En aften på mit daværende bosted spiste jeg aftensmad med to medarbejdere, samt nogen som at jeg boede med. En af dem var en ung fyr, som under måltidet var i gang med at fortælle en helt afsindig historie, omkring en som havde slået nogen ihjel. Hvordan han kom i tanke om det? Jeg er svar skyldig, men det var en fortælling som både var rimelig blodig, og samtidig noget absurd. Bagefter sagde en af medarbejderne fra bostedet: “Var han så ikke skizofren?”

Jeg kunne straks mærke at vreden at begyndte lure under overfladen. Faktisk blev jeg rimelig forarget over hendes udtalelse, som tydeligvis bar præg af uvidenhed. Det endte hverken værre eller bedre end at jeg måtte holde en form for psykoedukation ved middagsbordet, hvor at medarbejderen til sidst godt kunne se at det var et forkert ordvalg. Derudover viste det sig at vedkommende heller ikke yderligere vidste hvad sygdommen faktisk dækkede over.

Jeg ved også disse myter findes i samfundet. Så det var ikke en overraskelse i sig selv. Derimod var det mere chokerende for mig at udtalelsen kom fra et menneske som til dagligt arbejdede med psykisk sårbare. Jeg tænkte at vedkommende måtte vide bedre, særligt når at det er en sygdom med mange ansigter og ikke mindst forskellige grader. Jeg delte fornyligt en video på Facebook med en ung kvinde, som fortalte at hun tit blev mødt med fordomme, når hun fortalte at hun led af skizofreni. Særligt de famøse fordomme om hun mon var farlig blev hun ofte mødt med, eller om hun havde flere personligheder.

Jeg må også indrømme at jeg heller ikke kunne lade være med at tænke over hvad mine omgivelser ville tænke. Hvilket i øvrigt var noget som blev noteret, da jeg gav udtryk for i udredningen at jeg var bange for omverdens reaktion, såfremt jeg fik diagnosen. Jeg vidste jo at det var en lidelse som havde meget mystik omkring sig. Samt at andre måske heller ikke ville kunne forstå hvordan jeg overhovedet kunne få diagnosen paranoid skizofreni, når jeg ikke levede op til de fordomme, som dem omkring mig måske ville have. Men til mit held tog min omgangskreds overraskende godt imod “nyheden” dengang. Nogen sagde faktisk at det ikke kom bag på dem.

Jeg fornemmer at der er rigtig meget fokus på psykiatrien i øjeblikket, særligt omkring et system som på mange måder lider kraftigt, hvilket jeg også anderkender og ved er et problem. Jeg er også klar over det er vigtigt at have fokus på, da det går ud over rigtig mange, herunder patienter, sundhedsfaglige og pårørende som længe har forsøgt at råbe systemet op. Men jeg ser også problemet i at medierne samtidig kan være med til at fastholde det unuancerede billede af mennesker med denne lidelse. Skizofreni bliver nemlig desværre oftest nævnt i sammenhænge, som kan være rigtig grelle. Det skaber ikke en fortælling om at der findes mange sider af sygdommen, og ikke mindst at det for nogen måske endda også er muligt at komme sig en dag. Men der bestemt skal gøres noget på området alligevel. Ikke mindst for de mennesker som er hårdest ramt, så at det ikke ender i flere ulykkelige tilfælde, som dem man hører om i medierne. For det er bestemt heller ikke noget jeg underkender eller ikke tager alvorligt, idet jeg selv har påpeget at psykiatrien på flere niveauer trænger til et gevaldigt løft. Så at det ikke koster menneskeliv og bliver på bekostning af flere parter. Jeg synes blot ligesom mange andre ligesindede, at der også burde være fokus på os, som er i den anden grøft.

Jeg kan derfor godt til et hvis punkt godt forstå de mennesker som forbinder lidelsen med noget frygteligt, fordi det jo oftest nemlig er de fortællinger som fylder i medierne og ikke mindst i folkemunde rundt omkring. Men det er også vigtigt at vise at der findes nuancer, da jeg ellers er af den overbevisning at det vil skabe yderligere berøringsangst i samfundet. For gad vide om der ville findes disse fordomme, såfremt at systemet var knapt så lidende, så det ikke endte i tilfælde, som er med til at fastholde et billede af “vi” alle er utilregnlige og farlige for vores omgivelser?

At være diagnosticeret er groft sagt ikke nødvendigvis ensbetydende med man er et indvid, som kunne være taget ud af den populære podcast “Mørkeland”, blot fordi at man lider af sygdommen. For der findes også mange som lever et forholdvis almindeligt liv, med de udfordringer som nu findes. Eller nogen som mig som aldrig ville gøre en flue fortræd, men i værste fald kun ville kunne finde på at gøre sig selv ondt. For jeg kunne ikke drømme om at skade et andet menneske, uanset hvor dårligt jeg har det. Det værste jeg ville kunne gøre ville aldrig gå ud andre end mig selv.

