Hvordan vi taler om og med mennesker med psykisk sygdom, har stor betydning. For nogle kan begreber som “psykisk sårbar” være præcise og brugbare, mens det for andre, som Eisa, virker det negligerende. For Eisa passer betegnelsen “psykisk hardcore” bedre, da det afspejler den styrke, det kræver af hende at leve med skizofreni. Misvisende ordvalg, velmenende men sårende bemærkninger og fordomme kan forstærke mørket og ensomheden. Det er tid til at tænke før vi taler – for ord kan både såre og hele.
Skrevet af Eisa Hunø Swierkosz
Det er en mørk og stormfuld aften, og nordenvinden hyler udenfor. Så er det godt, at jeg sidder indenfor i min vindtætte bolig på Ydre Nørrebro. Her sidder jeg og skriver, mens en stor frustration presser sig på. Jeg kommer nemlig til at tænke på, hvor ofte jeg oplever misvisende ordvalg og talemåder, når folk omtaler mennesker med psykisk sygdom.
Jeg hedder Eisa, og blandt mange andre ting er jeg også psykiatribruger med diagnosen skizofreni.
“Psykisk sårbar” – ikke for mig
Okay, jeg indrømmer, at jeg personligt ikke har det godt med at blive tiltalt som ”psykisk sårbar”. Jeg anerkender, at det for mange mennesker i psykiatrien er en vældig brugbar og præcis betegnelse. Og det er så absolut ikke min hensigt at kritisere eller på nogen måde se ned på personer, der bruger dette begreb om sig selv. Det tænker jeg, man ved bedst selv.
Men for mig virker det bare ikke. Det beskriver ikke noget som helst ved min situation. Det virker tværtimod som “sugarcoating” at omtale en person med for eksempel en skizofrenidiagnose som “psykisk sårbar”. Det kan føles totalt negligerende.
Når ånderne prøver at overtage mit legeme, når ekkotankerne fortæller mig, at jeg for helvede bare skal slutte det – ”din værdiløse idiot, så skær dog i dig selv, så du ikke forsvinder” siger de – så er “sårbar” det sidste ord, der beskriver mig. At bekæmpe det, har krævet så enormt meget styrke, at jeg snarere vil kalde mig selv psykisk hardcore. Jeg er psykisk hardcore. Det har jeg brug for at kalde mig selv, for ikke at blive udslettet, men tværtimod anerkendt for min store kamp.
Så kan der være perioder, hvor der er mere ro på. Hvor det virker okay at sænke paraderne. Men så kommer en anden problematik.
“Du ligner da ikke en psykisk syg…”
Jeg oplever ofte at få at vide: ”Du ligner ikke en psykisk syg.”
For når jeg er ”talerask” – et begreb, der betyder, at jeg kan konstruere sætninger uden hint af psykotisk nonsens – så kan jeg da ikke være så syg, vel?
Og når man tilføjer: “du har jo så mange ressourcer,” så bliver det nærmest brugt som en anklage. Ja, jeg har faktisk okay med ressourcer, men det er jo ikke altid jeg har adgang til dem – hverken fysisk eller psykisk.
Hvis man så tilmed ikke ser helt vildt underlig ud i tøjstil – hvad det så end betyder (men det er der). Ja, såååååååå virker DU da ikke syg. Og skal du ikke i gang!!??
Back off! Jeg er sgu da i gang – med en never-ending arbejdsrelation, kaldet min hjerne. Og jeg er ansat fuldtid til at tage mig af skizofrenien, der rumsterer i mig. Det er et krævende job, temmeligt anmassende, og det er uden afspadsering – og feriepenge.
Og når en person på den anden side af skranken siger: ”du ligner ikke en psykisk syg”, så tror de sgu, det er en kompliment. Men det siger mere om deres fordomme end om mig!
“Sådan kan vi alle have det”
Ydermere er der et begreb, jeg kalder ”Alle-syndrom disorder”. Det bliver slynget ud til alle sider, i tide og utide, og nærmest brugt mod en. Du kommer med en problemstilling og bliver mødt med: ”sådan kan vi alle have det”.
Nåh, tænker jeg, og hvad fanden kan jeg bruge dét til! Det føles som en negligering, især når problematikken er af den mere alvorlige (uhyggelige) slags – som legemets opløsning, invaderende katastrofetanker, åndevæsner, depression eller selvskade. Det kan være skræmmende at få at vide, at “sådan kan alle have det” – og egentlig også overflødigt. Jeg personligt føler mig skubbet væk, som om folk er bange for at gå ind i og forholde sig til den aktuelle problematik.
Udsagnet kan have sin berettigelse og tilmed en positiv funktion. Det er igen i den grad afhængigt af konteksten. Hvis det er en du kender godt, som du har en tæt relation til, kan det ligefrem skabe en følelse af fællesskab og inklusion. Det kan være betryggende at vide, at man ikke er mutters alene i gældende situation. Men det bliver brugt i flæng alt for ofte. Og det kan være med til skubbe mennesker dybere ind i mørket og ensomheden.
”De mener det jo godt”
Når du er inde i en svær periode, er der ofte en del mennesker, der møder dig med deres evindelige og talrige ordflomme af løsninger og velmenende råd. Nogle gange er disse løsninger så totalt malplacerede, fremmedgørende, nedgørende og helt ved siden af, at man nærmest mister håbet.
Og hvis du prøver at påpege det, bliver du mødt med svadaer som: ”De mener det jo godt”, ”ikke noget ondt” eller ”De prøver bare at hjælpe.”
Så er det jeg tænker, giver det carte blanche til at sige alt muligt crap og fuldstændig overhøre og minus respektere, hvad du prøver at sige?
Tænk før du taler
Der kan siges så meget. Og det meste afhænger af konteksten det siges i. Ord kan både såre og hele. Konteksten er altafgørende. Hvis du er ved at kommentere på en person, et menneske, en ven, patient m.m. så TÆNK FØR DU TALER. Dine ord kan såre og skade på grusom vis, hvis de er malplacerede.