”Livet startede fornuftigt. Umiddelbart tydede intet på, at jeg som ønskebarn næsten øjeblikkeligt grundlagde udviklingen af grå hår hos mine forældre. Men jeg besad en indre dæmon, der skabte skrøbelighed og usikkerhed. Og allerede som 3-årig overtog den magten over personligheden.”
Personlig beretning af Ronnie Rasmussen
Lægen kom ind i mit liv, for jeg evnede allerede inden den skolepligtige alder en masse skrækindjagende mareridt om natten, såfremt lyset ikke var tændt. Dengang i nærheden af år 1971 var det absolut ikke god branding for en succesrig opvækst at være så sensitiv og let påvirkelig. Drenge græd ikke. Det var dårlig stil og et feminint træk. Alligevel evnede jeg snart at spille fodbold, og det var til gengæld ikke at foragte. Jeg havde nære venner i den lille by, og vi legede indtil undervisningspligten sendte os i klasser og i skolegården. Bogstaver og tal tiltalte nysgerrigheden. Derfor udvikledes jeg til en fodboldspillende bogorm, der stadig ikke fornemmede den kommende totalt nedbrydende følelse af at være en outsider.
Jeg færdedes noget usikker i skolegården. Men på den lille skole på midtsjælland var jeg endnu ikke et uønsket fremmedelement. Indtil for ganske nylig spillede hukommelsen dog hasard med erindringerne. Grundet den medfødte skrøbelighed vurderede jeg indtil for et halvt års tid siden, at jeg allerede i de første skoleår var mobbet og udenfor fællesskabet. Ved et tilfælde mødte jeg til en fødselsdagsfest en af klassekammeraterne fra de første skoleår. Vi faldt i en rigtig god snak over nogle gode flasker øl, og han forklarede, at han følte sig uden for fællesskabet i klassen dengang, og jeg var privilegeret ved egenskaberne til fodbold og nære venner som Mark og Christian. I 35 år har min opfattelse været en følelse, en fornemmelse, en sandsynligvis fejlagtig konklusion, og få dage efter festen kontaktede jeg barndomsvennerne. Deres dom var heldigvis eller desværre nøjagtig den samme som min tidligere skolekammerat fra fødselsdagen. Desværre har den nylige opdagelse intet ændret på uro og angst.
Efter den tur bristede forsvarsværket med skrøbeligheden yderligere. En skolepsykolog begyndte undersøgelser af mig. Og inden længe led jeg af diagnosen skolevægring som hed skolefobi dengang og endvidere en meget stærk moderbinding. Jeg anede naturligvis intet om konklusionerne. Jeg betragtede bare undertegnede som underlig og ulykkelig inden i kroppen.
Og den tåbelige psyke optog de første skoleår som fordærvet næring. Uagtet at outsiderrollen i dag må betragtes som et placeboprodukt i stedet for gavnlig optagelse af fornuftige faglige evner og rimelig popularitet som den ægte vare. Det er nærmest umuligt at begribe den fejlagtige fortolkning. Men skrøbeligheden som drenge og mænd nødigt erkender legede åbenbart en belastende leg med sindet. Og jeg oplevede snart angsten. På hjemvejen fra et besøg hos familie i Norge, fik jeg i Oslo et angstanfald, som hukommelsen desværre ikke accepterer at slette med et tryk på delete. Anfaldet har dog også været genstand for en del opmærksomhed. Efter den tur bristede forsvarsværket med skrøbeligheden yderligere. En skolepsykolog begyndte undersøgelser af mig. Og inden længe led jeg af diagnosen skolevægring som hed skolefobi dengang og endvidere en meget stærk moderbinding. Jeg anede naturligvis intet om konklusionerne. Jeg betragtede bare undertegnede som underlig og ulykkelig inden i kroppen. Og jeg var bange for verden. Jeg spillede dog stadig fodbold. Den runde kugle frygtede jeg ikke. Men jeg opfandt nu alverdens smerter for at slippe for skolen. Jeg var vist overbevisende, for som oftest fik jeg lov at blive hjemme hos mor, der arbejdede i restaurationsbranchen, og dermed magtede at passe sin syge søn, inden hun skulle møde om eftermiddagen. Lægen undersøgte mig ofte. Hun sendte mig endda til røntgenundersøgelse grundet mavesmerter, som i begyndelsen kontrollerede opfindelser, men som efterhånden udviklede sig til den ægte vare.
