Tumult. En snert af frygt. Var Statsministerens sikkerhed på spil? Eller blot en landsbytosse med pressekort?

Den 13. november sidste år forløb statsminister Helle Thorning-Schmidts ugentlige pressemøde i Statsministeriet ikke, som det plejer, da en mand ved navn Holger Pedersen flere gange afbrød alt det, der plejer at ske, og til sidst forlod lokalet eskorteret af ministeriets vagter.

Medierne morede sig over det i et par dage og glemte derefter alt om det.

Outsideren har gennem et år interviewet manden, der i et kort øjeblik stjal rampelyset fra statsministeren, og efterlod Danmark med et forundret smil på læben.

  1. DSC_5210 a

 Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 85 / Af Klavs Serup Rasmussen, grafik Holger Pedersen

– Hvis vi skal tale om noget særligt vigtigt, der er sket siden sidst, er det nok det, der skete den 13. november, siger Holger Pedersen, mens vi går ned af gågaden i Roskilde.

Holger Pedersen var i mange år en af brugerbevægelsens mere bemærkelsesværdige aktivister. Efter at have været tavs i et par år, vendte Holger Pedersen frygteligt tilbage, da han den 13. november 2012 stjal opmærksomheden fra statsministeren under hendes faste tirsdags-pressemøde.

– Hvad skete der den dag?

– Det var en spændende dag i mit liv, det var en omvæltningens dag. Den dag gik jeg ind og brugte mit pressekort, siger Holger Pedersen og griner.

Med sit pressekort fra den alternative tv-station Kaos-TV fik Holger Pedersen adgang til Statsministeriet. Da pressemødet begyndte, gik Holger Pedersen direkte op til Helle Thorning-Schmidts talepult og lagde et stykke papir på bordet foran hende. På papiret stod, at han var konge af Danmark. Efter en henstilling fra ministeriets vagter satte Holger Pedersen sig ned igen.

– Havde du planlagt turen ind til Statsministeriet eller var det noget, du bare gjorde?

– Jeg kan ikke huske, om jeg skrev brevet til Statsministeren den dag eller dagen før. Jeg tror jeg skrev det om natten i samarbejde med mine stemmer, dem jeg kalder min overvågning, siger Holger Pedersen og forsøger at tænde en krøllet cigaret.

– Hvilken overvågning? Hvad betyder det?

– Det betyder, at Holger får analoge radiostemmer direkte ned i knoppen. Så jeg har P3-værterne kørende inde i hovedet. Og når man har P3-værterne inde i hovedet, direkte, så siger de jo bare, hvad jeg skal gøre.

– Hvordan er det at høre den slags inde i sit hoved?

– Det er anstrengende, faktisk er det meget meget hårdt.

– Hvad betød det med at være konge af Danmark?

– Bare det, at jeg er det. Jeg ved ikke helt, hvad der følger med. Noget religiøst, tror jeg.

– Hvad var så formålet med at deltage i pressemødet?

– Det var i princippet selv at svare på, hvem Holger er, siger Holger Pedersen.

For Holger Pedersen sluttede pressemødet, da han kom i skænderi med en journalist fra BT, der spurgte ind til statsministerens skattesag. Holger Pedersen blev fulgt ud af lokalet og afhørt af politiet. Nu har han, ifølge ham selv, livslang karantæne til statsministerens pressemøder.

Lov til at dø tidligt
Outsideren har igennem det seneste år interviewet Holger Pedersen i et forsøg på at få et omrids af hans tavshed, indlæggelser og pludselige opdukken til pressemødet. Vi har sat os ind på et værtshus midt i Roskilde. Byen er rolig og øllet er koldt. Holger Pedersen ser ældre ud end under det forrige interview. Lidt mere slidt.

– Jeg føler mig som verdens største nar. Prøv at se hvor meget jeg ryster. Det er pga. den Risperdal (anti-psykotisk præparat, red.) jeg får, og som jeg skal tage. Men medicinen er så ligegyldig. Den giver mig ikke søvn. Den giver mig ikke engang ro, siger Holger Pedersen som en kommentar til sine hænder, der ryster.

Holger Pedersen er ufrivilligt indlagt på ”Fjorden” for tiden, et psykiatrisk døgnafsnit under Region Sjælland ved Roskilde Fjord. Som en del af behandlingen skal han tage den medicin, der ordineres.

– Jeg har lige været til samtale med min psykiater, og han har udtrykt, at vi er enige om at være uenige. Derfor er det i princippet det samme, jeg siger til dig nu, som jeg sagde for et år siden. Og det er, at antipsykose, det findes ikke. Men psykiaterne bliver ved med at insistere på, at den gør.

– Hvad er det, psykiaterne insisterer på?

– At der findes noget der hedder antipsykose, og at jeg derfor kan påduttes antipsykotisk medicin. Psykoser skal angribes og så vidt muligt fjernes, det mener jeg. Men det er der ikke nogen, der gør. Heller ikke psykiatrien. Den giver mig bare piller, som ikke giver mig nogen ro. I værste fald er det eneste, som medicinen gør, at give mig lov til at dø 15-20 år tidligere, siger Holger Pedersen og henviser til den dokumentation, der er fremkommet i de senere år om, at sindslidende lever markant kortere end resten af befolkningen.

outsideren 004

Hvilket har undret os
Holger Pedersens uenighed med sin psykiater er dyb og principiel, og har sine rødder helt tilbage til 1997, hvor han første gang søgte hjælp i psykiatrien. Dengang var han 29 år og ved at færdiggøre sine studier på RUC.