Jeg synes derfor at det var fint da DR3 for år tilbage udgav dokumentarserien “Styret af stemmer”, som gav et fint og ikke mindst nuanceret billede af hvad det vil sige, særligt at være ung og lide af skizofreni. Det viste at man som ramt også kan have drømme, og ikke mindst forudsætninger om forhåbentligt at få en tilværelse, som på mange måder ligner andre unges.

Jeg indrømmer at jeg har svært ved at acceptere og forstå at jeg er syg. Men jeg er åben omkring det, og vælger at tage det med ophøjet ro, hvis og når jeg fortæller nye mennesker at jeg lider af skizofreni. For jeg tror på at åbenhed er vejen frem overfor mennesker som kan være fordomsfulde og på vagt, da min erfaring er at de efterfølgende faktisk gengælder det med respekt. Måske fordi jeg samtidig viser at jeg på mange områder også blot er en “almindelig” 20 årig. For jeg er ikke kun min sygdom! Nogen synes faktisk endda at jeg er sej, fordi jeg tør stå frem ved noget af det som gør aller mest ondt på mig.

Foto: Privat

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Kære Louisa!

    Jeg har længe kigget på din udmærkede og desværre meget relevante artikel, om jeg skulle kommentere. Førest selve ordet “schizofreni”. Hvad er baggrunden for dette ord? “Schizo” betyder “spaltet”, men så er der det der med “fren”. Hvad er det? Jo, på græsk betyder “phren” eller “phrene” “mellemgulv”, idet man i længst forgangne tider antog mellemgulvet for at være sjælens sæde.

    For mange år siden, i mine unge dage, var jeg til konsultation hos en ældre og ellers udmærket psykiater. Vi talte om, på min foranledning, at jeg havde et depressionsproblem, og at jeg var kommet i gang med en (ret probat) antidepressiv medicinsk behandling. Men i de senere konsultationer kom jeg selv ind på den tanke, at det, jeg fejlede, var schizofreni. Psykiateren sagde, ud fra den tids diagnostiske standard, at schizofrenidiagnosen var sjælden og meget vanskelig at stille. Som jeg forstod det, havde han personlighedsspaltning i tankerne. Sidenhen gik den amerikanske brug af schizofreni-ordet, om alle former for psykoser, sin sejrsgang, også herhjemme. Nu har amerikanerne aldrig været nogle ørne til præcist sprogbrug, og dette parret med den udbredte uvidenhed om psykosers natur rummer jo stor risiko for at det hele ender i sludder og vrøvl. Selv foretrækker jeg ordet psykose. Så man er ude over denne diskussion.

    Mange år senere fik jeg så diagnosen “paranoid schizofreni”, med de karakteristiske symptomer stemmehøring og paranoïde vrangforestillinger – noget skal barnet jo hedde. Dertil kom, at da jeg kom i antipsykotisk medicinsk behandling, fordampede sygdommen fuldstændigt. Da jeg så senere skønnede, at jeg ikke mere havde brug for medicinen, og ophørte med denne, kom sygdommen igen – så eksperimenter af denne art har jeg sidenhen hold mig fra. At det så siden viste sig, at jeg også havde et stort behov for samtidig kraftig antidepressiv behandling, er så en anden side af historien. Det har gudskelov aldrig været relevant for mig at blive bæltefikseret.

    Én ting er selve schizofrenidiagnosen. En anden ting er ens status, når man, med medicin, er kureret for sygdommen. Jeg har været ude for en del mennesker som hagede sig fast i lærebogsudsagnet om, at schizofreni er kronisk, og at man derfor altid har det. Andre har meget travlt med at sætte skel mellem sygdommen og dennes symptomer, samt i det udbredte dogme om, at medicin kun tager symptomerne, men ikke sygdommen – hvor de så har denne opfattelse fra. Den er ikke i overenstemmelse med mine erfaringer. Medicinens virkning er i den grad ikke et overfladefænomen, men går helt ned til rødderne af lidelsen, når den virker korrekt. Dertil kommer den klare opfattelse, jeg har, om, at schizofreni, rent mekanismemæssigt er et meget stort antal helt forskellige sygdomme, selvom de, overfladisk betragtet, har samme symptommønster. Derfor ser man helt forskellige resultater af den samme medicinske behandling.