Grundet omstændigheder angående min fars hverdag som selvstændig erhvervsdrivende flyttede vi til et større hus i en nærliggende by, Det betød mulighed for en ny skole, hvor jeg forhåbentlig ville blive integreret og få selvtillid. Så vidt jeg husker, gik det faktisk ganske godt det første års tid. Jeg fik venner og spillede på det nye fodboldhold med stor succes. Det så slet ikke så skidt ud, men andet år knækkede filmen. Familien led under de mange problemer med mig som kardinalpunktet. Lillebror som jeg stadig elsker højt, klarede sig heldigvis uden store udsving. Far var ikke udrustet til håndtering af en tudende duksedreng, så vi gled vedvarende længere fra hinanden. Mor voksede op med kærlighed, og hun overførte næsten altid varme følelser, men de prellede desværre af. Skolepsykologen som var fulgt med fra den tidligere skole vandt aldrig min tillid, og jeg hørte kun efter med det ene øre, når han snakkede. Skolefobien udviklede sig. Jeg stak af fra skolen. Jeg pjækkede. Jeg spillede syg. Det endte med, at jeg simpelthen slet ikke kom af sted, fordi jeg lå grædende og hulkende om morgenen. Derefter fik jeg hjemmeundervisning i en periode. Jeg opfandt sygdomme, og nu dropper jeg beskrivelsen af 8 skoleskift og springer videre i diagnosesystemet.
Skolefobien udviklede sig. Jeg stak af fra skolen. Jeg pjækkede. Jeg spillede syg. Det endte med, at jeg simpelthen slet ikke kom af sted, fordi jeg lå grædende og hulkende om morgenen. Derefter fik jeg hjemmeundervisning i en periode. Jeg opfandt sygdomme, og nu dropper jeg beskrivelsen af 8 skoleskift og springer videre i diagnosesystemet.
Som 13-årig indledte jeg en ny karriere i behandlersystemet med en psykiater. Jeg led af voldsom angst og frygt for verden. Efter nogle samtaler indlagdes jeg på psykiatrisk afdeling. Grundet alder havde jeg endnu ikke set Gøgereden, men i dag opstår der associationer til den fantastiske film. Jeg skjulte mig på værelset under dynen med romaner og løb nogle ture for at holde formen ved lige. Jeg befandt mig pludselig i en mere skræmmende situation end skolen, hvor den indbildte mobning fra de første år var erstattet af en dokumenterbar. Jeg var konstant på flugt for at undvige hån og mobning, som siden de første skoleår var en fast bestanddel. Jeg udstrålede uden tvivl usikkerhed og skrøbelighed, og det tiltrak især ældre elevers trang til dominans. Da jeg så Ondskaben af Jan Guillou, sad jeg som voksen og ønskede en tidsmaskine med en implementering af Erik Pontis egenskaber, hvor vold og intelligens begge optrådte. Undertrykkelse skaber lyst til hævn og revanche. Det bevidner historiebøgerne. Og det bevidner jeg. Men tilbage til psykiatrisk afdeling. Flere af de indlagte snakkede mere med sig selv end med andre. Flere af de indlagte kom med underlige lyde. Flere af de indlagte var særdeles mystiske. Da mine ellers resignerende forældre så og betragtede mit ophold, valgte de at løslade mig til ingenting. Jeg hadede ofte far i skoletiden, men de stod magtesløse med en dreng, der ikke passede ind i de ordinære rammer. Og de forstod næppe mine psykiske indre kampe.
Jeg frekventerede et par skoler mere, inden jeg som 16-årig ved et tilfælde fik en spændende omgangskreds med drenge, der kunne og ville slås. De arbejdede, og jeg gik stadig kun sjældent i skole. De satte nu hurtigt de mobbende på skolen på plads. Jeg oplevede en kort periode uden mobning, men så kørte en ven og jeg ind i et vejtræ om natten med 140 kilometer. Og der sluttede min skoletid så uden et eksamensbevis. En praktisk ordning da jeg var kommet håbløst bagud i næsten alle fag.
Netop hjemkommet efter en måned på sygehuset separeredes mor og far, og mine to yngre søskende flyttede med mor og jeg med far. Den ordning fungerede kun kort tid, hvorefter jeg flyttede ind på kortidsafdelingen på et Ungdomscenter. Efter nogle måneder fandt de et socialpædagogisk skoleprojekt, som jeg glædeligt overførtes til. Her boede jeg i mange år, mens jeg fik indhentet det forsømte og siden fik en studenterhue.
