Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 84 / Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter
Jeg hedder Anne Lise Marstrand-Jørgensen, og jeg er normal. I hvert fald hvis man tænker på normalitet som den højpuldede hat en normalfordelingskurve danner i et koordinatsystem.
Jeg var et genert barn, som ikke brød mig om at være i centrum. Men selvom jeg ikke ville stikke ud, blev jeg først for alvor bevidst om, hvad det ville sige at være normal, da jeg blev unormal. Det begyndte, da jeg var 12 år gammel. Jeg tænkte hele tiden på døden og på, at dem jeg elskede pludselig kunne dø. Jeg gjorde mig umage med at være sød og normal og håbede, at det kunne afværge katastrofer. Men jeg kunne ikke holde ud at være i skole, selvom jeg havde gode venner og klarede mig godt. De voksne var ikke i tvivl om, at jeg var syg og skulle have hjælp.
Jeg har møvet mig fra yderkanten af normalitetens store hat til at sidde godt under pulden. Det er et udmærket sted at befinde sig, især i uvejr for man bliver ikke helt så våd og forkommen, som når man befinder sig ved kanten af skyggen.
Det var i begyndelsen af 80’erne, og de første hjernescanninger var begyndt at flakse ind på psykiatrenes kontorer som farvestrålende sommerfugle. Min psykiater sagde, at al min angst og alle mine dystre tanker var ren hjernekemi. Det var det mest uhyggelige, jeg nogensinde havde hørt. Endogen depression, fastslog han og gav mig piller. 
De virkede ikke, det medgav han senere. Med tiden fik jeg det alligevel bedre. Et år revet ud af kalenderen. Et år fuldt af meningsløse samtaler med en psykiater, der aldrig spurgte til andet end bivirkninger; et år med sovepiller og antidepressiv medicin og slankemad fordi pillerne ændrede et tyndt barn til en ballon. Bagefter forsøgte jeg at glemme det. Men i gymnasiet begyndte det forfra. Og igen da jeg var i tyverne. På det tidspunkt mente psykiateren, at jeg skulle have medicin resten af mit liv. Det mente han ikke var det værste, der kunne ske – pillerne havde fået færre bivirkninger, og man blev ikke længere tyk af at spise dem. Så holdt jeg op med at komme hos ham og trappede ud af medicinen, som stadig ikke hjalp. Depressionen var slem, men angsten var værre. Udover at være angst for alle mulige ting, var jeg forfærdelig bange for mine panikanfald. Jeg var aldrig indlagt eller selvmordstruet eller ude af stand til at tage en uddannelse og være en rimelig fornuftig ven eller kæreste, men indeni havde jeg det forfærdeligt. En anden læge sagde, at panikanfald normalt ikke er noget man kommer af med, og jeg tænkte, at det skulle være løgn. Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om emnet og opsøgte en psykolog. Jeg knoklede som et svin. Det tog tid, men det gav unormalt gode resultater. Det er mange år siden, jeg har haft et panikanfald. Jeg har møvet mig fra yderkanten af normalitetens store hat til at sidde godt under pulden. Det er et udmærket sted at befinde sig, især i uvejr for man bliver ikke helt så våd og forkommen, som når man befinder sig ved kanten af skyggen. Jeg tror, min tidligere psykiater vil sige, det kan være et spørgsmål om tid. Men for det første er jeg ikke er enig med ham i ret meget, og for det andet kan man sige sådan om det meste. Alt forandrer sig og forgår, og jeg synes stadigvæk døden er uhyggelig. Men det forhindrer mig ikke i at påskønne mine dage, min familie og min skrivning og alt det, der gør livet fint. Til gengæld interesserer det med at være normal eller unormal mig ikke længere. Jeg vil bare gerne blive ved med at have det godt, og jeg er temmelig sikker på, det vil lykkes.
—-
De kendte og de normale
Den diagnose-fri Spalte er relativ ny i Outsideren og skrives på skift af en kendt dansker, der (efter hvad vi ved) ikke har en psykiatrisk diagnose. Spalten er således den eneste af sin slags i bladet, der skrives af mennesker med en eller flere diagnoser samt en lang karriere som patient i det psykiatriske system bag sig, måske også fremover.
De første gange er spalten blevet skrevet af henholdvis forfatter Peter Øvig, tidl. minister Bertel Haarder, filminstruktør Henning Carlsen samt journalist og Cavling-prismodtager Ulrik Dahlin.
Denne gang har vi givet ordet til den 41-årige forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der især er kendt for sine anmelder-skamroste biografiske romaner ”Hildegard” fra 2009 og ”Hildegard II” fra 2010. Seneste værk fra Anne Lise Marstrand-Jørgensens produktive værksted er romanen ”Hvad man ikke ved”, der udkom i september 2012.
Redaktionen.