Det er en uenighed, der handler om, hvorvidt psykiatrien giver Holger Pedersen den hjælp, den hævder at gøre. Og hvis den ikke gør, med hvilken hjemmel psykiatrien blander sig i Holger Pedersens liv.

Holger Pedersen mener, at psykiatrien gør noget nær det modsatte af at hjælpe:

– Psykiatrien er bygget op på en måde, så der kun er én vej, og det er ind i den. Og det er dødirriterende. Har man først været i psykiatrien, skal der da også være en vej ud. Men psykiatrien har skabt en fortælling om skizofrene Holger, der fuldstændigt ødelægger mit liv. Der er simpelthen en deroute, som hedder skizofreni, og den bunder i, at mine behandlere grundlæggende ikke tror på, at det er muligt for Holger at komme sig.

”Siden mit første møde med psykiatrien føler jeg, at min egen måde at forstå mit liv på har måttet vige til fordel for et andet. Et system-installeret perspektiv leveret af medarbejderne i forskellige offentlige systemer”
Tidsskriftet Outsideren, marts 2011

I blandt andet dette blad har Holger Pedersen tidligere beskrevet sin psykiatriske karriere, der er gået gennem en lang række offentlige kontorer, som alle er sat i verden for at hjælpe mennesker med problemer som hans.

Selv ser han det som en hjælp, hvor alt han har sagt og gjort, er blevet tolket i lyset af hans psykiatriske diagnose. En hjælp, der kort og klart udtrykkes af en overlæge i Holger Pedersens journal med ordene: ”Der er tale om en mangeårig skizofren patient, som har kunnet arbejde, hvilket har undret os.”

I dag er Holger Pedersen førtidspensionist og bor alene i en lejlighed i Roskilde. Når han altså ikke er indlagt, hvilket er sket jævnligt igennem de sidste par år.

Uden et klart svar
Den norske forfatter og psykolog Arnhild Lauveng, der som ung havde en skizofreni lidelse, fortæller i sin bog ”I morgen var jeg altid en Løve” om at opdage, hvordan hendes psykiatriske diagnose betød, at alle hendes handlinger kunne drages i tvivl og tolkes ud fra diagnosen. Det var en erkendelse, der efterlod hende med en enorm følelse af hjælpeløshed, ensomhed og rædsel.

– Holger, du har tidligere skrevet om, at når man er i de behandlingssystemer, så, uanset hvad man spørger om, får man aldrig et klart svar. Det er altid noget andet, der svares på..?

– Altid, svarer Holger Pedersen. – Man får en pille mere, eller det, man siger, bliver kategoriseret som et symptom. Det er dødirriterende. Det er som at tale med et leksikon

– Så da du tog ind til Statsministeriet og brugte det pressekort den tirsdag, var det så for at få et andet svar end du plejer at få?

– Jeg svarede bare selv på, hvem Holger er.  Jeg er blevet til den, der ikke ikke er konge.

– Og du forstår godt, hvis jeg ikke kan følge dig? Jeg ved godt, det giver mening for dig, men kan du hjælpe mig med også at forstå det?

– Det er jo netop det anti-anti skal, siger Holger Pedersen og griner højt. – Anti-anti er bare den, der ikke ikke er konge. Det er ganske simpelt.

– Men har du nogen interesse i, at jeg forstår det?

– Det betyder, at jeg måske er konge.

– Og hvorfor er det vigtigt?

– Det er heller ikke vigtigt. Jeg kunne bare godt tænke mig at få et klart svar på, hvad jeg er. Om jeg f.eks er konge eller ej, siger Holger Pedersen.

Da anti-anti kom til verden
Efter sin psykiatriske debut var Holger Pedersen i en årrække aktiv i det nystartede LAP (Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere), hvor han blandt andet var medlem af landsledelsen. I flere år varetog han samtidig et job på et værested i Roskilde som redaktør for et lokalt brugerblad.

I denne periode mødte Holger Pedersen en kvinde, der også var psykiatribruger. De indledte et langvarigt forhold og i 2005 blev Holger Pedersen far til datteren Veronica, der blev født den 22.7 og derfor fik mellemnavnet Pi (Tallet Pi er 22 divideret med 7).

Kort efter fødslen blev Veronica fjernet og anbragt hos en plejefamilie. Derefter havde Holger Pedersen og moderen i mange år samvær med Veronica en gang om måneden. Men efterhånden er der blevet stadig længere mellem, at Holger Pedersen må se sin datter. Begrundelsen er, fortalte Holger Pedersen under et interview i 2012, at Veronica bliver meget påvirket af samværet.

– Vi må nu se Veronica to gange om året, og det er et savn uden ende, der må kaldes et afsavn. Det skal ingen ende have, det må ingen ende have, for hun skal selvfølgelig leve og have det godt. Men savnet fylder meget, sagde Holger Pedersen.