Jeg begyndte på socialpædagoguddannelsen. Og det fungerede formidabelt, indtil jeg en dag fik en meget dramatisk og skræmmende angstanfald. Derefter besøgte jeg lægen ofte med hjertet som omdrejningspunkt. Hun lyttede kun overfladisk til hjerteslagene, og jeg frygtede, at hun ikke havde mod til at erklære mig for næsten død. Men så henviste hun mig til psykiatrisk afdeling. Det udviklede sig til en katastrofe, da jeg ubetænksomt fornærmede psykiateren med brug af fremmedord. Det påtalte han som upassende. Jeg har altid læste meget, så jeg benyttede ord fra bøger, men det var naturligvis ikke god stil for en ung mand med galoperende og totalt invaliderende angst. Derefter bevilligedes jeg en psykolog fra kommunen, der kom i hjemmet, da jeg ikke evnede at gå udenfor, medmindre jeg var påvirket af alkohol. Hvornår diagnosen agorafobi var mulig at skrive på visitkortet, magter hjernecellerne ikke at udregne, men den dukkede op omkring år 1992. Jeg forstod, at jeg tilsyneladende led af panikangst, selvom sindet – den diffuse tingest – benægtede. Jeg var fysisk og ikke psykisk syg i bevidstheden. En diagnose hjalp intet.
Efter psykologen gik jeg i behandling hos en psykiater, der var en af de første, der præsenterede den såkaldte mirakelpille med det i folkemunde misvisende navn Lykkepille for befolkningen. Jeg afprøvede de største doser i de dengang eksisterende produkter uden gavnlige resultater. Han henviste mig til en Neuroseklinik, som jeg kan skrive utallige spændende historier om. Men den vigtigste var og er EKG-testen, som udførtes på Randers Sygehus under andet forsøg på stedet. Den fjernede endelig frygten for et dårligt fungerende hjerte.
Og nu springer vi nogle behandlere over, der ikke fremkom med nye diagnoser. Interessen for litteratur førte mig til Amager og bibliotekarskolen. Uddannelsen droppede psyken hurtigt, og jeg diagnosticeredes på en fobiskole i København som lidende af socialfobi. Jeg forstod, at jeg tilsyneladende led af socialfobi, selvom sindet – den diffuse tingest – benægtede. Jeg var fysisk og ikke psykisk syg i bevidstheden. Det var dog lidt mere indviklet nu, da jeg ikke frygtede en hjertesygdom, men en diagnose hjalp intet.
Vi springer igen nogle behandlere over og smutter en tur til Roskilde, hvor en psykiater konkluderede, at jeg led af generaliseret angst, mens jeg underviste adfærdsvanskelige vidunderlige børn sammen med min bror. Jeg forstod, at jeg tilsyneladende led af socialfobi, selvom sindet – den diffuse tingest – benægtede. Jeg var fysisk og ikke psykisk syg i bevidstheden. Det var dog lidt mere indviklet nu, da jeg ikke frygtede en hjertesygdom, men en diagnose hjalp intet.
Jeg var i fleksjob på skolen. Jeg fungerede bedre end nogensinde. Jeg tog klassen alene, når min bror lå syg. Jeg udlåntes til de store klasser. Jeg fik senere stillingen som informationsmedarbejder. Min kæreste blev gravid.
Jeg var i fleksjob på skolen. Jeg fungerede bedre end nogensinde. Jeg tog klassen alene, når min bror lå syg. Jeg udlåntes til de store klasser. Jeg fik senere stillingen som informationsmedarbejder. Min kæreste blev gravid. Jeg havde i forvejen et pragtfuld skabning med en ekskæreste, der havde støttet mig i kampen mod angsten i mange år. Kæresten og jeg boede i et vidunderligt hus midt inde i en skov. Jeg dyrkede styrketræning med løn sammen med de store elever. Jeg var en ubetinget succes i et fleksjob, men så kom fortiden væltende. En anholdelse om natten grundet et overset møde i fogedretten, uenigheder med ledelsen grundet en voldelig elev, som jeg ønskede skulle flyttes til en skole, der evnede at tilbyde ham noget. Han slog lærere, men han var en af mine drenge fra styrketræningsrummet, og han var bare en frustreret hvalp, der manglede kærlighed, omsorg og konsekvens. Og så blev jeg far og magtede igen ikke ansvaret og begyndte seriøs selvmedicinering med alkohol ved siden af min benzodiazepiner. Det lignede og var efterhånden kaos. Jeg blev fyret. Jeg flyttede til Odense for at bo mellem mine børn, fordi jeg formodede, at det var snedigt. Det var det ikke. Men den historie er for lang.
