Det har aldrig været helt klart, hvorfor psykiatrien skulle blandes ind i den tragiske begivenhed den 22. juli 2011, hvor en norsk kristen fundamentalist gik amok og var årsag til, at 77 mennesker ikke længere er i live.
Men om noget er psykiatrien sidenhen blevet omdrejningspunkt i alt, der har med Anders Behring Breivik at gøre.
Det et vanskeligt emne at arbejde med. Diskussionen om psykiatriens rolle må på ingen måde overskygge, at de efterlades sorg og tomrum forbliver, længe efter en tanke er tænkt til ende og en diskussion er afsluttet.
Det er imidlertid nødvendigt at forholde sig til psykiatriens rolle i Breivik-sagen, hvilket Outsideren vil gøre i en række indlæg her på Outsideren.dk samt i næste nummer af Tidsskriftet Outsideren.
Diskussionen om, hvorvidt Anders Breivik var sindssyg den 22. juni 2011, har i hidtil uset grad sat fokus på psykiatriske diagnoser. Disse diagnoser blev før Breivik-sagen opfattet som et nøgternt videnskabeligt instrument, skabt til at måle psykiske forstyrrelser ud fra objektive internationale standarder. På samme måde som det forventes, at et termometer blot måler temperaturen, uanset i hvilken sammenhæng det anvendes.
En begivenhed
Efter to norske retspsykiatere i november 2011 erklærede, at Anders Breivik skulle anses for at være psykotisk, utilregnelig og paranoid skizofren, har der været stor uenighed mellem psykiatere, andre eksperter, befolkningen og politikere om resultatet af mentalundersøgelsen. Derfor er der netop blevet bestilt en ny.
Det er ikke ofte at en mentalundersøgelse gøres om. Men det sker. Nogle gange på den formelle måde gennem Retslægerådet (i Danmark), og nogle gange internt i psykiatrien. Den pensionerede leder af Justitsministeriets retspsykiatriske klinik, retspsykiater Peter Kramp var berømt for at omgøre sine medarbejderes mentalundersøgelser og give dem et nøk opad, så det endte med en behandlingsdom. En praksis, der skal ses i lyset af angsten for at blive snydt af en psykopatiske morder og sandsynligvis også en tro på, hvad der er bedst for nogle mennesker
I forbindelse med udgivelsen af bogen “Sindssyg i gerningsøjeblikket,” om Peter Kramps mangeårige virke, skriver forlaget:
“Ofte hedder det, at en forbryder, vi læser om i avisen, må have været sindsyg, men Kramp understreger, at retspsykiateren arbejder med ganske bestemte videnskabeligt baserede forudsætninger for, at det skal være tilfældet.”
Breivik-sagen rejser det naturlige spørgsmål, hvilken videnskabelighed der er tale om. Når så mange er uenige og i tvivl.
Den franske psykolog Michel Foucault var hele sit liv optaget af, hvordan mennesker skelner mellem sandt og usandt, hvordan vi accepterer nogle ting og forkaster andre. Han var med andre ord optaget af de grænser vi mennesker stiller op i vores hverdag og indretter os efter.
Studiet af disse grænser foretog han ved at søge efter historiske begivenheder – “det enestående, det usædvanlige og særlige, der danner en undtagelse i forhold til mængden” (Foucault, s. 66 – 73).
Breivik sagen er en begivenhed. Fordi en videnskab pludselig viser sig at være diskutabel. Fordi det norske samfund hellere vil have hævn, end at afskrive en mands handlinger som syge og derfor uforståelige (spørgsmålet er om de fulde konsekvenser af dette ønske vil blive fulgt). Og fordi offentligheden undtagelsesvist bekymrer sig om, hvorvidt et enkelt menneske erklæres sindssyg. Dette skaber den usædvanlige situation, at psykiaterne pludselig i lige så høj grad er under observation, som deres patient.
Det er nuancerne i denne begivenhed, Outsideren vil forsøge at belyse over de næste par uger.
På redaktionens vegne, ansvarshavende redaktør Klavs Serup Rasmussen
—–
Følg udviklingen på DRs hjemmeside