Ethvert samfund kan enten gå i stå og en dag eksplodere i frustration. Eller også kan samfundet udvikle sig lidt hver dag. Få mennesker kender bedre til forandringer end Karin Rue, der ser de frivillige organisationer som aktører for den positive forandring.
Fra Tidsskriftet nr. 81 / Af Klavs Serup Rasmussen – fotos Jette Nielsen
– Grundlæggende er det et spørgsmål, om man tror på revolution eller evolution. Der er revolutionen, bang! Hvor vi sprænger det hele i luften og bygger op igen. Eller evolution. Personligt tror jeg på det lange seje træk, hvis man vil forandre ting. Det batter mere. Der er så meget kaos efter en revolution, siger Karin Rue.
I december 1993 blev psykolog Karin Rue headhuntet af daværende socialoverlæge Anse Leroy, til at starte noget nyt op i København. Den 1. januar 1994 slog Støtte og KontaktCentret i Linnésgade 24 dørene op som et døgnåbent rådgivningstilbud, og aktivitetshus for sindslidende i København.
– Dengang i ’94 var jeg vistnok en enfant terrible i mine kollegaers øjne. De psykologer jeg talte med i behandlingspsykiatrien syntes, at mit koncept var skudt i hovedet. De fandt det dybt uansvarligt, at den som tog telefonen når man ringede herind, kunne være nogen, der lige havde været indlagt. Alle var sikre på, at folk kun ville blive mere psykotiske, fortæller psykolog Karin Rue – Men jeg kan jo se, at det vi har gjort lige fra begyndelsen breder sig mere og mere ud.
– Hvad er det I gør?
– Her bliver alle betragtet som ligestillede. For eksempel er vores møder åbne for alle, og beslutninger om Linnésgade tager vi i fællesskab. Helt grundlæggende har jeg det sådan, at det ikke er mig der ved, hvad der er det rigtige. Det ved de, der kommer her meget bedre selv. Derfor er jeg dybt afhængig af, at brugerne er med til at beslutte, hvad vi gør, siger Karin Rue.
I juni 2010 sparede Københavns Kommune 4.2 millioner kroner ved at nedlægge døgnrådgivningen i Linnésgade, indføre 100 lukkedage og flytte Støtte- og kontaktperson ordningen væk fra Linnésgade og ud på fire nye socialpsykiatriske centre i København. Det, der havde været Støtte- og KontaktCentrets særkende, at det var et ”autonomt” tilbud udenfor resten af sagsbehandlingssystemet, passede i forvaltningens øjne perfekt til ”effektiviseringsfordele.”
– Selvfølgelig var det forbundet med stor sorg at miste rådgivningen og skp’erne. Men i den situation kan du enten grave dig ned, eller du kan tage udfordringen op, og tænke på de muligheder der findes. Jeg er sådan indrettet, at jeg vælger det sidste. Og jeg synes det er fedt, at vi nu kan sætte turbo på husets kreative aktiviteter, siger Karin Rue og peger rundt på sit kontor, hvor malerier i alle størrelser er opmagasineret.
Nogle af malerierne har lige været udstillet. Andre er på vej ud til en tom væg, et sted i kommunen. Kunst er det nye væsentlige. Sådan som det er. Lige nu.
– Jeg har været så heldig i mit liv, at kunne gå ind i rigtig mange udviklingsfelter, siger Karin Rue
Alt kan være pseudo
Beskæftiger man sig med psykiatri længe nok, løber man på et tidspunkt også ind i Karin Rue. Hun er en af socialpsykiatriens markante skikkelser, der trods det store antal sindslidende i Danmark, er et relativt lille miljø. Socialpsykiatrien arbejder med at hjælpe sindslidende videre efter en psykiatrisk indlæggelse – og helst i gang igen, med en hverdag der føles meningsfuld og indholdsrig.
Arbejdsformerne i socialpsykiatrien har været under stadig forandring lige siden 1970, hvor mennesker som psykiater Finn Jørgensen fik sat gang i udviklingen af det socialpsykiatriske felt i Danmark.