Og nu magtede jeg ikke mere. Jeg havde kæmpet med diagnoser, siden jeg trådte mine barnesko. Jeg havde forsøgt med flere uddannelser og flere jobs. Intet fungerede. Alt endte altid i kaos, og jeg var så uendelig træt af forklaringer til sagsbehandlere. Jeg anmodede om en indstilling til førtidspension. Heldet tilsmilede mig. Jeg fik en sagsbehandler, der forstod, at hun var socialrådgiver. Da lægeteamet ønskede mig i arbejdsprøvning og andet sjovt, fremviste hun mine ret imponerende sagsakter og forsøg på selvforsørgelse. Og så fik jeg førtidspensionen i 2004.
Styrketræningen vedligeholdte jeg, og jeg begyndte som instruktør og trænende i et nærliggende center i Odense. Det fungerede som en oase fra de mange uløste problemer med uoverskuelig gæld og naturligvis psyken, der ikke forstod, at den skulle nyde godt af pensionen og ingen belastende samtaler med alverdens myndighedspersoner. Jeg fik benzoer af lægen og selvmedicinerede mig med træning og alkohol. Desværre var alt for meget stadig uoverskueligt.
Jeg fandt ved et tilfælde en kæreste i nærheden af Silkeborg. Jeg flyttede. Forholdet sluttede da en mand, bankede min ekskæreste som jeg havde barn nummer to med. Mine tanker gik amok. Og her slutter jeg den historie. Min ellers dejlige kæreste magtede ikke mine udsving og vrede, og vi flyttede fra hinanden. Derefter boede jeg på sofaen hos en ven. Vi tog til træning tidligt hver morgen, men jeg ønskede et sted til mig og mine børn. Jeg havde en mulighed tilbage: Lån til indskud i et almennyttigt boligbyggeri. Det fik jeg efter lidt kamp.
Jeg var med til at opstarte et fitnesscenter i den lille by, hvor jeg nu boede. Jeg trænede mindst 5 gange om ugen. Og så drak jeg alle belastende tanker væk på kroen i weekenden. Kombineret med benzoer. Samtidig skrev jeg på den halvdokumentariske roman ”Ærlighed er min eneste værdighed”. Dog uden en disciplineret tilgang til skriveprocessen, så det tog uendelig lang tid at skrive om, hvor besværligt det er med kontakt til sagsbehandlere og psykiatere med mere. Grundet en kronik om at være pårørende, som min bror skrev til Angstforeningen, anbefalede fagfolk, at jeg kontaktede en kvinde fra Risskov Universitetshospital. Hun havde to års ventetid, men da hun hørte min langtrukne behandlingshistorie, besluttede hun, at hun i det mindste gerne ville læse min nu færdige roman. Derefter ville hun muligvis gerne skrive et forord, som jeg anmodede om. Siden er jeg kommet i behandling hos hende. Vi benytter os primært af mailterapi og telefonen og i sjældne tilfælde face-to-face-kontakt. I dag har hun og en klog mand, der brugte mig i forbindelse med et diagnosticeringskursus konkluderet, at jeg lider af en bipolar affektiv sindslidelse type 2. Og for første gang siden mine barnesko accepterer jeg vurderingen. De er pinger men kvinden er et menneske, som jeg gennem 3 års behandling er kommet til at værdsætte så meget, at jeg aldrig lyver for hende. Hvis jeg har drukket, så indrømmer jeg det. Hvis jeg har problemer med systemet, og hun beder mig adlyde, så gør jeg det. Jeg foragtede behandlersystemet, men hun argumenterer og ser ikke på uret, imens, hun ligner en, der tænker på frokostpausen. Diagnoser løser intet men en behandler af hendes klasse gør livet meget nemmere for en sindslidende.
Grundet en kronik om at være pårørende, som min bror skrev til Angstforeningen, anbefalede fagfolk, at jeg kontaktede en kvinde fra Risskov Universitetshospital. Hun havde to års ventetid, men da hun hørte min langtrukne behandlingshistorie, besluttede hun, at hun i det mindste gerne ville læse min nu færdige roman.
——–
Ronnie Rasmussen bor i Jylland, skriver i Tidsskriftet Outsideren samt på adskillige egne romaner og noveller. Hvis der er spørgsmål til Ronnie Rasmussen, kan de rettes til Outsiderens redaktion på redaktion@outsideren.dk
——
Historien bag den psykiatriske diagnose
Psykiatriske diagnoser har en tendens til at lyde som hele sandheden om et menneske. Men diagnosen forklarer ikke, hvad der er sket i et menneskes liv, eller hvem man er som menneske.
I dette tema fortæller en række mennesker om, hvad det har betydet for dem at få en psykiatrisk diagnose, og hvilken rolle den spiller i deres tilværelse.
“Det er ikke det, vi har oplevet i livet, der gør os til dem vi er, men de historier der er mulige at fortælle om det, vi har gjort og om det, der er vigtigt”
Læs mere fra temaet
—–