Transcraniel Magnetisk Stimulation (TMS) og skizofreni

For nylig, den 22. januar 2020, skrev Aina Ihde Hestenes som gæsteblogger en blogartikel med titlen ”T-PEMF behandlingen hjalp mig ud af depression”, og jeg tillod mig i en kommentar at tilføje, at jeg den 23. maj 2018 havde en artikel på om denne behandlingsform med titlen ”En ny metode til behandling af depression”, idet behandlingsformen dengang optrådte under betegnelsen TMS, Transcraniel Magnetisk Stimulation. Det kan anbefales den der ønsker sig konkret information om metoden at læse min artikel om emnet.

For nylig havde jeg en korrespondance med redaktionen af Outsideren.dk, hvor det pludseligt slog ned i mig, om det var undersøgt, hvorvidt der kunne komme noget positivt ud af at behandle skizofrenipatienter med TMS, og jeg gik i gang med at søge på dette emne. Der var noget materiale, men der var også anden information, som jeg fandt det værd at videreformidle.

Lillehjernen, Cerebellum, er et separat kugleformet organ, placeret midtfor under den bageste del af Storhjernen. Lillehjernen indeholder 105 milliarder nerveceller, i modsætning til Storhjernen, som kun indeholder 20 milliarder nerveceller. Der gør sig det interessante gældende, at statistiske undersøgelser over Lillehjernens størrelse hos skizofrenipatienter, sammenlignet med normale, viser, at den hos skizofrene er formindsket i størrelse. Der er endvidere meget, der tyder på, at Lillehjernens funktion et tæt involveret i skizofreni-sygdomsprocesser.

Der er et område i Storhjernen, som synes af betydning for skizofreni-sygdom, som betegnes i faglitteraturen som den højre dorsolaterale præfrontale cortex. Dette kræver en forklaring. Storhjernen er således indrettet, at tindingelapperne bagude er solidt forankret som en del af Storhjernen i midten. Hvis man tegner en linie, der forbinder de to ører, henover issen, så bekriver denne linie så nogenlunde, hvor Den Sylviske Fure i Storhjernen går. Denne betegner skillelinien mellem hjernens sensoriske og motoriske del, således, at alt, hvad der ligger bagved Den Sylviske Fure, inklusive tindingelapperne, udgør hjernens sensoriske del, dvs. dens opgave er at analysere sansedata, og alt hvad dette indebærer, hvilket naturligvis er meget omfattende. Alt, hvad der ligger foran Den Sylviske Fure udgør hjernens motoriske del. Det menes, at den mest frontale del foran Den Sylviske Fure er sæde for bevidstheden og jeg-følelsen – men da hjernen er et udpræget høj-integreret organ, må jeg stærkt advare mod forsimplede opfattelser af situationen.

Den højre dorsolaterale præfrontale cortex udgøres af højre hemisfæres Sylviske Fures fremadrettede bagvæg. Denne er sæde for primære sanseindtryk, specielt dem som involverer taleorganerne. Undersøgelser har vist, at forbindelser mellem dette område og Lillehjernen har noget at gøre med de sygdomssymptomer, som ses i forbindelse med skizofreni, specielt stemmehøring.

Det ser ud til, at forbindelsen mellem det pågældende område og Lillehjernen er svækket ved skizofreni, og eksperimenter med TMS-behandling af de pågældende områder har vist bedring i tilstanden for skizofrenipatienter.

Selvom der er lavet interessante forsøg med TMS, som jo forsåvidt handler om at påføre nervevævet eletriske strømme på en hensigtsmæssig måde, kommer de mest interessante informationer fra en fransk kilde, hvor man har gået lidt anderledes til værks. Det er Jerome Brunelin fra universitetet i Lyon, Frankrig, som beretter, at mellem 25% og 30% af skizofrenipatienter har behandlingsresistente hørehallucinationer, dvs. i forhold til behandling med antipsykotisk medicin. Af en gruppe på 30 af denne type patienter behandlede man med den såkaldte tDCS- metode, idet man påsatte elektroder på venstre side af hovedet og behandlede med en mild elektrisk strøm i 20 minutter med patienten ved fuld bevidsthed. Forsøget var randomiseret, dvs. det var tilfældigt, hvorvidt patienten fik denne behandling eller en ikke-behandling. Patienterne fik denne behandling to gange om dagen i fem dage.

