”Og så var sundhedsstyrelsen og jeg dybt uenige om antallet af genstande, der kunne anbefales som ugentlig dosis…”
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 83 / Af Ronnie Rasmussen
Som en sydeuropæisk fodboldspiller er jeg faldet dramatisk omkuld et utal af gange i mit liv. Men det har aldrig været skuespil for at få frispark eller straffespark.
Siden 8-års alderen har det været en nødvendighed for mig at søge strejf af liv for at holde ud. Som barn var det velsagtes min mor og min bror, der gav energi og håb. Som teenager blev det mine evner ved et billardbord og den klike af regulære ballademagere, som jeg integreredes i. I kliken lykkedes det at skjule skrøbelighed, uro og dødsangst. De andre så kun overfladen, ikke den fortabte sjæl, jeg følte mig som.
Dernæst – efter at familien og skolen havde opgivet at få mig i en brugbar retning for velfærdssamfundet – tilbragte jeg en tid på et ungdomscenter, hvor vel kun byture og centrets unge piger forhindrede mig i at blive sendt længere ud end til sporadiske selvmordstanker.
Senere endnu, et socialpædagogisk skoleprojekt, hvor vitaliteten blomstrede mere end nogensinde før. Efter indkørselsperioden oplevede jeg tryghed, og jeg fik indhentet det forsømte fra de utallige fraværsdage fra tiden med undervisningspligt. Jeg forvandledes til en midlertidig succes, der fik gode eksamensbeviser fra V.U.C. Derefter fungerede jeg hæderligt på EFG – handel og kontor – og siden endnu bedre som HF-studerende. Da opholdet i det socialpædagogiske skoleprojekt sluttede efter 5 år, mistede jeg min lærer, der også var blevet min guru i livet.
Resultatet var til at forudsige. Jeg gik ned. Langt ned. Fra mit lille udslusningsværelse gik jeg flere gange om ugen på værtshus og spilede billard og drak heftigt.
Jeg hev mig op og forsøgte mig med optagelsesprøven på journalisthøjskolen, men manglede lige en anelse i dygtighed og viden. Derpå erkendte jeg, at min porøse psyke nok bedre evnede socialpædagoguddannelsen, søgte ind og begyndte på uddannelsen, mens jeg for første gang flyttede sammen med en kvinde.
En dejlig kæreste, gode svigerforældre og succes på uddannelsen medførte vitalitet og mod til en forholdsvis nem bekæmpelse af uro og angst. Det nåede jeg at opleve i cirka to måneder, hvorefter jeg gik ned med en invaliderende angst. Derpå fulgte flere år, hvor jeg kun levede, fordi jeg ikke havde mod til selvmord, mens kæresten beholdt mig som en inaktiv, deprimeret og udslukt del af husholdningen.
I dag betragter jeg det som ufatteligt, at hun magtede at leve sammen med så ussel en eksistens. Jeg var i behandling efter behandling efter behandling, og vi håbede konstant på et gennembrud, så min dødsangst ikke fortsat skulle invalidere mig næsten totalt.
Inden vi afsluttede forholdet permanent efter cirka 10 år, havde jeg gjort hende gravid. Hun fødte en lille pige, mens jeg smuttede tilbage til det, jeg kendte allerbedst, druk og billard på værtshuse.
Under en druktur med en ven forelskede jeg mig i en servitrice. Efter mange forsøg på erobring af hendes hjerte lykkedes det. Jeg var kaos indvendig, selvom jeg nu fungerede som telemarketingschef. Og sundhedsstyrelsen og jeg var dybt uenige om antallet af genstande, der kunne anbefales som ugentlig dosis. Forholdet varede længe trods mange problemer, og jeg præsterede endnu en omgang hjælp til en graviditet.
Men jeg drak for meget, og hun kasserede mig af nødvendighed.
Historien havde gentaget sig: Endnu en lille pige var kommet til verden – og jeg på flugt igen.
I de kommende år svigtede jeg konstant børnene. Jeg magtede ikke ansvaret for de to døtre. Jeg kontaktede myndighedspersoner et utal af gange, men der var ingen åbenlyse muligheder for støtte til samvær.
Styrketræning, stærk nervemedicin, druk og computerspil, samt den ubetingede kærlighed til døtrene, var i mange år det, der gav liv. Men ofte oplevede jeg ingen energi eller håb, og selvmordstanker dukkede jævnligt op.
Heldigvis kom min nuværende psykolog ind i mit liv i november 2008. Sidenhen har jeg haft nedture og dødsangst, men der er kommet en fast og forstående kæreste, to pragtfulde bonusdøtre og stabilt samvær med mine egne vidunderlige døtre samt rigtig god kontakt til familien ind i hverdagen. I en alder af 44 år føler jeg igen en nogenlunde ro i sindet. Styrketræningen passes stabilt og jeg tager næsten aldrig på flugt med druk, men jeg spiller stadig spændende computerspil, der reducerer tanker, uro og dødsangst.
Såfremt jeg bare kan bevare denne tilstand, så behøver jeg ikke den flugt til druk og billiard, der er blevet arketypisk for mig. Desværre er psyken stadig skrøbelig, så jeg ønsker ikke den store gevinst i Lotto, der kan fjerne min gæld. Jeg ønsker udelukkende en bevarelse af den nuværende tilstand og eksisterer der højere magter, så må de gerne tage hensyn til dette beskedne ønske…
Ronnie Rasmussen er 44 år og bor i Vejle.
——
Fra Outsiderens Temanummer:
Et beskedent ønske til livet
– og seks andre personlige beretninger om tilværelsen og det, mennesker gør for at fastholde livskraften…
Nr. 84, 2012