For mange danskere er psykofarmaka et livsvilkår. Her er en af dem.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Katrine Fokdal
Det var en kølig efterårsdag, og jeg ventede på min samtale med den læge, som min kæreste troede hed ”Vivaldi”. Det aktuelle emne var Katrine og medicin. For eller imod? Vivaldi var åbenbart for, så jeg kom ud med en fin påskegul recept i hånden. Det blev første dag i eventyret om Katrine og medicinen. I den første skønne periode var det en lavere dosis af antidepressiv medicin. Det viste sig at være forbundet med flere mærkværdige bivirkninger. Læser man indlægssedlen, kan det tage pusten fra selv den bedste. Jeg oplevede skønne ting, så som underlige drømme, som om jeg ikke havde nok af dem i forvejen. Desuden manglende sex-præstation, kvalme, træthed og en underlig trang til knækbrød og pærer. Det sidste stod der intet om i manualen! Jeg fandt hurtigt ud af, at øl var en god ting til at tage kvalmen, men dette holdt jeg dog lidt igen med, da jeg tænkte, det kunne bringe mig helt andre problemer på halsen. Efter en længere periode blev jeg desværre, trods medicinen, mere syg. Denne gang dog af en større kaliber, så nu måtte der endnu tungere skyts op af Vivaldis lomme!
Og her blev min verden så introduceret for psykofarmaka a la Seroquel. Dette er, for den uerfarne læser, en form for antipsykotisk medicin. Oveni fulgte en helt ny form for bivirkninger. En ting er, at man, når man trapper op med dette præparat, har brug for meget mere søvn end normalt. En let nattesøvn på 12 timer i streg. En nærmest konstant kvalme og en trang til at putte mad i munden stort set hele tiden. Og helst noget i den tunge ende af kalorieskalaen. Det har kostet mig ekstra 10 kg på kroppen. Det er nemlig så godt som umuligt at tabe sig, når man tager denne medicin. Så jeg forsøger at få min garderobe til at passe med den nye pasform. Hvis bare kommunen kunne give tilskud til det, lige som den giver tilskud til medicinen. Og når vi nu er ved det, kunne de også godt give et chokoladetilskud, hvis man spørger mig. Et valgløfte, der kunne vinde min stemme.
Ud over den øgede vægten og trætheden har jeg også fået lov at beholde min manglende sexlyst og præstationsevne. Så det er virkelig svært at bibeholde en glad og positiv kvindelig følelse. Min situation er nu, efter at have fået Seroquel gennem et år, at jeg stadig har stor træthed. Min sofa nærmest skriger på mig, hen ved kl. 15-16. Og jeg kan ikke have aftaler tidligere end kl. 12 for at være sikker på at være vågen. Jeg kan stille 10 vækkeure, men jeg sover glad fra dem alle sammen. Der er bare ikke liv i mig. Men på den positive side holder det psykosen væk og de skæve verdensbilleder på afstand. Så det vigtigste er at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst; at sove ekstra og fylde lidt mere i gadebilledet eller være isoleret i sit hjem, fordi verden virker undelig og skræmmende? Jeg ved, hvad jeg vælger. Jeg vælger træthed og livet!
Du kan læse mere om medicin og psykiatri i Outsideren nr. 72. Du kan også læse mere om søvn her