”Er udskrevet af psykiatrien. Forventer medicinløshed, men familieafdelingen på kommunen forlanger, at jeg indtager det. Jeg forestiller mig ikke det kan skille mig totalt fra min datter.”
Holger Pedersen på Facebook, 30.10.2012

I 2005, omtrent samtidigt med at Veronica bliver anbragt hos sin plejefamilie, stifter Holger Pedersen sin egen bevægelse, ”anti-anti.” På hjemmesider og andre steder erklærer han, at han er ”det utopiske menneske.” I et manifest, der blandt andet bringes i galebevægelsens blad Amalie, erklærer Holger Pedersen sig også fuldstændig sikker på, at ”I mit verdensbillede findes ondskaben ikke.”

– Hvad er anti-anti?

– Jeg mener, at min anti-anti mest af alt betyder, at antipsykose ikke findes, siger Holger Pedersen

– Og hvad er antipsykose?

– En betegnelse for det, man kalder bestemte typer medicin og det mest tåbelige sprogbrug i verden. Jeg elsker psykosen, fordi jeg har en historie med den. Psykosen har været en del af mit liv, og det kan du ikke tage ud af mig, det er fuldstændigt åndssvagt at tro det, siger Holger Pedersen

På det tidspunkt, hvor anti-anti opstår, har Holger Pedersen oplevet at blive frataget sin ret til selvbestemmelse, medicineret mod sin vilje, tildelt en identitet som skizofren og fået sin eneste datter tvangsfjernet. Undervejs har alle systemer gjort præcis, som de skulle. Alt er gået korrekt til. Ingen behøver ligge søvnløse over behandlingen af Holger Pedersen.

Men selv ser Holger Pedersen hjælpen fra psykiatrien som en mægtig usynlig hånd, der har skubbet ham i retning af en tilværelse på offentlig forsørgelse, hvor han, med sine egne ord, kan sidde alene hjemme i sin lejlighed og vente på, at overboen kommer ned og vil ryge hash.

Holger Pedersens reaktion undervejs har tilsyneladende været aldrig at forsvinde helt i det skete. Men i stedet at observere.

– At jeg kan se tilbage på det og smile, er vel kun, fordi jeg undervejs har brugt rejsen til at skabe en slags videnskab om det, der kan ske med et menneske, som overgiver sig til psykiatrien, siger han.

Dér findes ufornuften ikke
For Holger Petersen har mødet med psykiatrien har udviklet sig til en livslang kamp. Ikke bare mod det psykiatriske system, men mod hele den tankegang, der i sin forestilling om at gøre det rette, har skabt dette system.

Det er en kamp, der i al sin enkelthed handler om Holger Pedersens ret, til at være Holger Pedersen.

UniversitetetMed årene har kampen ført til en stadigt mere radikal brug af ”sig selv” og af galskaben som et ideologisk projekt. Fra det første ”anti-anti” manifest i 2005 til Holger Pedersen i 2009 endeligt forlader RUC og udnævner sig selv som rektor for “Universitet Deraison” – hvilket på dansk betyder noget i retning af ufornuftens universitet.

Undervejs erklærer Holger Pedersen, at han repræsenterer irratio – det, der ikke er rationelt – og at de, der frygter det irrationelle, ”bør se sig selv i spejlet og berolige sig med, at dér findes ufornuften ikke”. Det er Holger Pedersens overbevisning, at det rationelle føler sig truet af dét, den ikke kan forstå, og hellere forsøger at fjerne al irrationelt end at acceptere, at en del af mennesket ikke er rationelt.

Universitet Deraison eksisterer, ligesom en række andre ”anti-anti” projekter, kun som ord på et papir. Men universitetet er en del af Holger Pedersens insisteren på, at det galskaben skal have plads, fordi den ”har et enormt ubrugt potentiale”, som samfundet ikke kan blive ved med at kaste væk.

I al den tid fastholder Holger Pedersen, at psykiatrien grundlæggende ikke aner, hvad den skal stille op med psykosen. Men at psykiaterne hellere holder fast i absurde metoder, der lyder nogenlunde overbevisende, end indrømmer sin uformåen.  ”Anti-anti” er Holger Pedersens en kommentar til forestillingen om at gøre det rette, uden at denne forestilling vil siges imod – eller diskutere det, den ikke forstår.

I årevis står ”anti-anti” et sted ude på sidelinjen som kommentar til alt det, psykiatrien slet ikke vil vide, at den ikke ved noget om. Men som Holger Pedersen, på grund af sine psykosers grænseløshed og tabte selvfølgeligheders erfaringer, ved en hel del om. Han er den, der ikke ikke-ved.

Og netop derfor kunne Holger Pedersen muligvis være kongen af Danmark. Eller Gud. Det kan man simpelthen ikke vide…

– Tanken om at jeg kunne gøre mig til Gud, har bidraget til at gøre mig til verdens største nar. Jeg forestillede mig, at jeg kunne tjene penge på at være Gud, men den kunst der kom ud af det, var ikke særlig god for mig. Det var der også en, der sagde til mig. Han sagde, det der, det går du skizofren i, for du ender med at blive helt sort-hvid, og, nå ja, det blev jeg, fortæller Holger Pedersen.