I de seneste ti år, er det især udbredelsen af recovery, der har ændret socialpsykiatriens fokus og arbejdsformer. Recovery er ikke en behandlingsform, men en tilgang til hverdagen, der orienterer sig mod at fremme de faktorer, der giver den enkelte sindslidende en mulighed for at komme sig.
Socialpsykiatrien har i den seneste tid kigget sig selv kritisk efter i sømmene. Midt i den megen tale om recovery, er spørgsmålet, om der er sket en reel forandring hen mod større brugerinddragelse og ligeværd. Eller om der bare anvendes nye ord, for de ting man altid har gjort.
– Recovery kan være pseudo. Alt kan være pseudo. Men det kan også være reelt. Derfor bliver man nødt til at se på den enkelte situation. En af udfordringerne er, at vi, de traditionelle professionelle, er uddannet til at vide, hvad der er bedst for andre, og hvis jeg har dét med mig, som den grundlæggende eneste rigtige forståelse, så bliver de ting jeg laver pseudo. Men man kan også være professionel på den måde, at man skal lave noget, der er godt – og så bliver man nødt til at være opmærksom på, hvad der dur. Jeg synes det er interessant, at selv behandlingspsykiatrien har ændret sig med tiden. I ’94 var recovery fuldstændig yt, men i dag bliver det taget mere alvorligt. Så der er den igen, den med det lange seje træk, siger Karin Rue.
Forandringerne i socialpsykiatrien er i høj grad forbundet med andre udviklinger i samfundet. Det var etableringen af amterne i 1970, der dengang muliggjorde meget af den nye socialpsykiatri. Men at ingen forandring kommer helt af sig selv, ved Karin Rue bedre end mange andre. Hendes liv er uløseligt knyttet til flere af de største forandringer i det danske samfund i nyere tid.
– Hvordan var det dengang, da du var med til at få Danner-huset på benene?
– Jeg var egentlig slet ikke med til selve besættelsen af Danner-huset, men gik ind i Joan-søstrene kort tid efter. Vi lavede kriseboliger, startede en rådgivning op. Det var tæske-lærerigt og meget af den organisatoriske viden jeg har på rygmarven i dag, stammer fra den tid. Det var også heftigt ind i mellem, for at sige det sådan. Når så mange idealistiske kvinder går sammen, med hvert sit bud på, hvordan tingene skal gøres, så bliver det heftigt. Vi havde store fællesmøder, hvor vi skulle tale os til enighed om alting, og det tog tid. Men det var også godt. Vi blev alle sammen tvunget til at forholde os til, hvad vi egentlig kæmpede for, hvad det faktisk drejede sig om. Det har været en god træning, som stadig er mig til stor gavn. Og så fik vi noget flot ud af det. Se bare, Joan-søstrene er den eneste kvindebevægelse, der stadig er aktiv for fuld kraft i dag, siger Karin Rue
– Hvorfor tror du, at det er sådan?
– I arbejdet med kriseramte kvinder har vi altid været nødt til at forholde os meget skarpt til, hvad der rent faktisk sker med kvinder, der er udsat for vold og misbrug. Både dengang og nu var vi nødt til, at forholde os til, hvordan samfundet helt konkret reagerer på kvinder i den krisesituation, siger Karin Rue.
– Kan du huske første gang, du tænkte at man kan forandre noget i verden?
– Ja, det var i Joan søstrene. Selvom både PET og FET havde travlt med at overvåge os, lykkedes det os at få politiet i tale på en ordentlig måde. I det samarbejde fik vi ændret, hvad der stod i politiets lærebøger om håndteringen af voldtægter.
– Hvordan var det at mødes med politiet?
– Fortryllende morsomt, for at sige det sådan. De yngre betjente var meget interesserede, imens de ældre syntes de vidste det hele. Men det var godt. Vi kom ud og fortalte om, hvordan kvinder havde det, når de havde været udsat for en voldtægt, og vi klædte politiet på til at forstå den voldtagne kvindes vinkel. Det er politiets opgave at spørge kritisk ind, når man anmelder en voldtægt, og dengang var der mange kvinder der beskrev afhøringerne, som voldtægt nummer to. Det har sikkert ikke været politiets mening. I dag er de faktisk meget nænsomme, og som sådan er det jo ikke mig, der har ændret det. Men jeg har været med til at skubbe til noget, siger Karin Rue.
