Jeg vælger idag at skrive et indlæg om en oplevelse der ikke er særlig gammel. Faktisk foregik hele denne situation for under 20 timer siden og har sat dybe spor i mig, jeg er mildest talt chokeret. Jeg ved desværre af egen erfaring at denne situation ikke er unormal og jeg kender til en hel del tilfælde fra andre med en psykiatrisk diagnose som også har haft ubehagelige oplevelser når de på den ene eller anden led er endt på skadestuen for at få hjælp. Men det er en trist erfaring og det er trist at så mange oplever dette. Jeg håber at jeg med det her indlæg kan give et indblik i noget der ikke burde ske, i en situation som er så ydmygende og ubehagelig for personen som søger hjælpen. Klokken er omkring 23:45 da jeg fortæller nattevagten at jeg har skåret mig. Vi er blevet enige om at jeg nok er nød til at komme en tur forbi skadestuen for at få lappet mig sammen igen. Det er første gang i meget lang tid at jeg selv søger hjælpen, det er meget længe siden jeg sidst har været forbi skadestuen for at skulle have lappet sårene sammen. Nattevagten skal ringe til vagtlægen som det første før jeg kan blive sendt afsted med en taxi i mørket, alene. Situationen er i sig selv ikke særlig behagelig, og jeg føler mig besværlig og umulig. Jeg føler mig så sølle og ynkelig, jeg er et meget lille menneske.
Jeg sidder i den knirkende lædersofa ude foran kontoret. Døren ind til kontoret er åben, jeg kan høre alt hvad de siger. Nattevagten går frem og tilbage imens hun snakker med lægevagten i telefonen. Jeg er trist, nej trist er vist ikke det rette ord, jeg er ulykkelig. “Diagnose? jeg mener bestemt hun har skizofreni” hører jeg nattevagten sige. Jeg undrer mig over diagnose spørgsmålet, det er jeg aldrig blevet spurgt om før. Nattevagten afslutter samtalen med nattevagten og snakker med sin kollega. “Han spurgte om hun havde borderline, men hun har da skizofreni?” hører jeg nattevagten sige til sin kollega. Jeg får en klump i halsen og mit indre truer med at falde fra hinanden. Skammen fylder mig fra top til tå og jeg har mest af alt lyst til at droppe turen til skadestuen og istedet ligge mig ind under dynen med blødende sår. Men transporten er bestilt og er lige på trapperne. Jeg når kun at få skiftet bukser og rullet to smøger og så holder taxien nede på gaden. Mine ben føles som beton da jeg går ned af trappen, døren ud til gaden føles tungere end før. Taxi chaufføren kigger op og ned af mig, jeg spørger tøvende hvor jeg skal sætte mig. Hun siger at jeg selv må bestemme og jeg kravler ind på sædet ved siden af hende. Hele vejen til Kolding er jeg stille, mit blik er sløret, jeg kæmper for ikke at bryde grædende sammen over for taxi chaufføren. Betragter mørket glide forbi mig udenfor imens nervøsiteten bliver større og større.
Når et menneske besøger skadestuen ofte fordi vedkommende er uheldig og ofte kommer til skade, så plejer man at joke med at vedkommende har et klippekort til skadestuen. Havde man et klippekort til skadestuen så var mit klippekort opbrugt før året var omme, jeg er fast besøgende på skadestuen i de perioder hvor jeg har det rigtig skidt. I de her perioder får jeg nærmest en relation med skadestuens sygeplejersker, vi kan pjatte med hinanden og de ved altid at når der kommer et menneske igennem dørene som humper på det ene ben og har en hue trukket godt ned over hovedet, så er det mig og så har jeg skåret mig. Jeg ved hvem der er de dårlige sygeplejersker og hvem der er de gode. Jeg har før kunne huske nogle af sygeplejerskernes børns navne og spurgt ind til hvordan det nu gik med lille Tobias eller Camilla. Men det er længe siden jeg sidst har været på skadestuen, ja jeg tror faktisk det er over 8 mdr siden at jeg var fast inventar der om natten. Jeg kender ikke længere sygeplejerskerne, jeg kan hvert fald ikke genkende dem. Men de kan genkende mig, hvert fald nogle af dem.
Jeg kommer ind af dørene, lyset rammer mig hårdt og jeg må klemme mine øjne sammen for at orientere mig. Jeg humper forsigtigt hen til receptionen og venter tålmodigt på at der kommer nogen og tager imod mig. Der er helt stille, der er ikke en eneste i vente rummet. Hele rummet er badet i en hvid tåge, jeg befinder mig i min helt egen verden. Jeg farer forskrækket op da en stemme afslører en dame bag glas lågerne. “Du er Charlie?” spørger hun roligt, jeg nikker hurtigt og strammer grebet om mit gule sygesikringskort. “Der kommer en sygeplejerske og henter dig om lidt” siger hun og forsvinder igen. Jeg humper væk fra glaslågerne og venter, men ikke længe. “Charlie?” spørger en kvinde klædt i hvidt fra top til tå. Jeg nikker og humper efter hende imens hun går ned gangen og ind i et undersøgelsesrum. “Du skal lige skrives ind i systemet og så kommer der en og tjekker dine sår” siger hun imens hun trækker en kontorstol ud fra bordet og sætter sig foran den summende computer. Jeg humper hen til stolen og sætter mig med et dunk, jeg er forvirret og urolig. “Dit cpr nummer?” spørger hun og jeg kæmper i et øjeblik for at huske 10 cifre. “Du har været her før ikke? jeg syntes jeg kan huske dig” siger hun og forsøger at smile, men istedet bliver det til en akavet grimasse der kunne tolkes som alt andet end venlighed hvis ikke hendes stemme afslørede en lille snert af omsorg. Jeg svarer på alle hendes spørgsmål og ser hende forlade rummet igen. Rummet summer, uret på væggen tikker, maskinerne brummer og jeg hører fodskridt på gangen, men jeg er alene, helt alene i det her hvide sterile rum.