Man evaluerede resultaterne ved hjælp af en valueringsskala, hvor patienterne kunne angive graden af hørehallucinationerne. De patienter, der fik behandlingen, rapporterede en reduktion på 31% i hørehallucinationerne, mens de, der fik snydebehandlingen, rapporterede en reduktionsgrad på 8%. Da patienterne efter 3 måneders forløb igen blev evaluerede, rapporterede de behandlede en reduktionsgrad på 38%, mens de ikke-behandlede (snydebehandlingen) rapporterede en reduktionsgrad på 5%. Ingen af de deltagende kom helt af med deres hørehallucinationer.

Man har ikke før kunnet identificere det område af hjernen, der er involveret i det at høre stemmer, men det ser ud til at være sket nu, og man har haft en vis succes med at behandle området med TMS. Der er et fransk forskerhold ved universitetet i Caen, der har haft 26 patienter i behandling med målrettet TMS, mens de havde 33 patienter som kontrol-gruppe, der modtog placebo-behandling. Efterfølgende evaluering viste markant reduktion i symptomerne hos 34,6% af de behandlede, mens 9,1% i kontrolgruppen oplevede bedring. Dette resultat flugter jo med det ovenfor beskrevne forsøg med tDCS-metoden.

Der er også fra amerikansk side lavet interessante undersøgelser i denne forbindelse. Der har i nogen tid eksisteret en teori, ifølge hvilken skizofreni, specielt de negative symptomer, skyldes en dysfunktion i Lillehjernen. Roscoe Brady fra Harvard Medical School i Boston anvendte en sofistikeret teknik, baseret på MR-skanninger, med det formål at identificere, hvilke områder i hjernen, der var involveret i sygdommens negative symptomer. De rekrutterede 44 patienter med skizofreni eller skizoaffektiv lidelse til denne undersøgelse, og de fandt ud af, at der er en klar forbindelse mellem negative symptomer og forbindelsen mellem cerebellum og den højre dorsolaterale præfrontale cortex, samt at jo svagere forbindelsen er, jo sværere er symptomerne.

Forskerne rekrutterede derefter 11 personer med skizofreni for at undersøge, om bedring af forbindelsen mellem cerebellum og den præfrontale cortex ville påvirke symptomerne. De blev randomiseret til enten TMS eller placebo behandling. Behandlingen bestod af 2 behandlingsseancer om dagen i fem dage. Deltagernes symptomer blev vurderet før og efter behandlingsforløbet. De blev også undersøgt med MR-scanning før og efter behandlingsforløbet. Der observeredes en stærk og signifikant association mellem symptomlindring og bedring af forbindelsen mellem Lillehjernen og den højre dorsolaterale præfrontale cortex, skriver forfatterne. Imidlertid er forsøget meget lille, og der skal meget større forsøg til at noget kan konkluderes i større omfang.

Jeg er af den opfattelse, at disse rapporter viser, at der ER noget at komme efter. Imidlertid savner jeg oplysninger om, nøjagtigt hvilke former for TMS, man har brugt. Jeg efterlyser forsøg, hvor man klarlægger, hvorvidt repetitiv TMS, rTMS, eller intermittent Theta Burst Stimulation, iTBS, er det mest hensigtsmæssige. Det fremgår jo også af Aina Ihde Hestenes artikel om T-PEMF, at der her er tale om en helt anderledes metode, der her blev anvendt i meget længere tid end normalt. I grunden er det hele noget rod, som skyldes, at der er så få herhjemme, der anvender metoden, og at det at bedrive TMS-videnskab ikke rigtigt har fundet vej til de seriøse forskere herhjemme, og det er ikke en ønskelig situation. Der er stadigtvæk meget, som står uklart, men med bagstræv og uvilje fra lægelig side, hvor man klynger sig til den gamle ECT(elektrochokterapi)-metodes fortræffeligheder, kommer vi jo ihvertfald ikke videre.

(Billedet er photo-1534592302589-d4f8f14c6f47.jpg fra Unsplash.com).