Verdens ensomste menneske
Når Holger Pedersen bruger dage af sit liv på at overveje om han er Gud, rækker han ind i en af de ældste tanker i menneskets historie. Hvad er det, vi mennesker udelukker os selv fra at forstå, fordi det af den ene eller anden grund er utænkeligt? Som da ingen forestillede sig at jorden kredsede om solen. Eller at mennesket kunne flyve. Når vi giver os selv skyklapper på, hvad går vi glip af?

Spørgsmålet fik især opmærksomhed, da den franske sociolog Michel Foucault i 60’erne undersøgte, hvorvidt det overhovedet var muligt at få et glimt af mennesket, som vi ville være, hvis vi ikke var bundet af alle de ting, der gør én ting logisk og den anden utænkelig.

Foucault studerede som noget af det første galskabens historie. Men selv blandt de gale fandt han kun, at mennesket fuldstændigt formes og bindes til vores fælles forestilling om det rette, af alt det der samler og styrer os som samfund, vores kultur.

Foucault endte med at være overbevist om, at der slet ikke er noget ”naturligt” – noget oprindeligt og konstant – der eksisterer uafhængigt af samtiden og deri den måde vi mennesker forholder os til hinanden på.  Alt er kultur og intet menneske kan sætte sig ud over kulturen. Ifølge Foucault.

”Anti-anti” er ikke helt enig med den franske professor, der i øvrigt fuskede med fakta. Foucault skrev trods alt kun om de gale – ikke af de gale. Han kunne umuligt vide, hvor dybt der er at falde, når man først ryger ud over Amok på Thornings pressemøde Jeg vil være konge af Danmarkkanten og bliver en af de gale.

Få mennesker kan hævde at have prøvet det – og samtidigt set hverdagen udefra i så radikalt omfang, som Holger Pedersen har gjort.  Og oplevet, at når han taler om det han vitterlig ser, så er der ingen der lytter. I stedet bliver han tvangsindlagt. Tvangsmedicineret. Gjort til ingenting.

På den måde har Foucault og mange andre filosoffer ret. Kulturen vil helst gøre sig blind, døv og stum for det, den ikke forstår. Men ingen af filosofferne har noget klart svar på, hvad der sker med det menneske, der bryder fri – eller rettere falder ud – af kulturen.

Hvem er man så? Og hvad kalder man det, hvis man, i stedet for at stå udenfor og kigge desperat ind, vender sig om og ser verden uden skyklapper? ”Anti-anti” forsøger at orientere sig i den verden, der åbner sig, når man véd, at meget af det andre mennesker tror de ved, ikke er sandt. Verden er selvfølgelig ligeglad. Den kører bare videre. Eller, standser op i et kort glimt til et pressemøde og ler, når en ukendt mand erklærer sig konge. Men for Holger Pedersen er det dødelig alvor.

– Jeg er bange for hvad der sker nu. Jeg er angsten nu. Måske har jeg skabt min verden helt selv, siger Holger Pedersen.

Det er sandsynligvis ikke let at være Holger Pedersen. Den frisættelse, han har tænkt sig til, er også et uendeligt tomrum, som det sikkert ikke bliver nemmere at navigere i, med stemmer inde i hovedet, iblandet psykosens trang til fortolkninger og afstanden til alle andre mennesker.

Uden dét at holde fast i
Holger Pedersens erfaringer med genindlæggelser, tvangsmedicinering og samtalerne med psykiateren, har givet ham en vished om, at vi har bygget en hel verden op omkring ikke-at-forstå.

Han bruger sig selv som levende eksempel herpå. I sin hverdag møder han kun mennesker, der godtager psykiatriens forklaringer. På de psykiatriske afdelinger. I kommunerne. I måden, vi taler om psykosen på.

”Anti-anti” skal minde samtiden om – som minimum – at huske på med mellemrum at stille sig det lille spørgsmål, hvorvidt vi forveksler det, der er kulturelt korrekt og vores forestilling om at gøre det rette – med sandheden, virkeligheden, hvad man nu foretrækker at kalde det.

Samtidig er det ikke til at sige, om Holger Pedersen ville kunne klare sig uden psykiatrien. Eller om han ville blive væk i overvejelser, der strækker sig ud over denne verdens kant.

Igennem alle interviews omtaler Holger Pedersen psykiatrien som en forstyrrelse. En irriterende flue, der driller og distraherer, så det er næsten umuligt at tænke klart. Men psykiatrien er samtidig det fikspunkt, der med al ønskelig tydelighed viser, hvad problemet er med det nuværende samfund – det samfund som Holger Pedersen ”forkaster.”

Men, enhver, der ved, at andre tager fejl, må kende en større sandhed. Og hvem er man så?

Gud? Kongen af Danmark? Verdens største nar? Selv hælder han mest til det sidste.

– Jeg er en nar og vil gerne være nar. Jeg vil bare godt være det på den ordentlige måde. Det er vigtigt for mig på en eller anden måde, hvis jeg skal noget med mit liv, siger Holger Pedersen.

