Et liv som det, der beskrives på disse sider, bliver næppe nogensinde omdrejningspunktet for en storfilm fra Hollywood.
Ikke desto mindre er det en eksistens, der kræver en hel ekstraordinær viljestyrke, ukuelighed og moral.
Sidse Zille Hansen er 38 år, førtids-pensionist og bor i haveforening i København SV. Under overskriften ”Dagbog fra Hulen” skriver hun her om sin tilværelse, fra midten af august og ind i det tidlige efterår. Om tanker og gøremål i hverdagen – om trangen til at sove, behovet for at dele, lysten til at leve.
Dagbog, København, 16. august 2009 – fra tidsskriftet Outsideren nr. 69
Jeg ligger og sover tiden væk. At sove er et helle er for mig, men i søvnen har jeg tit mareridt, et mylder af ækle og mørke ting i bedste splatterstil.
Pengene er små og tiden lang, jeg har ingen at snakke med. Manglen på penge har gjort mig til en eneboer, hvor jeg bare sidder i mit hjem og længes efter kontakt, snak og indput. Men hvor går man hen, når man ikke har en krone på lommen? Det eneste spor af menneskelighed i lejligheden er stemmerne i radioen. Fattigt, ja. Jeg græder næsten hver dag og jeg tænker på livet, på hvad skal der blive af mig og kærligheden. Skal jeg vandre alene til jeg dør og hvor vil jeg hen?
Kære depression, gå din vej. Farvel farvel, håber at vi aldrig ses igen.
Jeg har ligget mere eller mindre skakmat i sengen siden vinterferien fra HF, som jeg var startet på, men knækkede nakken på, fordi jeg massivt var i underskud af ordentlig hvil og reel søvn. Så foråret sprang ud uden mig
Da sommeren begyndte, havde jeg tabt 10 kg af bare depression og havde det svært med lys og solskin, så dynen blev trukket over hovedet og jeg sov videre.
Det blev juli, før jeg begyndte at vågne. Nu er det august og jeg har fået lidt kulør i solen.
22.august
Lørdag aften. Sidder og hører radio – det foretrækker jeg, har ikke TV. Har også læst en god bog, om en mands kærlighedsliv og et lille mord.
Efter 10 års afstand er jeg kommet på talefod med min mor igen. Og selvom jeg stadigvæk bliver angst, når jeg ser hende, er hun blevet mild og rar oppe i sin høje alder. Nu kan vi snakke om det svære liv, vi begge har haft. Jeg er glad for, at vi kan ses.
Opbrud, afstand og pusterum har været til gavn for os begge.
31.august
Mandag, søvnig, søvnig, ligger og trækker pinen ud, måske jeg vil sove dagen væk?
Klokken er halv-et og mere end jeg regnede med. Faktisk er det 14 dage siden, jeg har drømt sødt og sovet godt. Jeg afprøver nogle søsyge piller som skulle give mig en god søvn i stedet for Nitrazepam, som ellers er et sikkert valg, der giver mig ro i kroppen, så jeg kan sove, rigtigt sove.
Nu kan jeg ligge og vente hele natten på at falde i søvn – uden held – og så op kl. halv fem, møgtræt, udpint, groggy.
Jeg kan faktisk ikke mærke de andre piller, som jeg tager for at slumre ind, men skulle jeg stoppe med dem, så ville effekten være hyperaktivitet og søvnløshed af flere dages varighed, og muligvis også psykose. Nå, op og lave kaffe og spise youghurt, dagen skal startes. Jeg kaster nicotin- tyggegummi ind i munden, for nu er det 10 dage siden, jeg holdt op med at ryge. Computeren startes og jeg tjekker lige mails og min konto. Jo, pengene er gået ind. Fint nok, på med tøjet og ud og betale regninger og købe mad ind.
