En aften på mit daværende bosted spiste jeg aftensmad med to medarbejdere, samt nogen som at jeg boede med. En af dem var en ung fyr, som under måltidet var i gang med at fortælle en helt afsindig historie, omkring en som havde slået nogen ihjel. Hvordan han kom i tanke om det? Jeg er svar skyldig, men det var en fortælling som både var rimelig blodig, og samtidig noget absurd. Bagefter sagde en af medarbejderne fra bostedet: “Var han så ikke skizofren?”
Jeg kunne straks mærke at vreden at begyndte lure under overfladen. Faktisk blev jeg rimelig forarget over hendes udtalelse, som tydeligvis bar præg af uvidenhed. Det endte hverken værre eller bedre end at jeg måtte holde en form for psykoedukation ved middagsbordet, hvor at medarbejderen til sidst godt kunne se at det var et forkert ordvalg. Derudover viste det sig at vedkommende heller ikke yderligere vidste hvad sygdommen faktisk dækkede over.
Jeg ved også disse myter findes i samfundet. Så det var ikke en overraskelse i sig selv. Derimod var det mere chokerende for mig at udtalelsen kom fra et menneske som til dagligt arbejdede med psykisk sårbare. Jeg tænkte at vedkommende måtte vide bedre, særligt når at det er en sygdom med mange ansigter og ikke mindst forskellige grader. Jeg delte fornyligt en video på Facebook med en ung kvinde, som fortalte at hun tit blev mødt med fordomme, når hun fortalte at hun led af skizofreni. Særligt de famøse fordomme om hun mon var farlig blev hun ofte mødt med, eller om hun havde flere personligheder.
Jeg må også indrømme at jeg heller ikke kunne lade være med at tænke over hvad mine omgivelser ville tænke. Hvilket i øvrigt var noget som blev noteret, da jeg gav udtryk for i udredningen at jeg var bange for omverdens reaktion, såfremt jeg fik diagnosen. Jeg vidste jo at det var en lidelse som havde meget mystik omkring sig. Samt at andre måske heller ikke ville kunne forstå hvordan jeg overhovedet kunne få diagnosen paranoid skizofreni, når jeg ikke levede op til de fordomme, som dem omkring mig måske ville have. Men til mit held tog min omgangskreds overraskende godt imod “nyheden” dengang. Nogen sagde faktisk at det ikke kom bag på dem.
Jeg fornemmer at der er rigtig meget fokus på psykiatrien i øjeblikket, særligt omkring et system som på mange måder lider kraftigt, hvilket jeg også anderkender og ved er et problem. Jeg er også klar over det er vigtigt at have fokus på, da det går ud over rigtig mange, herunder patienter, sundhedsfaglige og pårørende som længe har forsøgt at råbe systemet op. Men jeg ser også problemet i at medierne samtidig kan være med til at fastholde det unuancerede billede af mennesker med denne lidelse. Skizofreni bliver nemlig desværre oftest nævnt i sammenhænge, som kan være rigtig grelle. Det skaber ikke en fortælling om at der findes mange sider af sygdommen, og ikke mindst at det for nogen måske endda også er muligt at komme sig en dag. Men der bestemt skal gøres noget på området alligevel. Ikke mindst for de mennesker som er hårdest ramt, så at det ikke ender i flere ulykkelige tilfælde, som dem man hører om i medierne. For det er bestemt heller ikke noget jeg underkender eller ikke tager alvorligt, idet jeg selv har påpeget at psykiatrien på flere niveauer trænger til et gevaldigt løft. Så at det ikke koster menneskeliv og bliver på bekostning af flere parter. Jeg synes blot ligesom mange andre ligesindede, at der også burde være fokus på os, som er i den anden grøft.
Jeg kan derfor godt til et hvis punkt godt forstå de mennesker som forbinder lidelsen med noget frygteligt, fordi det jo oftest nemlig er de fortællinger som fylder i medierne og ikke mindst i folkemunde rundt omkring. Men det er også vigtigt at vise at der findes nuancer, da jeg ellers er af den overbevisning at det vil skabe yderligere berøringsangst i samfundet. For gad vide om der ville findes disse fordomme, såfremt at systemet var knapt så lidende, så det ikke endte i tilfælde, som er med til at fastholde et billede af “vi” alle er utilregnlige og farlige for vores omgivelser?
At være diagnosticeret er groft sagt ikke nødvendigvis ensbetydende med man er et indvid, som kunne være taget ud af den populære podcast “Mørkeland”, blot fordi at man lider af sygdommen. For der findes også mange som lever et forholdvis almindeligt liv, med de udfordringer som nu findes. Eller nogen som mig som aldrig ville gøre en flue fortræd, men i værste fald kun ville kunne finde på at gøre sig selv ondt. For jeg kunne ikke drømme om at skade et andet menneske, uanset hvor dårligt jeg har det. Det værste jeg ville kunne gøre ville aldrig gå ud andre end mig selv.
Jeg synes derfor at det var fint da DR3 for år tilbage udgav dokumentarserien “Styret af stemmer”, som gav et fint og ikke mindst nuanceret billede af hvad det vil sige, særligt at være ung og lide af skizofreni. Det viste at man som ramt også kan have drømme, og ikke mindst forudsætninger om forhåbentligt at få en tilværelse, som på mange måder ligner andre unges.
Jeg indrømmer at jeg har svært ved at acceptere og forstå at jeg er syg. Men jeg er åben omkring det, og vælger at tage det med ophøjet ro, hvis og når jeg fortæller nye mennesker at jeg lider af skizofreni. For jeg tror på at åbenhed er vejen frem overfor mennesker som kan være fordomsfulde og på vagt, da min erfaring er at de efterfølgende faktisk gengælder det med respekt. Måske fordi jeg samtidig viser at jeg på mange områder også blot er en “almindelig” 20 årig. For jeg er ikke kun min sygdom! Nogen synes faktisk endda at jeg er sej, fordi jeg tør stå frem ved noget af det som gør aller mest ondt på mig.
Foto: Privat