Hospitals- og psykiatriplan for Region Hovedstaden vil blive vedtaget snart på trods af sit navn. 2020 vil den være fuldt realiseret. Planen indeholder mange af de omtalte forslag i medierne til forandringer indenfor hospitals- og psykiatristrukturen. På det somatiske område forsvinder en række hospitaler i Nordsjælland, som bliver erstattet af et nyt superhospital på en bar mark ved Hillerød. Inde i byen forsvinder desuden Frederiksberg, bortset fra psykiatrien, som fortsat består.
Indenfor psykiatrien er den største ændring, at Skt. Hans Hospitals vestlige område skal frasælges, samtidigt med at det med tiden nærmest kun skal huse retspsykiatrien. Misbrugsbehandling og rehabilitering skal nu lægges ud på de enkelte centre, bortset måske for nogle få senge, hvad ang. misbrugsområdet. Ellers er der ikke så meget nyt. Byggekranerne skal i gang på Bispebjerg og Ballerup og bygge nye fysiske rammer. Kun Frederikssund bliver nedlagt af de nuværende psykiatriske centre, bortset fra dem, som allerede er blevet fusioneret med andre.
Der er i planen blevet formuleret en række visioner for psykiatrien, som ser interessante ud:
En psykiatri med patienten i centrum.
En psykiatri baseret på recoery, netværksinddragelse og rehabiliteringEn psykiatri med en bred vifte af behandlingstilbud
En psykiatri med let adgang til udredning og behandling
En psykiatri med fokus på forebyggelse, ambulant og opsøgende indsats
En psykiatri med sammenhængende forløb og samarbejde på tværs
En psykiatri hvor tvang minimeres
En psykiatri med kompetente og engagerede medarbejdere
En psykiatri i stimulerende fysiske rammer
En psykiatri med fokus på forskning, udvikling og fornyelse
Andre regioner har naturligvis også formuleret visioner for psykiatrien, men de kan være svære at finde i psykiatriplaner og på hjemmesider. Kun Region Syddanmark har noget, der fuldt kan sammenlignes i psykiatriplanen for 2008, men er knapt så nytænkende.
Nytænkning, men…
To af visionerne peger i hvert fald fremad. Den ene er: En psykiatri baseret på recovery, netværksinddragelse og rehabilitering. Det finder man intet om i Region Syddanmarks psykiatriplan. Den anden er: En psykiatri med fokus på forebyggelse, ambulant og opsøgende indsats. Ambulant og opsøgende arbejde er der meget mere af i dag end for nogle år siden. Opsøgende psykiatriske teams udbygges.
Recovery er i de senere år blevet et ord, man i stigende grad hører psykiatere tage i munden, og rehabilitering taler man nu om som en nødvendig del af indsatsen.
Ikke alle visionerne peger fremad. F.eks. en psykiatri med patienten i centrum. Hvorfor er det vigtigt at skrive, at patienten er i centrum? I Region Syddanmark skriver man om det gode samarbejde imellem patienten, den pårørende og behandlerne. Det lyder mere interessant. For patienten er vel den, behandlingen drejer sig om. En anden vision hos Region Hovedstaden er: En psykiatri med fokus på minimering af tvang. Hvorfor er det nødvendigt overhovedet at skrive, at man vil minimere tvang?
Selv om visionerne er smukke, afslører de kedelige sider: At behandling indenfor psykiatrien ikke altid foregår med patienten i centrum, og at niveauet for tvang er for højt. Sammenlignet med flere andre lande anvendes der for alt meget tvang i Danmark.
Intetsigende
På den intetsigende halvvej har vi to visioner. Den ene af dem er: En psykiatri med en bred vifte af behandlingstilbud. Det antyder at viften i dag er for smal, og den efterlader også spørgsmålet: Skal regionens psykiatri i fremtiden optage patientgrupper, som den i dag ikke behandler? Hvad med de ikke-psykotiske tilstande, som tit blot bliver behandlet af en praktiserende læge, og i visse tilfælde har en psykiater eller psykolog ind over. Eller gælder det de patienter, man har i dag, som ikke får den rigtige eller brede behandling, som andre patienter tilbydes i regionens regi? Fx har man psykologbehandling, men hvor mange får tilbudt den?
Den anden af de intetsigende er lige så interessant: En psykiatri med stimulerende fysiske rammer. Det virker ikke, som om de fysiske rammer bliver så meget forandret fra den virkelighed, vi kender i dag. Der bliver måske flere enestuer, men afsnittene er de samme, og hvad er ”stimulerende”? Er det et naturområde som Skt. Hans ved Roskilde, der nu bliver reduceret. Eller Bispebjerg som i fremtiden skal foregå i nogle gamle fredede bygninger.
Visionerne er meget ambitiøse. Virkeligheden er på den anden side færre sengepladser, færre medarbejdere, færre hospitaler og længere afstande. En lang afstand kan betyde, at det kan blive svært at holde kontakten med hjemmet, familien og nogle pårørende. Nærhed kan betyde tryghed.