Foto: Jette Nielsen

Foto: Jette Nielsen

Kortslutning
I oktober 2009 spurgte Holger Pedersen i et essay i tidsskriftet Outsideren sig selv; ”Er der kærlighed tilbage i Holger Pedersen?” Essayet slutter;

”Jeg møder ingen, og har ingen måde at møde på. Du skal ikke have medlidenhed med mig, men offer er jeg af medikamentet. Der er ingen kærlighed tilbage i Holger Pedersen. Der er kun savnet af en datter og dennes mor. Kortslutning.”

Men, tilsyneladende, slutter intet nogensinde helt.

– Hvad er der sket i løbet af det seneste år?

– Jamen, det har været ind og ud og ind og ud af psykiatrien. På grund af barnet. Jeg kom til at sige til min svigermor, at jeg ikke vil have hende med til samværet og så røg jeg ind. Så det er svigermors skyld det her. Jeg kunne have været sluppet for psykiatrien. Sidst vi talte sammen, var jeg klar til at slippe psykiatrien, siger Holger Pedersen.

I januar 2012 var Holger Pedersen blevet udskrevet efter at have haft selvmordstanker i en periode. Ifølge ham selv var det definitivt sidste kapitel i hans historie med psykiatrien.

– Hvis du mener, at antipsykose ikke eksister, siger du så, at når man først har fået en psykose, er det umuligt at komme ud af den igen?

– Nej nej. Antipsykose er noget medicin. Psykosen er noget, du arbejder dig ind i, og skal arbejde dig ud af, det giver da sig selv. Jeg tror ikke, at psykosen kan forklares som udbrud, og det er i øvrigt også ligegyldigt, for lige pludselig så står du med et psykotisk menneske. Og så skal det psykotiske menneske hjælpes med at arbejde sig ud af psykosen, siger Holger Pedersen og fortsætter: – Men det er ikke et spørgsmål om, at jeg ikke har gjort det arbejde færdigt, jeg har gjort det arbejde totalt. Jeg blev jo netop færdig med den, da vi talte sammen der i januar. Da jeg var færdig med mine selvmordstanker, var jeg også færdig med psykiatrien.

– Jeg kan huske, du sagde, at du følte, du var kommet igennem det?

Ja, og nu bliver de ved med at sige, at jeg i behandling igen og modtage det der Risperdal og at de skal stikke mig.

– Hvorfor tror du, de siger det?

– Aner det ikke. De mener jeg er psykotisk, men de har aldrig bevist deres påstand om psykosen, svarer Holger Pedersen

– Hvad er så en psykose som du ser det?

– Jeg mener, at en psykose blandt andet er søvnløshed, eller følger søvnløsheden. Jeg er lidt i tvivl om det, for det kommer an på den enkelte psykose, men i psykosen er man fuldstændig vågen, lysvågen. Den er et fravær af ro, og den, der har psykosen, har brug for hjælp. Derfor, hvis der skal findes en institution, der skal hjælpe dig i den situation, skal den kunne give dig ro. Det kan psykiatrien i princippet gøre ved hjælp af Zyprexa, men Zyprexa giver kun søvn. Ikke ro. Derfor er pillerne en dårlig påstand om, at de kan hjælpe dig med din psykose. Ja, man sover mere, men pillerne går ikke ind der, hvor psykosen er. Til gengæld kan kroppen ikke undslippe medicinens kemiske realiteter. Det er jo et fængsel. Det er helt sindssygt, hvor ligegyldig den Risperdal er, jeg får i øjeblikket. Den giver mig mundvand og rystelser, men den giver ikke engang søvn og den påvirker slet ikke mit tankeunivers. Derfor giver den mig kun den statistiske, tidligere død. Det er det eneste pålidelige resultat, pillen giver mig, så vidt jeg kan se, siger Holger Pedersen.

– Der må også være folk, den her medicin har hjulpet?

– Det synes jeg, at jeg har svaret på. Du finder ikke ro af medicinen. I virkeligheden kan du risikere at finde angsten, siger Holger Pedersen.

– Hvordan mener du selv, at man bedst arbejder sig ud af en psykose?

– Gennem kontakt til andre mennesker.

– Hvad har du af kontakt til andre mennesker?

– Ingen. Så den bliver svær. Jeg tror ikke, at min mulighed for at skabe personlige kontakter er endt. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal lave dem i fremtiden, fordi min situation kommer til at være siddende hjemme i en lejlighed og stirrende på en væg. Det er sindssygt hårdt at sidde hjemme i sin lejlighed og ikke have nogen at snakke med, siger Holger Pedersen.

”Jeg bruger hele min vågne tid på at tænke på, hvordan jeg vil formulere mig overfor overlægen næste gang,
så han da efterhånden kan indse, at psykiatrien har taget fejl i mit tilfælde. Jeg læser ikke mere, jeg ser ikke fjernsyn, jeg vælger venner fra, fordi de ikke kan rumme den negative historie.”
Tidsskriftet Outsideren, marts 2011

00-Out#85-marts13-08_Page_01Tilbage til Christiansborg

Øllerne er drukket op på værtshuset, og Holger Pedersen har besluttet sig for at tage til København. Han vil forsøge at komme ind på Christiansborg. Der købes et klippekort på Roskilde Station. En cigaret ryges på perronen, mens vi venter på toget.