Mennesker er såmænd ens
– Det, der også var lærerigt ved Joan-søstrene, var, at da jeg startede der, vidste jeg ikke hvad voldtægt, vold mod kvinder og incest faktisk var. Men respekten for de kvinder, der havde været udsat for de her voldsomme ting, at de stadig stod på benene og ikke bare tog deres eget liv, det er den samme dybe respekt jeg har overfor de sindslidende jeg møder i min hverdag. Respekten for den kamp som mennesker tager, for at lande et sted, hvor man kan holde ud at være sig selv, siger Karin Rue.
I 2005 konkluderede et speciale fra RUC (Roskilde Universitets Center), at socialpsykiatrien, ligesom resten af psykiatrien, har udviklet sig i en stadig mere evidensbaseret og teoretisk retning. Denne udvikling er sket sideløbende med, at bruger flere forskellige psykiatriske diagnoser, end nogensinde før. Faktisk så mange, at WHO har bebudet en reduktion i antallet af diagnoser, i den kommende opdatering af det psykiatriske diagnosesystem, ICD-11.
Med videnskabeliggørelsen er fulgt flere klassifikationer og mere specialisering. Tendensen indenfor psykiatriområdet har derfor længe været, at mennesker med forskellige psykiatriske diagnoser i stadig stigende grad bliver set som havende næsten intet til fælles – ud over et psykiatrisk problem. Specialiseringen har medført, at spiseforstyrrede tilbydes mindfulness og samtaleterapi efter udskrivning. Borderlinere kan få DAT (Dialektisk Adfærds Terapi) og skizofrene bliver ofte knyttet til et Opsøgende Psykoseteam. Udviklingen har også forplantet sig ud blandt de fleste sindslidende, der ser netop deres diagnose som væsensforskellig fra de andres.
Men selvom det er en tendens i tiden, at forskellige psykiatriske diagnoser opfattes som særlige og usammenlignelige problemstillinger, har Karin Rues livslange arbejde med mennesker, ikke ført til en vidt forgrenet forståelse af menneskelivets udfordringer. Når et menneske er i krise, er det altid det samme hun ser.
– Afmagt. Langt de fleste krisesituationer er kendetegnet ved en følelse af afmagt. At man ikke kan se nogen vej ud. Jeg kender det fra mit eget liv, ved f.eks. en skilsmisse. Derfor er det rigtig godt, hvis nogen under en krise siger, jeg skal nok støtte dig, lad os gøre det her sammen, siger Karin Rue.
– Afmagt?
– Ja. Over det man oplever i sig selv, over hvorfor ens liv er som det er, over det som ikke kan ændres. Følelsen af afmagt kan stamme helt tilbage fra barndommen, men den kan også sagtens opstå i voksenlivet. For eksempel i forbindelse med en skilsmisse eller fyring. For at overleve den afmagt, udvikler man nogle nye handlingsstrategier, som gør, at man kan holde ud at være i den afmagtssituation. Det kan vise sig som psykiatriske symptomer, men også på mange andre måder.
– Kan du i din hverdag se, om mennesker der har været i psykiatrien, føler en særlig afmagt. For eksempel i forhold til din tid i Joan-søstrene?
– Nej. Det er den samme psykologiske mekanisme jeg så i Joan-søstrene, som jeg ser i psykiske kriser. Der sker noget du ikke kan sige fra overfor, og den følelse af afmagt påvirker alle mennesker ens. Det vigtige spørgsmål er så, hvad der er sket i ens liv, og om man undervejs har fået en fornemmelse af, at man selv kan tage nogle beslutninger og føre dem ud i livet. I selve krisen er der kun afmagt over, hvorfor ens liv er som det er, over det der ikke kan ændres, tabet af relationer, de ting der gik galt. Men for at komme igennem krisen betyder det noget, om du tror på dig selv. Omvendt, hvis troen på dig selv er pillet ud af dig på et tidspunkt, så kommer der også den indstilling, at der alligevel ikke er noget du selv kan gøre. Jeg synes faktisk det rummer noget positivt, når en person begynder at slås ved en tvangsindlæggelse. Det er en person, der kæmper mod afmagten. Alle mennesker mister fodfæstet i en psykisk krise, og derfor må man se på de strategier folk forsøger at klare sig igennem med. I mit arbejde leder jeg altid efter de positive udviklingsmuligheder, siger Karin Rue.