    Med hensyn til uvidenheden om psykiske sygdomme, husker jeg, at jeg i en periode, hvor jeg var døgnindlagt, havde en indgående samtale med en medpatient om hver vore psykiske sygdomme. Der var så en ældre sygeplejerske, der sad lidt derfra, og som så gav udtryk for, at hun syntes, at vor indbydes samtale havde været interessant for hende, for, som hun sagde, hun havde sjældent lejlighed til at opnå en dybere indsigt i, hvad der foregik på patienternes indre linier. Så selv i et så fagligt miljø som personalet på en psykiatrisk afdeling kan der være omfattende uvidenhed. Jeg vil mene, at for langt de fleste patienter med psykoser, foregår det hele på de indre linier, uden at patienten er udadreagerende – derfor er de i realiteten usynlige, eller man skulle måske snarere sige u-sete af den store offentlighed. Selve det forhold, at mange af de lidelsesformer, mange psykisk syge klager over, i virkeligheden er kendte af det store flertal, som imidlertid kender disse i meget mindre format, og så tror de, at de har forstået en pind af den psykiatriske lidelse. Jeg ved ikke, hvordan man skal bære sig ad med at rydde op i disse fejlvurderinger.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Jeg så i går filmen ”Rose” med instruktør Niels Arden Oplev og Sofie Gråbøl i hovedrollen som den skizofrene Inger. Nu er det ikke fordi jeg her vil præsentere en anmeldelse af filmen – måske er der andre, eller outsiderens redaktion selv, der vil gøre dette. Men der var en ting i filmen, som jeg studsede over. Inger sagde, ved flere lejligheder ”Jeg har lyst til at kvæle dig” – i ret malplacerede sammenhænge. Dette vakte min mistanke om et fænomen, som jeg selv oplevede under sygdommen, nemlig at en del af mine psykiske processer gik ud på at omdefinere betydningen af ord. Dette er et vel beskrevet fænomen hos skizofrene, som i nogle tilfælde fører til totalt sprogligt sammenbrud, som ikke alene bevirker, at den syge taler i gåder, men også at der skabes nye ord og forbavsende komplicerede ordsammensætninger. Hvis man ikke kender denne problemstilling eller er opmærksom på den, kan det føre til ubehagelige misforståelser. Der skal megen indlevelse til at se bagom disse fænomener, og megen erfaring med netop den enkelte patients måde at udtrykke sig på, og hele emotionelle funktionsmåde.

    En ubehagelig rolle i filmen, som jeg tror mange vil være tilbøjelige til at overse og bagatellisere, er Søren Mallings konservative vicerektor Skelbæk. Han er højlig forarget over, at ”sådan én som Inger” overhovedet kommer med på turen til Paris. Søren Malling leverer rollen mesterligt, og for mig blev det længere henne i filmen klart, at hans problem med Inger er uvidenhed om den menneskelige psykologis spændvidde og angst for alt det, der er udenfor hans normers kontrol. Det er simpelthen en grund-angst for det unormale, der udmøntes i hans uvilje mod Ingers tilstedeværelse, en følelse, jeg også kender, idet jeg har min daglige gang blandt psykisk syge af alle slags. Men jeg afviser normalt denne følelse og erstatter den med en nøje kontrol med min egen adfærd og med, hvad jeg siger, og slår lyttebøfferne ud. Forbavsende er også ordvekslingen sent i filmen, hvor Inger siger ”Gyldensol vil ikke have det”, hvorpå Anders Mattesen træder ind i dette, som for os andre er ren fantasi, men som for Inger er realitet, idet han siger ”Det skal han ikke blande sig i”. Nu var jeg selv meget tilbageholdende med at indvi nogen i min egen indre verden, som var temmeligt rigt befolket med gestalter af enhver art, men som ingen andre end jeg selv skulle vide noget om, og det forekommer mig, at jeg har iagttaget en lignende tilbageholdenhed hos andre skizofrene. Det kan hurtigt blive meget indviklet, hvis der ikke mere er skel mellem ens egen verden og omgivelsernes verden, hvis denne begynder at kommentere noget, der forgår på ens indre linier. Denne problemstilling kan rumme den fare, at når man kommer ud af skizofrenien, og den virkelige verden vender tilbage, at omgivelsernes indsigt i ens sygdoms gestalter kan udgøre et problem i sig selv i forhold til at forlade disse. For mig var ensomheden det første problem, jeg stod overfor, da psykosen var lettet. Der er også det, at ens indre verden under psykosen er noget af det mest private, jeg overhovedet kan forestille mig, og mulighederne for groteske misforståelser er i høj grad tilstede, hvis man ikke holder tæt. Absolut ingen er værdig til at blive indviet i ens indre verden under en psykose.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.