Af Grethe Nielsen

En smuk martsdag, hvor vejret var til korte ærmer og udslået hår, cyklede jeg ud til Psykiatrisk Center Hvidovre. Jeg ville takke Susanne Winkel for hendes indsats, da jeg var indlagt på 809, et lukket afsnit. Susanne Winkel var basissygeplejerske, da jeg var indlagt. Nu er hun klinisk sygeplejespecialist og arbejder på tværs af de to lukkede afsnit. I øjeblikket er hun også på 805.

Det var med nervøsitet i kroppen, at jeg ringede på ringeklokken til 809, og Susanne Winkel kom og tog imod mig med et kram. Væggene var rigtignok gule, som jeg huskede dem, men der har åbenbart aldrig været pigtråd på hegnet i haven, som jeg ellers huskede det. Mine origamitraner, som jeg havde hængt op i troldepilegrenen, var først for nylig blevet pillet ned. Men de havde stadig den støvede gren hængende.

Vi satte os ud bagerst i haven på to blå havestole, som jeg også husker fra min indlæggelse. Træerne i haven er blevet fældet, fordi man er i gang med at bygge om på det psykiatriske center, og maskinerne skal kunne komme ind i haven, når de lukkede afsnit rykker over i nyindrettede bygninger, og de bygninger, der nu er i brug, skal laves om. Elefanterne i Københavns Zoologiske Have har fået træerne at spise.

Jeg blev tvangsindlagt på 809 i 2011, da jeg fik en fødselspsykose efter at have født min søn. Da jeg efter en samtale på den psykiatriske skadestue kom ind på 809, blev jeg taget imod af tre ansatte på afsnittet. En af dem var Susanne Winkel, som var min kontaktperson den første uge under indlæggelsen. Vi snakkede meget om moderskabet og amning, fordi jeg var fast besluttet på at amme og havde fået en malkemaskine med ind på stuen.

Tak

”Først og fremmest vil jeg sige tak, fordi du snakkede til mig som om, jeg var et voksent og fornuftigt menneske på trods af, jeg var psykotisk. – Og tak, fordi du lod mig beslutte, om jeg ville amme eller ej, selvom beslutningen var taget på forhånd. Det, at jeg selv fik lov til at tage beslutningen alligevel, betød rigtigt meget for mig. Og tak, fordi du hjalp mig med at malke ud,” siger jeg og Susanne svarer, at netop dét husker hun også meget tydeligt. Vi griner.

Susanne Winkel (tv.) og Grethe Nielsen (th)_01”Og tak, fordi du snakkede diagnosticering med mig, da Vibe mente, jeg var bipolar, som sjovt nok var den diagnose, jeg fik. Den er så blevet fjernet igen.”

”Er den det?” spørger Susanne. ”Så har du ingen diagnose i dag?”

”Jo, diagnosen hedder akut polymorf psykose”, svarer jeg. ”Okay, det hedder den simpelthen?” siger Susanne. ”Ja, det hedder den simpelthen. Den fik jeg tilsendt med posten af min psykiater inde på distriktspsykiatrien”, fortæller jeg.

Det er ikke helt okay, mener Susanne.

”Jeg vil også gerne sige tak, fordi du var omsorgsfuld. Tak, fordi du snakkede om moderskabet med mig. Og tak, fordi du var der for mig.”

”Den eneste, jeg har taget på brysterne”

Susanne tager ordet:

”Jeg vil godt starte med at sige, at jeg er enormt smigret af, at du har kontaktet mig. Jeg synes, det er fantastisk. Ja, det synes jeg helt oprigtigt, at det er. Vi har vores patienter her i den mest akutte og hårde periode, så det er dejligt at se dem igen efterfølgende. Jeg husker godt, at vi talte rigtig meget om det her moderskab. Jeg husker også godt din amning, og at du havde rigtigt, rigtigt svært ved det. Jeg sad til sidst og tænkte, nu overskrider jeg 100 regler og grænser: Nu tager jeg dig på brysterne og hjælper dig med den der malkemaskine, vi ikke kunne få til at virke. Du er den eneste patient, jeg nogensinde har taget på brysterne, vil jeg godt sige.”

Vi griner. ”Fedt, jeg føler mig helt beæret”, siger jeg, og vi griner lidt mere.

At blive mor

”Jeg husker også, at vi snakkede om det her med at blive mor. Du havde sådan en eller anden idé om, at hvis man bare havde det hele i kasser, så kunne man sagtens forudse alt,” siger Susanne og tilføjer:

”Jeg tænkte, at der blev du nok lidt overrasket.” Vi griner. ”Det var noget hårdere. Jeg tror måske, at det var overraskelsen, der gjorde dig psykotisk. Man kan læse stolpe op og stolpe ned om fødslen, men den er bare ikke sådan. Jeg har født tre børn, og de har alle tre overrasket mig. Og fødslerne er alle foregået meget forskelligt.”

Jeg svarer: ”Men jeg tror også, at jeg havde lidt for mange ting i bagagen, som jeg ikke havde fået bearbejdet i forhold til min barndom og sådan noget. Og så var jeg vågen i fem døgn. Det bliver de fleste syge af.”

”Det bliver man faktisk psykotisk af ”, siger Susanne: ”Man kan går i det, der hedder delir af ikke at sove, men det plejer at hjælpe, når man får sovet. Men hvis man kun har delir af mangel på søvn, går det lidt hurtigere over, end din psykose.”

