Jeg har vandret rundt i tåger med en joint i mundvigen og rystende hænder.
Taget flasken op til munden og mærket en betryggende varme sprede sig i min krop i takt med at flaskens indhold forsvandt i et mørke.
Jeg har været så desperat for at få ro at jeg har ødelagt utallige engangs-ligthere og suget til min tunge var følelsesløs.
Jeg har hele vejen igennem været klar over at jeg fyldte mit sølle korpus med en gift der ikke ville hjælpe mig tilbage på benene, men som blot var en blodig bandage der skulle holde sammen på et krakelerende sind.
Jeg er utallige gange blevet belært af læger, sygeplejersker, psykologer og andre fagfolk om den skadelige virkning.
Jeg er utallige gange blevet opfodret til at stoppe med at bruge den blodige bandage, fået af vide at jeg ikke var modtagelig for behandling så længe mit sind var påvirket afgiften.
Men aldrig nogensinde har jeg fået en hjælpende hånd af disse mennesker til at stoppe.
Jeg har 1 gang om ugen i knap 2 år, placeret mit ødelagte korpus i den knirkende lænestol på misbrugscenteret med en kop dampende kaffe foran mig.
Nogle dage uden giften i blodet og med en angst der hamrende i mit indre, andre dage med så meget gift at min konsulent var en sløret skikkelse der mumlede utydelige ord.
1 gang om ugen fortalte jeg om behovet for giften, om stemmer der forsvandt når tågerne lagde et filter omkring min hjerne, om frygten – ja om alt det der kom frem fra alle krogene når giften ikke var i blodet.
Min konsulent var i de knap 2 år, en kvinde der aldersmæssigt er svær at placere, med varmt mørkt hår, mørke øjne og en tatovering af nogle fugle på håndledet.
En kvinde der altid tyggede tyggegummi og sippede til den lunkne kaffe imens hun nikkede til mine ord.
En kvinde der til sidst sagde “Jeg tror ikke jeg kan hjælpe dig ud af dit overforbrug, for så længe dit sind er så meget i ubalance så vil du blive ved med at søge tilbage til rusen”
Men hun blev ved med at tage imod mig en gang om ugen til en snak om solskin og planer i den kommende weekend, og så forsøgte hun at slukke de små bål der i løbet af ugen var gået i udbrud, men hun kunne ikke holde mig clean.
Min egen læge forsøgte med misbrugscenteret udmelding at få mig tilknyttet lokal psykiatrien igen, nu hvor jeg var afsluttet i mit ambulante forløb i ungdomspsykiatrien.
Min læge var paf da hun havde snakket med overlægen i byens lokal psykiatri.
Hans ord var noget i stil med “Hun skal fise ned på misbrugscenteret, det er der hun hører til!” og en afvisning af hendes henvisning til behandling.
Jeg stod imellem to stole når nu misbrugscenteret havde meldt ud at de ikke kunne gøre noget for mig så længe mit psykiske var som et stormvejr, og psykiatrien meldte ud at de ikke kunne gøre noget for mig så længe mit misbrug stadig var i live.
Jeg kæmpede en kamp imod mig selv, forsøgte at overleve uden giften.
Min læge henviste mig til en privat psykiater som tog mig ind på trods af en venteliste der ville få de fleste til at opgive at søge ind hos hende.
Hun fik mig indlagt på psykiatrisk afdeling og alting gik frem og tilbage imens jeg var et forvirret menneske der ikke kunne finde ud af hvad der foregik.
De ville have mig udredt og det var lokal psykiatrien der skulle stå for denne process.
Kravet var 6 mdr uden giften hvis jeg skulle igennem deres tests og blækklat billeder.
Jeg aner den dag i dag ikke helt hvordan det lykkedes mig at overleve de 6 mdr. Men det lykkedes mig til sidst med stor opbakning af mennesker omkring mig og medicin.
Det er over 1,5 år siden at jeg blev udredt hos lokal psykiatrien, jeg faldt tilbage i misbruget kort tid efter udredningen, der kom kun et navn på mit problem og så blev jeg igen overladt til mig selv. Min eneste redningsvest var en ny indlæggelse og en ændring i alt min medicin.
Jeg har nu stort set været clean siden September 2013, jeg tager de små fejltrin med rank ryg og kæmper for at leve uden giften.
Men hvorfor er det at psykiatrien afviser patienter gang på gang med misbrug, uden at finde ud af hvorfor misbruget i første omgang opstod?
Jeg er godt klar over at man ikke kan behandle nogen mennesker der er påvirket alle døgnets timer, man vil ikke kunne give dem terapi og rykke på tingene.
Men burde de ikke tilbyde en hjælpende hånd til at komme ud af det jerngreb som misbruget bliver? Istedet for at ryste på hovedet og sende folk videre.
Jeg lå imellem to behandlings tilbud som begge mente at de ikke kunne hjælpe mig videre før problemet var løst – misbruget eller det psykiske stormvejr.
Jeg følte mig håbløs og forkert imens mit indre langsomt slog mig ihjel.
Den første joint lærte mig at jeg kunne dæmpe angsten, stemmerne, larmen og alt derimellem og den sidste joint lærte mig at giften kun trak mig længere og længere ned i mørket, for jeg var alene i kampen så længe giften stadig var i mit blod.