Hov! Jeg har lovet mig selv en cigaret i dag og den ryger jeg ude i regnvejret og nu føles tiden lang igen. Meget Laaang. Radio i ørene, så jeg kan holde tiden ud. Klokken er fem nu og dagen uendelig. Jeg laver varm mad. Bulgur og suppe. Salat. Og een gang om ugen noget kød af en art.
Læser, to bøger på samme tid. Den ene om depression, da jeg gerne vil høre om andre, der kender til dette mysterium, som evigt og altid dominerer min sjæl og splitter sindet. Den grædende, mørke og tungsindige side, som der ingen energi er i, den der bare vil sove hele tiden – væk.
Nu er jeg mæt og overvejer at gå i seng tidligt og høre radio. Det var så den dag.
1.september
Lidt over 12 tager jeg hen på Cafe Rose i sydhavnen, et tilholdssted for hjemløse, hvor man kan spise billig frokost.
Jeg får en uro i kroppen over vejret – måske sidste sommerdag, siger de i radioen, – så jeg tager hjem og finder mine ti år gamle rulleskøjter frem. Begiver mig ned i den lille havn og er spændt på, om jeg falder.
Sidst måtte jeg opgive at stå på dem. Men fantastisk, denne gang lykkes det mig at køre 3-5 km i med- og modvind, frem og tilbage på molen. God asfalt. Rulle, rulle derud af! Jeg er lidt hyperaktiv, men da jeg kommer hjem, kan jeg mærke, at jeg har det bedre nu, end da jeg stod op. Jeg har foretaget mig noget godt for mig selv i dag. Var groggy i hovedet og lidt forvirret i morges, sådan lidt ude af fokus.
Aftensmaden hurtigt overstået, ned med det. Her er der ikke grund til at dvæle ved maden. Minimal kost for jeg prøver at komme ned i vægt, men kroppen er vedholdende rund. Intet mere, intet mindre. Pille-fedt. Øv. Det er kun til at blive deprimeret af. Når folk i min nærhed griner eller hvisker eller glor, så går jeg hjem og græder sørgmodige tårer. Overvægt er ikke sjovt. Der er mange ting, jeg ikke kan, såsom at løbe, klø mig på ryggen, gå til fitness, holde balancen, ordne fødder ect. Og jeg har smerter i hele kroppen. Jeg er stædig og gør mange ting alligevel. Men det stigmatiserer mig at være så stor.
Tid, rum og stilhed har jeg masser af, men ind imellem ønsker jeg også voksenkontakt.
Jeg hader at være uforstået og overset og forbigået. Så meget hader jeg at føle mig ensom, hvor jeg end kommer frem. Faktisk kan jeg opleve både angst og mikropsykoser bare ved at tale med et andet menneske. Er det derfor jeg kravler under dynen og ønsker mig langt væk? Som sindslidende, i mit tilfælde, er jeg både alene og ensom, meget ensom. Pænt ekskluderet med en førtidspension og en diagnose som skizofren.
”Da sommeren begyndte, havde jeg tabt 10 kg af bare depression og havde det svært med lys og solskin, så dynen blev trukket over hovedet og jeg sov videre. Det blev juli, før jeg begyndte at vågne. Nu er det august og jeg har fået lidt kulør i solen.”
2.september.
Godmorgen til tusmørket og en kop chai the. Klokken er fire, jeg er vågnet fordi jeg skulle på toilettet og så gad jeg ikke gå i seng igen. Vækkeuret var ellers sat til 10, men nu har jeg vist også fået mine seks timer og jeg har sovet sort og haft drømme der forsvandt, da jeg tændte for lyset. Laver morgenkaffe og tyggegummi. 12 dage røgfri!
Solen står op og mine øjne smiler. Hvis varmen tager rigtigt fat i dag, vil jeg gå mig en formiddagstur i parken.