 

Jeg kan huske, jeg tænkte ’Uha, det bliver hårdt for dig’. Det kan jeg huske som en bekymring. For så meget kan man ikke styre tingene, når man har et barn

Susanne Winkel, sygeplejerske Psykiatrisk Center Hvidovre

Susannes bekymring

”Noget af det, der også bekymrede mig ved dig, var din forberedelse op til selve fødslen. Det med de der billeder af tøjet. Det var ikke det eneste, men bare et grotesk eksempel, for alle ved, at når man har småbørn, så ligger tøjet bare over det hele, fordi det går så stærkt. Man skal bruge så mange sæt. Bukserne bliver beskidte, men det bliver strømperne og blusen måske ikke, og så er det kun bukserne, jeg skifter. Men det kunne man ikke med dit system,” siger Susanne.

Jeg tøver lidt og svarer: ”Nå ja, men det var ikke så meget sådan et system. Jeg tog billeder af det, fordi min ekssvigermor købte rigtigt meget tøj til os, og så var det for at visualisere, hvad vi manglede i stedet for bare at skrive ned, ’Jeg har seks bukser i størrelse 56”.

”Men så husker du lidt forkert, for jeg kan huske, at din daværende mand kom ind med barnet. Og så kan jeg huske, at barnet ikke havde de rigtige strømper på”, siger Susanne. ”Og så blev du vred på ham, fordi strømperne skulle passe til tøjet efter billederne, der lå derhjemme i skuffen.”

”Okay, det må have været noget, jeg fandt på, da jeg var psykotisk”, siger jeg.

”Sikkert. Jeg kan huske, jeg tænkte ’Uha, det bliver hårdt for dig’. Det kan jeg huske som en bekymring. For så meget kan man ikke styre tingene, når man har et barn” siger Susanne.

”Nej, ” svarer jeg.

 

Du var god til at bruge dine ressourcer, selvom om du var psykotisk – og det gjorde det på en måde lettere for mig at støtte dig.

Susanne Winkel, sygeplejerske Psykiatrisk Center Hvidovre

Det særlige ved førstegangsindlagte

”Men du er jo sådan en drømmepatient at få ind, på den måde at forstå, at nogle patienter kan man bare nemmere tale med. Du skulle have det i de portioner, du kunne tåle selvfølgelig. Men du var god til at bruge dine ressourcer, selvom om du var psykotisk – og det gjorde det på en måde lettere for mig at støtte dig”, siger Susanne og jeg supplerer:

”Jeg tror også, at netop den baggrund, jeg har, med en akademisk uddannelse, gjorde, at jeg kom anderledes igennem en psykose, end så mange andre ville gøre. Og jeg tror også, at det gjorde, at jeg er blevet så stærk efterfølgende, at jeg faktisk er kommet mig, selvom jeg stadig er på medicin”.

”Det tror jeg også helt sikkert. Det betyder meget. Det er i forbindelse med førstegangsindlæggelsen, at du har muligheden for at støbe skålen, så at sige. Man kan ofte mærke, hvilke patienter som kan opnå sygdomsindsigt, og dem er der grund til at snakke rigtigt, rigtigt meget med, for de kan faktisk komme ud og aldrig komme i berøring med hospitalspsykiatrien igen”, siger Susanne og tilføjer:

”Det er et vigtigt mål. Det er det, I alle sammen allerhelst vil. I vil helst ikke tilbage hertil. Det kan man sagtens forstå.”

En blomst, du må beholde

Susanne Winkel”Jeg har en blomst med. Og ved du, hvorfor?” spørger jeg: ”Første gang jeg fik lov til at komme ud i haven, gik jeg og samlede ting sammen, blade og sådan noget, og så gav jeg det hele til dig inde på stuen. Men så sagde du, at det var typisk for maniske patienter at samle ting ind fra haven, og du sagde, at jeg ikke måtte beholde det. Så nu skal du have en blomst, du må beholde.”

Susanne griner: ”Det lyder som noget, jeg kunne have sagt.”

”Og der er også en urtepotteskjuler her,” siger jeg.

”Fantastisk, en ting som man heller ikke må have på den lukkede. Så den er jeg tvunget til at tage med hjem,” svarer Susanne, og jeg synes, det er sjovt, at jeg har smuglet noget ind på den lukkede.

”Det går nok. Vi har ikke engang rigtige tallerkner her længere. Lad mig lige se blomsten. Ej, det er en orkide. ”

Jeg forærer også Susanne Outsiderens antologi og de artikler og blogindlæg, jeg har skrevet. Jeg fortæller hende om det særnummer om tvang i psykiatrien, jeg er ved at lave.

 

Jeg kan grine af mange af de ting fra dengang, selvom det er meget alvorligt.

Grethe Nielsen, tidligere indlagt

Derfor kom jeg mig

Snakken går i mange retninger herefter. Til sidst siger jeg:

”Jeg kan grine af mange af de ting fra dengang, selvom det er meget alvorligt. Der ligger det i det, at jeg troede, at hele verden var med mig. Jeg havde en meget positiv psykose, også fordi jeg var manisk, tror jeg. Generelt troede jeg bare, at alt var godt. Undtagen da jeg blev bæltefikseret. Jeg tror også, det er en af grundene til, at jeg er kommet mig så godt over det. Det er fordi min psykose udartede sig på den måde. Det var ikke fordi, jeg var skidebange eller angst.”

Susanne Winkel (tv.) og Grethe Nielsen (th)_02Susanne lytter og siger så:

”Grunden til, at du er kommet dig, er fordi du har hovedet med dig. Du kunne sagtens have været angst. Så længe hovedet er med dig, så kommer du dig på en anden måde. Og der er mange, der kommer sig. Det skal man huske.”

Efter vores samtale bliver fotografen og jeg vist rundt på sengeafsnittet. Det ligner sig selv bortset fra noget flytterod. Jeg er glad for, at jeg vovede mig ud og så stedet igen.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.