Et skridt frem, til siden, samle
Mere eller mindre tilfældigt, har Karin Rue altid arbejdet med noget, der var under forandring. Kvindekampen i 60’erne var en helt ny front, der åbnede sig op i samfundet. I 80’erne brød de sindslidende ud af de statslige galeanstalter, og krævede reel inddragelse og ligeværd. For tiden er store dele af psykiatrien ved at granske spørgsmålet, om den reelt evner at inddrage dem, den skal hjælpe. Efter at have været med til så mange forandrende processer i hele sit liv, forholder Karin Rue sig ikke længere kun til den enkelte forandring. Hun ser også på mekanismerne bag udviklingen, hvordan forandring er en del af et levende samfund.
– Når jeg ser på den historiske udvikling, så ligger front-udviklingen, altså protesten mod det, der findes og viljen til at skabe noget, der fungerer bedre, den ligger hos de frivillige organisationer og foreninger (NGO’er, red.), siger Karin Rue.
– Hvorfor tror du, at NGOerne skal gå forrest på den måde?
– Fordi de har rigtig stor politisk påvirkningskraft, hvis de altså gør brug af den. Bestemt meget større indflydelse, end for eksempel socialpsykiatrien i København. Det jeg kan se er, at hvis en NGO laver noget, der fungerer rigtig godt, plejer samfundet typisk også at optage NGO’ens forståelser og landvindinger. Tag hjemmehjælpen, den var en NGO. Det var nogle hattedamer, der mente at mange husmødre levede under for dårlige kår. Der var en høj børnedødelighed dengang, og fattigdommen gjorde det svært for mange familier. Hjemmehjælpen ville gøre noget for de dårligst stillede husmødre. Derfor mener jeg, at samfundet afspejler en naturlig evolution. Det der ikke var der, det er der nu, fordi nogle rundt omkring i hele landet, har presset på med at sige, at det er en god idé. Ofte ved at vise at det kan lade sig gøre. Det er det lange seje træk, det er det jeg tror mest på, siger Karin Rue.
– Hvad håber du på, at NGOerne gør?
– Jeg synes, at organisationer som LAP (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere), Galebevægelsen og Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering er, eller har været, vigtige agenter i det her felt. Det de har til fælles, er at de er gode til at sætte fokus på det, der ikke fungerer. Jeg var ikke selv med dengang, men Galebevægelsen lagde grunden til det forståelsesgrundlag jeg har i dag. De var virkelig enfant terrible dengang i 80’erne og bliver nogle gange latterliggjort. Men psykiatriske afdelinger er ikke det samme som før Galebevægelsen kom til. Og sådan noget som forståelsen af, at psykiatriske problemstillinger altså ikke er en livsvarig klassificering, det har også tråde tilbage til Galebevægelsen.
– Hvad er der så brug for nu?
– Vi skal tænke institutionerne anderledes end vi gør i dag, sådan nogle som os og boenhederne, og hvad der ellers er indenfor socialpsykiatrien. Der skal ske noget med rollerne. Tag for eksempel vores kollega-begreb. Jeg mener, at hvis en person er med til at drive en virksomhed, så er vi sidestillede kollegaer, og sådan fungerer det i Linnésgade. Vi er sidestillede uanset, hvor pengene på ens konto kommer fra. Det skal tænkes ind alle steder. Jeg har tænkt meget over, hvorfor vi ikke bruger de ressourcer, der ligger lige for næsen af os, men hvis man vil ændre noget, bliver man nødt til at lave nogle minimodeller, der viser noget andet end det gængse. Jeg synes, at Linnésgade har været og stadig er en model på, at noget kan være anderledes, siger Karin Rue.
– Gennem de her lange og opslidende møder i Joan-søstrene, fortæller du, at du lærte at blive klar på, hvad I kunne og hvad I ville. Hvordan har du overført det at blive klar på noget, til Linnésgade?
