For omkring 4 måneder begyndte jeg at mærke en bedring i mine overspisninger, da jeg med hjælp fra min terapeut, fik nogle redskaber, der hjalp mig til at møde mig selv mere kærligt.
Jeg begyndte at spise væsentligt mindre, og størstedelen af tiden kan jeg huske, at jeg tænkte, at nu er jeg da i mål.
Som jeg kort nævnte i det første indlæg , er jeg klar over, at min overspisning bunder i min selvkritik, hårde måde at være overfor mig selv på, at jeg altid vender tingene indad og giver mig selv skylden, hvilket er noget jeg især har fra min mor. Jeg er begyndt at mærke en større varme og kærlighed til mig selv og er ligeledes begyndt at møde mig selv, som jeg skulle være blevet mødt og det er enormt healende for mig. Det er en befrielse, især fordi jeg kan mærke, at det bunder i, at jeg er begyndt at møde mig selv med kærlighed. Jeg var som sagt sikker på, at jeg var i mål, da der var gået 3-4 uger, hvor mad og overspisninger ikke havde fyldt. Det var uden tvivl også et vigtigt skridt for mig i den rigtige retning, men også her var det vigtigt for mig, at jeg mindede mig selv om, at det er en proces. Det har været svært for mig at sige farvel til mine overspisninger, da det for mig var en redning, som gav mig ro. Jeg havde en aften en mindre overspisning, og for første gang mærkede jeg en reel konsekvens af min overspisning, jeg blev efterfølgende ramt af en voldsom ubehag i min krop og selvhad.
Jeg mærkede en meget klar følelse af, at dette var nød til at stoppe, det var ikke længere godt for mig, og der var mere som lå til grund for mine overspisninger.
Jeg besluttede mig for at tage en kold tyrker og spise mine måltider i ro, da det især er det, som overspisninger giver mig. Det er rigtig svært for mig at spise i ro, der skal, hvis det står til mig, altid køre noget i baggrunden, det kan være en serie, musik eller noget andet. Det er gået op for mig, at det er med til at dulme og gøre, at jeg på en måde frakobler mig min egen krop og gør, at jeg ikke mærker min krop og hvornår jeg er mæt.
Det går fortsat godt med at spise i ro, kan se, at jeg slet ikke spiser de samme mængder, fordi det på den her måde er blevet mere tydeligt for mig, at mad bare er mad, og at når jeg indtager mad, kun har til formål at gøre, at jeg ikke er sulten mere. Det er en lidt vild følelse, for det er lidt følelsen af, at der er blevet skrabet et lag af mig, det er som om, at jeg kan mærke alt meget mere. Det føles som om at mine sanser er skærpet, at jeg føler en anden lethed omkring mig selv. Jeg kan også mærke, at jeg kan mærke mine følelser, gode som dårlige, på en helt anden måde, og det, at jeg forsøger blot at spise, når jeg er sulten, har på en eller anden måde givet en opdeling af mine følelser og maden. Det er tydeligt for mig nu, hvor meget disse to ting har været rodet sammen, og selvom at jeg aldrig har følt mig så blottet, skrøbelig og sårbar, som jeg føler mig lige nu, så er det også dejligt. Det skræmmer mig, hvor meget “uroen” og den store mængde af mad, har været med til at “bedøve” mig.
Det føles som om, at der er mange ting i min udvikling, som den seneste tid virkelig har taget fart. Det er følelsen af, at der er nogle brikker, der falder på plads. Noget, der har været ganske afgørende for mig og som har været en meget lang proces for mig, har været mit selvhad. Det har været en lang vej for mig, og det har været enormt hårdt at gennemleve selvhadet og rumme det uden at overspise. Jeg kan mærke, at jeg mere end nogensinde før vælger mig selv til, jeg møder mig selv med kærlighed. Der er stadig situationer, især familiært, hvor jeg skal holde ekstra godt fast i mig selv, værne om mig selv, men det er også en meget stor sejr for mig. Jeg tror, at det er en proces, en proces om at lære at vælge sig selv til, på trods af, at det måske ikke er noget man er opvokset med at gøre.
Jeg kan mærke, hvor afgørende det er for mig, at jeg i alle aspekter i mit liv er begyndt at møde mig selv med selvkærlighed. Det har virkelig gjort, at jeg de sidste par uger har fået et helt anderledes forhold til mad. Maden fylder ikke længere hos mig og er blot blevet til mad og noget jeg spiser, når jeg er sulten. Det er en lettelse for mig og ligeledes en øjenåbner, da det er blevet tydeligt for mig, at jeg jo slet ikke har brug for så meget mad, når jeg kun spiser på grund af min sult. Jeg kan godt se på mit spejlbillede, at jeg taber mig, men vigtigst af alt, så har jeg aldrig haft det bedre i min krop, end jeg har det nu. Det var det, jeg ønskede at opnå, da jeg startede dette forløb, det var, at det skulle være min følelse i kroppen, som skulle være styrende i denne proces.
Jeg har ikke lyst til at stige op på vægten, for at få bekræftet følelsen af, at jeg har tabt mig. Jeg kan mærke, at der er så meget selvhad og dårlige følelser forbundet med at gøre det. Og med det i mente kan man sige, at hvorfor så ikke bare lade være med at gøre det. Men der er også noget i mig, som bliver lidt frustreret over, at tallet på vægten potentielt kan ødelægge og fjerne den dejlige følelse jeg har i min krop. Hvordan kan det dog have sådan en magt? Der er noget i mig, der har lyst til at blive endnu klogere på, hvad der står på spil, fordi jeg også kan mærke, at vægten for mig har en for stor magt. Jeg ønsker ikke, at det skal være frygt for, at jeg bliver overmandet af selvhad, som skal gøre, at jeg ikke stiller mig på vægten, men at jeg derimod kommer dertil, hvor tallet på vægten blot er et tal og intet andet.
Det er stadig en proces, men jeg føler, at jeg er godt på vej <3
Jeg håber, at det kan inspirere andre til måske at se anderledes på deres spiseforstyrrelse og måske ikke se det som den direkte årsag til problemet, men som et symptom på noget dybereliggende, som du distancerer dig fra ved hjælp af din spiseforstyrrelse <3