– Hvad tror du, der vil ske i dag?

– Hvis det bliver politi, så kører de mig bare tilbage til den psykiatriske afdeling på Fjorden, siger Holger Pedersen.

– Men er det så en gimmick eller er der et synspunkt, du vil udtrykke?

– Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg ikke kan acceptere, at psykiatrien medicinerer mig. Min psykiater og jeg er blevet enige om, at vi er enige om at være uenige, men jeg må for min uenighed have lov til ikke at indtage psykiaterens medicin. Når antipsykose ikke findes, så skal de ikke bilde mig det ind. Det gider jeg ikke. Så derfor er den her tur vel vigtig. At jeg stille og rolig går ind på Christiansborg og forklarer, at antipsykose er noget, der ikke findes.

– Tror du, at det vil være begribeligt for andre end dig selv?

– Hvis du skriver det her interview, selvom det kan du nok ikke, fordi du har nået grænsen for, hvad der kan være i Outsideren. Men i hvert fald holder jeg ikke op med at sige, at antipsykose ikke findes. De kan ikke bilde mig det ind. De kan bilde mig søvnen ind som en pause fra psykosen, men de giver mig noget, som ikke giver mig søvn. Så er der kun død. Så er det kun Holger, der skal dø tidligere, og jeg ved ikke hvorfor. Det skal man ikke finde sig i. Så i princippet er det bare en protestrejse som sædvanlig.

– Hvordan forholder du dig til de ting, du selv har indflydelse på og de ting, du overhovedet ikke har indflydelse på?

Jeg prøver at søge min indflydelse der, hvor jeg kan få den. Jeg har en gang før været inde og formidle, hvad jeg ville i København og nu prøver jeg at gøre i princippet det samme, siger Holger Pedersen.

Toget ankommer til Københavns Hovedbanegård. Vi står af. Perronen myldrer med mennesker. Holger Pedersen har spurgt, om jeg vil med ind på Christiansborg og se hvad der sker. Måske er jeg bange for bare at tage med. I stedet spørger jeg;

– Kan der være en risiko for, at hvis man dyrker galskaben, psykosen, at det forringer ens evne til at sætte sig i andres sted?

– Mener du mig? Ja. Det kan der, siger Holger Pedersen.

– Er det noget du har overvejet. Tænker du på om man skal dyrke galskaben for enhver pris?

– Nej. Det er bare mit opdrag. Jeg ved ikke hvad jeg skal med mit liv, alligevel.

– OK, sidste spørgsmål. Kan det være, at du med galskaben har bygget et fængsel for dig selv?

– Ja, svarer Holger Pedersen og begynder at gå den modsatte vej hen ad perronen.

På togturen nåede han lige at nævne, at han overvejer, om der nu kun er gentagelser tilbage.

– Måske er det sådan at jeg har sluttet det nu, og er blevet psykose for evigt. Så skal jeg sådan set kun reproducere det arbejde, jeg har gjort i forvejen, sagde Holger Pedersen. Rektor for et universitet, der endnu ikke eksisterer, hvis motto er:

”Fornuften er min fjende, men jeg elsker den.”…

—–

Fakta:

Holger Pedersen, Født den 8. juli 1968, Studerede på RUC 1. september 1988 til 14. juni 2009

Om sig selv: Performing Messias. Reforming Messias. Productiondesigner. Selfintegrator. UpbeatDJ. Vektorator. Rektor. Detailshopping owner. “Psykiatrist”. Geographer. Adminstrator. Poet. Danzing forever. Smoker. Mixer. Hønse Holger. Dogkiller. Dinasaur. Sunshine. Moonchatcher. Danish REX origin.