– Alle mennesker kan lide at tale og gennem dialog blive klarere på, hvad essensen er af det, der tales om. Det kræver, at man har en kultur, hvor man taler tingene igennem, men det kræver også mere end, at man bare taler. Der skal handling til. Det jeg lærte i Joan-søstrene var, at bruge samtalen til at bliver klar på, hvad vi ville og ikke ville, hvad vi kunne og ikke kunne. Gennem handlinger finder man derefter ud af, hvilke muligheder der er for at gøre noget i retning af det man vil. Det med at blive klar, handler også om at beslutte sig for, hvad man vil investere energi i. Handlinger kræver altid, at man investerer noget energi i tingene, og den beslutning er ens egen. Jeg kan f.eks. ikke kræve, at du skal sørge for, at jeg har det godt. Du må selv vælge hvad du vil gøre, siger Karin Rue.
– Og hvad med brugerinddragelsen? Hvad hvis de, der kommer i Linnésgade beslutter, at de dropper kunsten og kun vil bygge vikingeskibe?
– Så tror jeg det er vigtigt at man er klar over, hvad man selv er god til og mindre god til. Du skal nok ikke tage ud i Nordsøen i et vikingeskib, jeg har været med til at bygge, svarer Karin Rue.
————-
Fakta:
- I 2011 blev Støtte- og KontaktCentret (SKC) i Linnésgade 24 en del af det socialpsykiatriske Center City i København. Derefter har SKC været et rent kreativt aktivitetshus, der især har fokus på kunst, keramik, udstillinger m.m. Det er også muligt på hverdage at tage med kutteren ”Helle” ud og sejle – når vejret tillader det.
I forbindelse med omstruktureringen blev SKC’s nat- og døgnrådgivningen nedlagt. Der er fortsat eftermiddagsrådgivning søndag til torsdag 16 – 22
Støtte – og KontaktCentret – Linnésgade 24,2 – 1361 København K – Tlf: 3314 9841
- Hvad er socialpsykiatri:Kan oversættes til “socialt arbejde med sindslidende”. Udgangspunktet er at støtte den enkelte sindslidende – som ikke længere er indlagt på et psykiatrisk center – til at kunne håndtere hverdagslivet. Det kan også sammenfattes som støtte til personlig og social mestring. Socialpsykiatrien er kommunernes ansvar, og kaldes i visse kommuner for psykosocial rehabilitering.
- Tre faser i socialpsykiatriens udvikling:– Den Samfundspsykiatriske fase (1970-1994),
– Den Sociale fase (1994-2000), tydelig forskel på den socialt orienterede indsats og sundhedspsykiatrien
– Den Videnskabelige fase (2000-i dag), psykologer øger deres indflydelse gennem udviklingen af det metodiske og teoretiske fundament i socialpsykiatrien. Socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien nærmer sig hinanden.Kilde: ”Socialpsykiatrien i Danmark, 1970-2005,” RUC, integreret speciale i historie og psykologi, Maiken Pontoppidan. - Er du med, eller lader vi bare som om?
Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering udgav i efteråret 2011 en dansk oversættelse af psykolog Patricia Deagans håndbog ”Barrierer for brugerinddragelse – i bestyrelser, udvalg og arbejdsgrupper.” I bogen gennemgås seks barrierer for reel brugerinddragelse af sindslidende. Bogen er hurtig læst, og påpeger – måske utilsigtet – at sindslidende kan opnå væsentlig større indflydelse ved at organisere sig bedre og forberede sig optimalt til deltagelse i udvalg, diaglogfora m.m. - Kunst, der forløser
”Det er her i Linnésgade jeg har haft den største følelse af, yes! Det lykkedes! Ved den første kunstudstilling vi lavede på Københavns Rådhus i 2005, havde jeg det sådan. Bag udstillingen lå et kæmpe motivationsarbejde, at få folk til at turde udstille i Rådhushallen. Og få kommunen i tale. Men da vi så havde reception og borgmesteren holdt tale og der var en summen i Rådhushallen, der kunne jeg mærke glæden i hele kroppen. Vi fik det ud over rampen.””Kunst der forløser” er en biennale som Støtte- og Kontaktcentret afholder på Københavns Rådhus hvert andet år. På udstillingen vises kunst fra forskellige Københavnske socialpsykiatriske værksteder. Seneste udstilling var i 2011.