Kl. 13 skal jeg til lægen. Kl 15 til blog-undervisning og derefter en bus hjem igen. Det bliver en laaaang dag med andre mennesker. Lige nu helt nede på nulpunktet. Overvejer at gå i seng igen. Men nej. Solen skinner og lokker med løfter om varme. Og gyldenris breder honningduft og nyslået græs ind i mig. Men lige nu er jeg mest tung og ugidelig og har mest lyst til at købe tobak. Laver vejrtrækningsøvelser. Er glad for at dufte af sæbe. Dumt at starte dagen med at stå tidligt op. Det er nyt for mig at være vågen. Om morgenen. Det kan da også blive for meget. Dagen går, time efter time og jeg har ondt i maven. Forbandede menstruation. Var det grunden til min hyperaktivitet i går? I dag er blevet en dag, jeg ikke orker men skal igennem. Jeg kæmper for ikke at falde i søvn under blogg-undervisningen. Sikken jeg får snakket i dag med de andre på holdet. Måske mere manisk end sjov, men dog under kontrol. Nu er jeg hjemme, opbrugt og på vej i seng.
13. september
… sikken en morgen. Fyldt med ideer og andre underlige tankespring ind i et sindsoprevet sind. Det var ligesom om jeg var psykotisk. De nye blå piller gør vist fremdeles noget skræmmende ved min psyke. Jeg kunne simpelthen dårligt nok finde ud af at komme på WC ved 5-tiden. Jeg mindes svagt at have været omtumlet og rullende skæv af mangel på søvn, og at jeg skyndte mig op og nød regnen, der trommede mod taget. Jeg var derefter ude og køre på cykel midt om natten mod en strand, jeg ville besøge. Lige pludselig ringede jeg til min bror – hvilket ikke kan lade sig gøre in reel virkelighed, da han sidder i fængsel. Og jeg var vist også på rejse ude i rummet på en astra-l- rejse tror jeg.
Jeg har det stadig væk lidt mærkeligt, nu hvor jeg sidder med kaffen og klokken er blevet to om eftermiddagen. Hele morgenen var en stor opvågen. Godt jeg har fridag i dag. Det her er sgu da ikke for normale mennesker!
Jeg får det som om jeg ikke rigtig kan vågne rigtigt op, at jeg befinder mig i en ”rus”, som jeg ikke selv kan kontrollere eller har bedt om. Der kommer dårlige tanker og kroppen er svimmel og jeg bliver meget nærtagende og sensitiv overfor lyde, lugte og andres humør. Og jeg kommer til at overfortolke situationer og ryger ind i en paranoid tilstand, hvor jeg tror det bliver holdt øje med mig og at nogen måske efterstræber mit liv.
Jeg har hurtigt været oppe og købe mad ind til kattene. Jeg orker ingen i dag. Der er så heller ikke nogen. Cafè Rose har lukket. Tungt at være isoleret i en by. Men jeg ved også, at jeg ikke kommer videre, så længe jeg er paralyseret af min sindslidelse. Hvis der så bare var noget for sådan en som mig. Noget intellektuel med en intelligent udfordring. Ikke passivitet og kedsomhed, men aktivt og stimulerende.
Senere: Gik tidligt i seng, men var for rastløs og endte med at stå op og tage på tanken midt i mørke og storm og købe cigaretter. Fik heldigvis sovet nogle timer derefter.
14.september
Stod først op kl 12 efter have ligget og puttet lidt i dynen og hørt radioavisen. Hvad skal jeg aktivere mig selv med i dag? Jeg er ikke glad i dag. Alvorlig og trist. Indelukket om min egen eksistens. Men det går bedre med hovedet…men…jeg er virkeligt et ulykkeligt menneske i denne verden, mere er der ikke at sige i dag. Går sent i seng.
Weekenden var lang og ikke noget at skrive hjem om, men måske jeg snart skriver igen – hvem ved? Hverken du eller jeg!
Hej fra en storbys nordpol…
Sidse Zille
Læs mere af Sidse