  • RUC – 1. september 1988 til 14. juni 2009
    ”Jeg husker en årsfest, da jeg var aktiv studerende ude på RUC, hvor jeg vågnede op derude dagen efter. Jeg havde tømmermænd og sad pludselig og udtalte at vi var eliten. Gentog det i en lind strøm. Nogen protesterede, men vi var vel enige – vi ville være eliten. Vi ville have del i magten. Efter min psykiatrisering har jeg mange gange tænkt tilbage på det liv, jeg levede på RUC. Magt er ikke noget man får forærende. Magt skal tages aktivt. Dengang veg jeg lidt tilbage for at tage den, hvis det da ikke var fordi, der ikke var andre til at tage magten.”
  • Indlagt på Fjorden, første indlæggelse på en psykiatrisk afd., 29 år, 1997
    ”Det er sgu mere en Uimodsigelig Offerrolle” – ”I dag har jeg det som om nogen har taget magten over mig. Jeg bliver artikuleret som skizofren paranoid i tekster fra en overlæge; ”Der er tale om en mangeårig skizofren patient, som har kunnet arbejde, hvilket har undret os”. Overlægen har magt til at reducere essensen af min person til en sygdom. Det er ikke bare ord. I praksis har det taget meget fra mig.”
    2012 – ”psykiatriens fabel om mig, har fuldstændigt ødelagt mit liv” ”Der er en deroute, hvis navn er skizofreni, fordi behandlerne ikke tror på, at det er muligt at komme sig” ”Jeg gider ikke det, som systemet gør ved mig”
  • 2005 – Veronica – 7 år i 2012, i plejefamilie fra fødslen
    ”Vi fik barnet fjernet allerede kort efter fødslen i 2005. Veronica blev født den 22. juli 2005. Det er den 22/7, så derfor fik hun mellemnavnet Pi. 22/7 er også pi. Veronica blev født lidt for tidligt og var meget lille af et barn at være. Veronica vejede kun 2200 g. Veronica er i dag 4 år gammel. Veronica bor i en plejefamilie i Køge. Vi, Marie og jeg, ser hende en gang om måneden. Vi har tidligere set hende hver 14. dag, men det er blevet reduceret, fordi, Veronica bliver meget påvirket af samværene med os. Veronica kan godt være to dage om at fordøje et samvær med os”
  • 2005 – til nu – AntiAnti
    ”Jeg er det utopiske menneske. Jeg kan kommunikere med tilfældigheden og det bidrager til min sikkerhed. Jeg mener, jeg skal skabe himlen på jorden, idet jeg ikke er kristen. I kristendommen står himlen i modsætning til helvede og det er kristendommens problem. Jeg ser himlen, som noget andet, jeg ser anderledes på godt og ondt. I mit verdensbillede findes ondskaben ikke.
    I den nordiske mytologi er dødsriget det sted, hvor der ikke sker noget. Det er en besked til mennesker i dag, at det sted kan findes. Det er en besked, at man skal handle for at være noget. Det er kun den, som kæmper, der kommer i Valhalla. Det er det, jeg forsøger på med denne web.
    Utopien skal vi nu ikke se bort fra. Jeg skal skabe det utopiske samfund, idet det, når det er gennemført, ikke længere er et sted, som ikke findes og til den tid vil det nok ikke findes så utopisk.
    Det utopiske samfund er et samfund uden så store skæl mellem rig og fattig, som i dag. Der vil blive indført en folkeaktie, som alle kan blive ejendomsbesidder af.”
  • KAOS TV

Tidligere tekster (udvalgte, 2008-2013):

Recovery nummer – 2010:

”Jeg er holist. Jeg lever efter, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg har, som jeg vil præsentere, opstillet nogle matematiske formler for helheden. Jeg tager lige en øl mere, for jeg ved, jeg skal skrive i en køre for at være tilfreds med resultatet. Der er altid en anden tanke i hovedet, når jeg genlæser en tekst. Holismen er idémæssigt baseret på en sætning, som lyder: ”Helheden er mere end summen af delene”. Einstein spurgte igen, da han blev spurgt, hvad det betød: ”Er et vandmolekyle vådt?”. Jeg ved ikke, om jeg gør mig selv forståelig. Det kan formuleres med følgende matematiske formel:

H>A1+A2+A3…An

Hvor H = helheden.

Det beskriver i sit væsen verden. Vi må gå ud fra, at der er noget mere i verden, end det vi umiddelbart sanser. Jeg vil så bare berette fra den intellektuelle virkelighed, at et andet menneske har formuleret det modsatte, nemlig:

H <A1+A2+A3…An

Hvor H = helheden.

Man kunne mene, at dette menneske ville skændes med den hidtidige holisme, men jeg vil vel fremføre, at begge udsagn er korrekte, bare på hver deres måde. Det sidste, fordi jeg ikke med formlerne beskriver noget egentligt i verden. Det er simpelthen ikke muligt at fatte H, så derfor er det sidste udsagn også korrekt. Vi tænker helhed, men kan ikke fatte den. Det sidste udsagn beskriver forståelsen, som altid er begrænset. Derfor vil jeg som holist fremføre følgende formel:

H ≠ A1+A2+A3…An

Hvor H = helhed.

Universitet Deraison – 2010:

”Dette universitet er bygget på tanken om, at galskaben har et enormt ubrugt potentiale, som det fortidige samfund bare kastede væk.”
I det fortidige samfund var universiteter nogle, der gennem fagligheder, delte verden op i reolsystemer. Fag er kun måder at inddele et bibliotek. På Universitet Déraison kan du studere alt. Det hele er bare samlet under etiketten helhed – holisme. Derfor er Universitet Déraison i princippet et religiøst universitet. Idet du pålægges en etik, som skal lære dig at forsøge at undgå reduktionen af både dig selv og de andre. Du skal på Universitet Déraison gennem studiet af dig selv og dine grænser opnå, at møde andres grænser og respektere dem. Vi skal møde kanter og rundsave på albuerne. Vi skal ikke slås fysisk, men konflikter skal mødes og skabes, flyttes og fjernes.

Universitet Déraison har en forventning om, at nogle af jer har været i det fortidige samfunds definition: psykose. At der i blandt jer findes mennesker, der har været klienter af det fortidige samfunds socialkontor. Dette første år er det håbet, at der kan laves gruppearbejde, hvor vi kan mødes på tværs af sådanne fortidige skæl. Vi skal i ånden skabe historisk dokumentarisme, hvor dine egne erfaringer med det fortidige samfund illustreres og artikuleres. Vi skal dobbeltkvalificere os og reducere især psykiatriens reduktion, men også – måske sociologien og økonomiens, måske ligefrem psykologiens og pædagogikkens reduktioner.”

