I dag er det fem år siden min bog blev udgivet. Og det har fået mig til at tænke og reflektere.

”Hvis du kan udgive en bog, så kan du da også tage en uddannelse”. Den hørte jeg ofte. Nej, det kan jeg ikke bare. Det er ikke det samme. Man kan slet ikke sammenligne det at skrive en bog med at tage en uddannelse. Det var et forventningspres, der gjorde mig endnu mere sårbar end jeg i forvejen var. Jeg var presset på alle leder og kanter, og kunne ikke forholde mig til skole, job og uddannelse. Så hver gang jeg blev spurgt, “nå, hvad laver du så?”, svarede jeg, “udover at have få udgivet en bog, laver jeg ikke noget lige pt.” Svaret var: “Hvad? Du må da lave et eller andet. Læser du ikke?”

Og nej, det gjorde jeg ikke. Men den ramte mig i maven, ramte min dårlige samvittighed. Jeg var jo 22 år. Jeg burde jo være i gang med en uddannelse – i andres øjne, vel at mærke. At skrive bogen var en proces for sig selv. Det var et arbejde i sig selv at lave researchen, få den udgivet og få den promoveret.
Det er først inden for det sidste halve år, at jeg har sat mere fokus på bogen, efter at have skrevet blogindlægget om at være forfatter og hele den rejse.
Jeg havde svært ved at forholde mig til bogen efter udgivelsen. Det var hårdt at stå alene i orkanens øje, uden nogen professionelle i ryggen. Jeg kæmpede med mit selvværd på det tidspunkt, og følte egentlig ikke at jeg havde fortjent at få udgivet bogen. Men jeg knoklede på og glemte mig selv i forløbet.

Jeg kan huske, at jeg var til min gudmors 50-års fødselsdag i samme uge, som bogen udkom. Jeg var overvældet og rundt på gulvet. Men min gudmor var der for mig – også selvom hun var vært for en masse andre mennesker. Hun sagde, “Jeg er så stolt af dig, Maria. Jeg kender ingen andre, der har præsteret, det, du har. Vær stolt af dig selv,” og hun holdt om mine skuldre og jeg tudbrølede.

Bogen står på en af mine bogreoler – med mit navn på. Den er min. Det kan der ikke ændres på. Og jeg er stolt af den. Det er jeg i hvert fald blevet med årene.
Da jeg for et halvt år siden skrev blogindlægget ”Forfatteren”, blev jeg kontaktet af en anden blogger og forfatter. Nu har jeg mødt hende og en masse andre kunstneriske og kreative mennesker i en forfattergruppe, og jeg føler mig virkelig som en del af et dejligt fællesskab, hvor litteraturen er i fokus. Vi kommer med forskellige baggrunde og dermed også vidt forskellige historier. Nogen kom med en personlig fortælling, andre fra de omegne de kommer fra, nogen havde digte og lyriske tekster, og jeg havde ”Hjem kære hjem” med.

Jeg var noget, hvis ikke, meget nervøs, da jeg fortalte om bogen og læste op fra den. Jeg sad og skælvede som et espeløv og stemmen hakkede lidt i starten, men så tænkte jeg, ”Fuck det. Nu giver jeg los,”, og læste op som jeg havde gjort før til foredrag og bogmesser. At få en bekræftelse fra vildt fremmede mennesker, jeg aldrig havde mødt før, at det jeg havde skabt, det var godt, fik mig til at tænke, at ”Hjem kære hjem” fortjener sgu mere. Mere omtale og mere fokus.

Jeg har haft læst den igennem igen, med henblik på at finde de gode passager, og jeg har fundet mange guldkorn. Endelig har jeg brugt tid på at finde det positive i bogen, i stedet for at jeg forholdt mig til fejl og mangler. Ingen bøger er perfekte, men jeg kæmpede rigtig meget med at folk påtalte fejlene når de havde læst den. Jeg kunne personligt ikke drømme om at læse en bog, for så at kommentere eventuelle fejl. Når jeg anmelder bøger, er jeg så nøgtern som muligt. Jeg holder en distance mellem historien jeg har læst, og min egen historie. Jeg forholder mig til hvad bogen handler om, og hvad jeg synes om den. Det synes jeg er mest professionelt og respektfuldt overfor forfatteren.

Jeg blev enormt ramt af de omtalte fejl og følte at jeg slet ikke havde fortjent eller evnen til at være forfatter. Derfor ”gemte” jeg bogen væk. Jeg så kun alle de mange fejl, og mit selvværd, mit ego, om man vil, var mindre end ingenting. Når der blev spurgt ind til bogen, og hvorfor jeg havde skrevet den, kunne jeg få det så dårligt, at jeg blev helt flov og allermest havde lyst til at gemme mig væk. Når jeg fik ros, troede jeg ikke på det. Sindssygt, ikke?

Nå, men. Hvorom alting er. Jeg er stolt af min lille bog-baby, der udkom for fem år siden. Der er sket meget de sidste fem år. I lang tid gik jeg med tanken og drømmen om at blive boghandler, men en elevplads var ikke til at finde. Da jeg så røg ned i sommeren 2016, og blev anbefalet ikke at blive elev i en boghandel, måtte jeg tænke anderledes. Så kom jeg i praktik på et forlag året efter, og jeg elskede hvert eneste minut. Det var sjovt, og jeg lavede noget som jeg godt kunne lide, og som jeg rent faktisk var god til.

Men når livet så bliver vendt på hovedet, må man stoppe op og mærke efter i maven. Hvad føles rigtigt? For mig har det betydet at jeg har tænkt helt ud af boksen. Jeg skal noget helt andet end jeg egentlig havde regnet med. Jeg fortsætter med at blogge og anmelde bøger, for jeg elsker det. Jeg vil fortsat sætte fokus på psykisk sårbarhed, fordi det giver mening. Og jeg vil give ”Hjem kære hjem” den opmærksomhed, den fortjener. Og jeg er hamrende stolt af at vide, at det er en historie, man kan spejle sig i og på den måde få en eller anden form for terapi.

Foto: Privat

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Jeg synes da, at det er formidabelt, at du, med baggrund i de lidelser, du omtaler, har haft ork til at skrive en hel bog. Selv har jeg gennem tiden skrevet virkeligt meget, men en bog… . Jeg finder selv megen glæde i artikelformen. Det er sådan en overskuelig enhed, man kan få samling på. Jeg tror ikke, at jeg selv nogen sinde kommer til at skrive en bog, men har megen glæde af at læse andres bøger. Mine egne erfaringer med at skrive artikler tilsiger, at skal man skrive en god artikel, ligger der i virkeligheden et stort arbejde bag, på alle leder og kanter. Men i dag er arbejdet lettet ved, at man, mens man skriver på computeren, har adgang til alle mulige supplerende oplysninger, lige ved hånden.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.