realiteterne, og så den mindre begavede. Der er store forskelle i menneskers evner til, dels at SE problemer – overhovedet at få øje på dem – dels at analysere dem. For mange mennesker står problemer af denne art som de rene forvandlingskugler, hvor stridens æble står snart i et positivt lys, snart i et negativt. Mange politiske diskussioner herhjemme handler jo om præcis dette. En god ven af mig foreslog, at vi skulle stemme på en anden måde herhjemme. Vi skulle sætte kryds ud for dem, som vi ville have IKKE skulle være i folketinget. Det førte så med sig, at jeg foreslog, at vi skulle have et kryds-og-bolle-system, hvor vi dels angav dem, som vi VILLE have i folketinget, dels dem, som vi IKKE ville have. En ret sjov diskussion.
Hvorom alting er, når talen er om etik og moral, så må det hele overordnede motiv over alle andre være, at vi må lægge sandheden om ting til grund for alt. Al snak om tro, dekoration, kunst, ja, på en måde, om etik og moral, må vige for kravet om sandhed. Heroverfor står primærprocessens fuldstændige ligegyldighed overfor begreber om sandt og falsk. For at kunne aktivere begreberne om sandt og falsk må vi aktivere sekundærprocessen. Og man kan iagttage, hvordan rollefordelingen mellem primær- og sekundærproces hos forskellige mennesker er ganske forskellig. Jeg har haft idelige diskussioner med andre om, hvorvidt videnskabelige nyskabelser ”lå i tiden” eller ej. For den, som har et indgående kendskab til detaljerne i videnskabshistorien, er det det rene sludder at tale om, at videnskabelige gennembrud ”lå i tiden”. Der var derimod tale om, at enkeltpersoner tog yderligere konsekvens af den viden, de allerede havde erhvervet. Forudsætningen herfor var en villighed til at tilsidesætte og at problematisere forudfattede meninger om, hvordan tingene hang sammen. Fra gammel tid var det klart, at kirken og trosfællesskabet var meget langt fra retvisende viden om, snart sagt, hvad som helst. Det var ikke dér, man skulle søge sandheden. Omkring år 1900 dukkede der så indsigter op, som skulle revolutionere hele vort verdensbillede. Uheldigvis gjorde der sig det gældende, at i takt med, at verdensbilledet slap jorden med landingshjulene og kom i luften, blev det derved opståede verdensbillede så intellektuelt vanskeligt tilgængeligt, at det kun var forundt de skarpeste hjerner af forstå det mindste, endsige at have overblik over stoffet. Selvom det moderne verdensbillede blev etableret mellem 1900 og 1930, er det først fra slutningen af 1960erne og frem, at der er blevet gjort hæderværdige forsøg på at formidle de vundne erkendelser til videre kredse. Og endda er der tale om endog meget vanskeligt og uhyre raffineret stof. Der er ingen grund til at foregøgle nogen nogen forestilling om en folkelighed, som der ikke er belæg for. Moderne videnskab er i al væsentlighed totalt ufolkelig. Men det er al ære værd, at ganske mange mennesker herhjemme efter bedste evne søger at skaffe sig viden og at følge med, så godt de kan, og at overdreven religiøsitet ikke gør sig gældende herhjemme. I USA trives jo ren videnskabelig løgnagtighed jo glimrende og fejrer triumfer, og også i andre lande kolporteres der med stor styrke ren vranglære. Hele den muslimske verden er slet ikke kommet til moderne videnskab endnu. Tankevækkende er det, at så stort et tal af de absolut førende videnskabelige kræfter i verden er af jødisk herkomst, og jeg har haft idelige diskussioner om, hvorvidt dette skyldes noget i det jødiske miljø, som fremmer tænkning, eller er medfødt. For mig står det fuldstændigt klart, at der er tale om noget medfødt. Hvilket sikkert vil stride mod manges forudfattede meninger om, hvordan tingene hænger sammen. Mange hænger ved den anskuelse, at mennesker dannes af samfundet og af de mennesker, der omgiver det, hvilket jeg betragter som det rene sludder. Folk har det meste i bagagen fra starten. Det er trist at konstatere det, men folk er ulige fra starten, og det er meget begrænset, hvad der kan gøres ved det. For så vidt man skal gøre noget ved det. Samfundet har god brug for folk, der kan installere køkkener og støbe fundamenter. Vi skal ikke være partikelfysikteoretikere alle sammen.
(Billedet er photo-1535190823090-3c159ed10a97.jpg fra Unsplash.com)