Interview 2012:

”Jeg har det sådan, at nu er jeg kommet igennem det” ”Jeg har ikke nogen lyst til at komme tilbage” ”Næsten ligegyldigt hvad du siger, bliver der svaret med, om man vil have endnu en pille” ”Det har været min katarsis”

Pressemøde 13.11 Statsministeriet:

Fra BT:

”44-årige Holger blev det helt store samtaleemne, da han i dag mødte op til statsministerens pressemøde og endte med at blive vist ud, inden han fik stillet sit spørgsmål.

– Man må kun stille et enkelt spørgsmål eller to. Og jeg nåede ikke at stille mit spørgsmål, inden jeg blev smidt ud, siger Holger, da BT finder frem til ham.

Hvad ville du have spurgt statsministeren om?

– Jeg ville have spurgt hende, om jeg var kongen af Danmark, siger Holger.

Hvorfor det?

– Fordi, hvis hun så svarede nej, så ville jeg være den første, der kunne sige, at jeg ikke var kongen af Danmark, lyder det noget kryptiske svar fra Holger.

Dekret Astrid 2012

”Jeg skriver til dem, Astrid Krag, i deres egenskab af sundhedsminister i mit land. Jeg, Holger Pedersen, er en svagelig gammel mand på 44 somre. Jeg vil have dem til at redde mit liv. Det kan ikke gå stærkt nok. Jeg skal have forbud mod udlevering af følgende præparater i sundhedsvæsenet: Olanzapin, Cisordinol, Combar, Lithium, Risperdal, Seranase, Leponex”

Interview 2013:

”Hele året er gået med tvangsindlæggelser, fordi jeg sagde til min svigermor, at jeg ikke ville have hende med når vi skulle se Veronica”

2 Kommentarer

  1. Fabian U. Schultz

    De unge skal have lov at stemme, allerede fra de er 16 år. Det mener den radikale byrådspolitiker i Vejles byråd, Torben Elsig-Pedersen.”Vi stiller i forvejen så mange andre store krav til de unge. Så de er klar til at stemme tidligere, end de må i dag,” siger Torben Elsig-Pedersen.Dansk Folkepartis borgmesterkandidat, Holger Gorm Petersen, er lodret uenig.”Problemet med for lav valgdeltagelse blandt de unge viser, at valgretsalderen i hvert fald ikke skal sættes ned. Hvis vi giver de unge lov at stemme tidligere, vil valgdeltagelsen blot falde endnu mere,” siger han.At Torben Elsig-Pedersen og Holger Gorm Petersen er uenige, er ingen nyhed. De er forskellige i deres politiske verdenssyn. Og deres betragtninger omkring valgdeltagelse er også meget forskellige. Det kom blandt andet til udtryk, da Torben Elsig-Pedersen for nylig foreslog, at Vejle Kommune gjorde det lettere for de yngste at stemme – for eksempel ved at rykke valgstederne ud på ungdomsuddannelæserne.”Måske skulle man i stedet sætte valgretsalderen op,” svarede Holger Gorm Petersen på byrådsmødet, hvilket fik en del af byrådet til at grine.Men han sagde det ikke for sjov.”Det er helt naturligt, at de unge ikke tager stilling. For det kan de ikke. Så jeg har ingen problemer med, at de unge ikke stemmer. Det ville være helt ude i hampen at sætte valgretsalderen ned. Hvis man skal ændre på valgrets- alderen, skal det være for at sætte den op,” siger Holger Gorm Petersen, som dog foretrækker at holde fast i den nuværende aldersgrænse på 18 år.Torben Elsig-Pedersen er uenig.”Unge ved meget om politik. De skal tage beslutninger om uddannelse allerede i 5. klasse, og vi kræver af dem, at bliver modne meget tidligt. Dén pligt skal følges op af en ret. Derfor synes jeg, at de skal have lov at stemme som 16-årige,” siger han.

    Svar
  2. Ronnie Rasmussen

    Jeg har mødt et utal af unge mennesker over 18 år, som jeg har forklaret nogle grundlæggende principper om politik, fordi de er gået ud af skolen og en kort videregående uddannelse uden at have lært noget som helst om politik. Jeg husker selv tiden på HF i tiden 1989-1991, hvor jeg med samfundsfag som tilvalg oplevede en absolut manglende interesse for politik. Mange havde simpelthen valgt samfundsfag som et bekvemmeligt tilvalgsfag, hvor de betragtede det som overflødigt at læse alverdens. Siden har jeg også oplevet en eklatant manglende lyst til viden om politik. Der er sikkert også en årsag til, at politikerne i Folketinget ofte har de samme efternavne. Der burde undervises i demokrati og politik allerede tidligt i skolen, så unge fik viden om politik. Jeg er i hvert fald klar til en politisk diskussion med enhver under 18 år. Og hvor er de unge, der lige pludselig ved så meget om politik, at de bør have stemmeret?

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.