Jeg hedder Peter Øvig Knudsen og er normal. Jeg har et helt normalt arbejde som forfatter, jeg bor i et almindeligt hus af røde mursten med tegltag i et ganske normalt villakvarter. Jeg har to normale børn og en kæreste, som ganske vist er ualmindeligt dejlig, men alligevel også helt normal.
Min far var normal. Det var min mor så til gengæld ikke, hun blev med jævne mellemrum meget mærkelig og forandrede endda udseende, så jeg næsten ikke kunne genkende hende. For det meste var døren ind til soveværelset lukket, men jeg kunne høre gråd og lyde derindefra. Når jeg var alene hjemme med hende og hun blev meget længe ude på badeværelset med låset dør, lagde jeg øret til døren og prøvede at kigge ind ad nøglehullet for at finde ud af, om hun stadig var i live.
Nogle gange blev mor indlagt på dét, vi i Århus bare kaldte ’Risskov’, og som var det psykiatriske hospital i Risskov. ’Endogen depression,’ kaldte min far og lægerne det.
Men udadtil lykkedes det os vist at opføre os som en helt normal familie. Jeg kan i hvert fald huske, at min gode ven Kim, som boede tre huse længere henne ad villavejen, ikke ville tro på, at min mor havde været indlagt på ’Risskov’, da jeg en dag betroede mig til ham.
Jeg er heldigvis blevet normal ligesom min far.
Jeg arbejder hver dag foran computeren, når ungerne er taget af sted til skole, og når de har fri, holder jeg også fri og skærer æbler i både og prøver at undgå at give dem for meget sukker inden aftensmaden. Om natten sover vi.
Faktisk var det først for to år siden, at jeg prøvede at være ude af stand til at arbejde. Jeg var gået i gang med at skrive en bog om hippierne, men pludselig var det, som om jeg ikke kunne se meningen med at skrive bogen. Efter noget tid kunne jeg ikke rigtig se meningen med noget som helst, jeg følte mig bare uendelig trist og fik efterhånden svært ved at stå op om morgenen.
Nogle gange sad jeg meget længe på en bænk ovre på Ermelundssletten og kiggede ud i luften. Jeg kiggede også på navnene i min mobiltelefon og overvejede, om der var nogen, jeg kunne ringe til.
Til sidst kunne jeg ikke arbejde og brugte alle mine kræfter på at være en nogenlunde normal far for børnene.
Jeg har haft det trist i perioder, så længe jeg kan huske tilbage, men jeg har altid holdt fast i, at jeg er normal og er blevet ved med at arbejde og i det hele taget opføre mig, som jeg plejede. Det var kun min kæreste og måske et par enkelte venner, som jeg forsøgte at forklare, hvordan jeg havde det indeni. Jeg kaldte det aldrig ’depression’, for det var jo den sygdom, min mor led af, og hun havde det tydeligvis meget værre end mig.
”Nogle gange sad jeg meget længe på en bænk ovre på Ermelundssletten og kiggede ud i luften. Jeg kiggede også på navnene i min mobiltelefon og overvejede, om der var nogen, jeg kunne ringe til…”
Da jeg havde fået børn, syntes jeg, at det var synd for dem, at jeg i perioder var så trist og måske derfor ikke den superbedste og normale far, jeg gerne ville være. Jeg gik til min læge, som ordinerede ’lykkepiller’, og jeg så bort fra, at der stod ’mod depression’ på etiketten, for det led jeg jo ikke af. Jeg ved ikke, om pillerne virkede, for jeg kunne ikke mærke nogen særlig virkning, men jeg har aldrig prøvet at blive helt så trist, når jeg tager pillerne.
Måske var det en depression, jeg havde for to år siden. Den tanke faldt mig i hvert fald ind. På den anden side syntes jeg stadig ikke, at jeg havde det helt så slemt som min mor – og som i de beskrivelser af depressioner, jeg havde læst. Min kæreste sagde også, at hun snarere mente, at det var en ’kreativ krise’, og det var dejligt at høre, for det er jo helt normalt, at forfattere har kreative kriser.
Så alt i alt er jeg helt normal, tror jeg.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 80 / Af Peter Øvig Knudsen
—–
De kendte og de normale
Den diagnose-fri Spalte er ny i Outsideren og skrives på skift af en kendt dansker, der (efter hvad vi ved) ikke har en psykiatrisk diagnose. Spalten er dermed den eneste af sin slags i bladet, der ellers laves af mennesker med en eller flere diagnoser samt en lang karriere som patient i det psykiatriske system bag sig, måske også fremover.
Forfatteren til spalten kan selv vælge emne – dog opfordrer vi ham/hende til at starte sit indlæg med: ”Jeg hedder (navn) og er normal”, men derefter er ordet givet frit.
Første bidragsyder er forfatteren Peter Øvig Knudsen.