STOPANGSTEN.dk er et nyt site, der fokuserer på værktøjer, der kan hjælpe andre mennesker med angst. Tanken med sitet, er at gøre opmærksom på, at man ikke behøver leve med sin angst i 7, 10 eller 20 år.
“Mit budskab er, at du kan blive fri af din angst på forholdsvis kort tid, hvis du tager fat i nakken på den, og arbejder med den hver eneste dag. Det er ikke nemt, men det er muligt,” siger Sofia Mira, initiativtager til StopAngsten.dk
“Jeg baserer Stop Angsten’s værktøjer på mine personlige erfaringer med angst. Hvad har helt konkret hjulpet i min egen situation samtidig med at jeg har studeret forskellige emner som angst, mental træning, selvudvikling, meditation og buddhisme. Alle de informationer har jeg brugt til at sammensætte forskellige øvelser, der har hjulpet mig med at blive fri af angsten,” fortsætter Sofia Mira.
Hvem er ellers kommet igennem?
“I foråret 2010 fik jeg pludselige angstanfald, der kom i kølvandet på stress. Min læge fortalte mig, at jeg havde udviklet angst. Jeg havde aldrig hørt om angst og vidste ikke, hvad det betød. Der var ingen i min nærmeste omgangskreds, der havde oplevet angstanfald, så de vidste heller ikke, hvad angst var. Jeg følte mig derfor meget alene med angsten, og det gjorde mig frustreret.”
“På internettet kunne jeg læse en masse historier om andres oplevelser med angst, men jeg manglede et sted, der havde fokus på værktøjerne – hvordan jeg helt konkret kunne blive fri af angsten. Jeg manglede håbet og et eksempel på andre, der var kommet ud af deres angst. Stop Angsten’s formål er netop at skabe håb hos andre, der er ramt af angst,” siger Sofia Mira
Efter angsten
“Da jeg blev ramt af angst, ville jeg for alt i verden af med den. Jeg søgte med lys og lygte efter værktøjer til at takle den. Jeg gik samtidig til psykolog, der hjalp mig med at sætte ord på mange af mine følelser og frustrationer omkring angsten. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er min egen søgen efter værktøjer, der har givet mig svarene, så min krop atter kom i balance efter 16 måneders benhårdt arbejde.”
“I dag ser jeg angsten som en gave, som jeg er utrolig taknemmelig for. Jeg er taknemmelig for det angsten har lært mig – om mig selv og ikke mindst andre mennesker. Jeg er blevet opmærksom på, hvor meget vores tanker styrer vores livskvalitet og dermed de oplevelser, vi får i vores relative korte liv. Det er de erfaringer, jeg brænder for at give videre til andre mennesker via STOPANGSTEN.dk. Alle fortjener et liv uden angst – et liv der leves fuldt ud, og som ikke begrænses af noget eller nogen!” erklærer Sofia Mira og fortsætter, “På hjemmesiden ligger en række gratis værktøjer, da det ikke er alle mennesker, der har råd til psykologhjælp. Jeg synes, at alle fortjener at vide, hvordan de kan komme ud af deres angst.”