Der går næsten 40 minutter før jeg bliver behandlet, og i de 40 minutter traver jeg nervøst rundt i det lille rum. Jeg kigger på alle maskinerne, jeg læser alt hvad der er at læse på væggene, jeg gør alt andet end blot at sidde på den blå stol. Men til sidst gør det for ondt at gå rundt og jeg falder ned på stolen igen. Jeg krænger jakken godt ind til kroppen, trækket hætten op over hovedet og stirrer ned i gulvet.
“Ja hvem er så den næste på listen?” kan jeg høre stemmer sige ude på gangen. “Det er hende pigen derinde” .. “Ja hende den psykisk syge ikke?” .. “Hvem vil tage den psykisk syge?” .. Deres ord rammer mig hårdt og jeg mærker hvordan tristheden fylder mig mere og mere op, sammen med skammen. Jeg kan høre dem diskutere hvem der skal behandle mig, og jeg kan fornemme på deres stemmer at ingen af dem jubler for at skulle ind til mig. Lige pludselig står der en sygeplejerske inde i rummet og stirrer på mig. “Nå Charlie, lig dig op på sengen” siger hun bestemt og sukker imens hun går rundt i rummet og åbner skabe og skuffer for at finde grejet. “Du skal lige tage bukserne af” siger hun, jeg forsøger at trække bukserne ned uden at rive op i sårene men det lykkedes ikke helt. Jeg kæmper for at fjerne bandage og våde klude så hun kan se sårene, og jeg kan mærke på hende at tålmodighed ikke er en egenskab hun besidder lige nu. “Nå det skal stripses.. det er spild af tid at sy” siger hun imens hun kigger på sårene. Jeg holder vejret og kæmper for ikke at bryde sammen imens hun pakker klude og strips ud af pakkerne. “De der strips holder ikke på noget” siger jeg stille imens mine øjne følger hendes hænder. “Jeg vil ikke sy det der, og lægen er optaget” svarer hun surt og begynder at vaske sårene imens jeg forsvinder mere og mere indeni. Jeg forsøger at forklare hende at strips ikke holder, at de falder af så snart jeg begynder at gå og at der ikke er nogen ide i at stripse. Jeg forsøger at fortælle hende at de normalt plejer at sy og lime sårene for at de ikke springer op, men mine ord forsvinder i hendes sukken og vrissen. “Ja det er jo noget med at huden bliver strammet op når du går og så er det jo klart at strips ikke sidder fast” siger hun fraværende imens hun sætter den ene strips på efter den anden. Hun får sat en god mængde strips og lim på sårene og så pakker hun tingene væk igen. “Du får lige nogle strips med hjem så du kan ordne det selv næste gang” siger hun træt og finder en god håndfuld frem til mig. Jeg får bukserne på og hopper af sengen og mærker samtlige sår springe op i samme sekund som jeg rammer jorden, imens jeg forsøger at smile. “Ja så må du jo have god bedring og komme godt hjem” siger hun hurtigt og rækker rutinemæssigt hånden ud og tager fat i min og rusker den hurtigt. Jeg humper ned af gangen og forlader skadestuens skarpe lys og ubehag imens jeg tænker at det er sidste gang at jeg nogensinde skal sætte mine ben på skadestuen igen.
Jeg sidder ude foran skadestuen i de næste 25 minutter og venter på at blive hentet. Jeg tør ikke gå indenfor og vente i varmen, men sidder i stedet på en kantsten og ryster, fuldkommen forvirret og ødelagt over det jeg lige har oplevet. Jeg er fyldt med skam, jeg føler mig ynkelig og som ren tidsspilde. Jeg føler mig som noget man ikke vil røre med en ildtang, som noget så .. ja.. jeg har ikke engang ord for den følelse der fyldte mit indre timerne efter mit besøg. Jeg slugte hurtigt det PN medicin jeg havde fået med. Turen hjem var i ren stilhed og endnu en gang kæmpede jeg for ikke at bryde sammen over for et fuldkommen fremmed menneske. Alle de tanker jeg havde haft før jeg havde skåret mig var kommet tilbage, alle fornemmelserne, ja alt det der gjorde at jeg havde skåret mig vendte tilbage i rekordfart og da jeg trådte ind af døren til min lejlighed var min første tanke at kniven endnu en gang skulle bruges. Men jeg gjorde det ikke, dopet langt væk på PN medicin lagde jeg mig under dynen og mærkede hvordan sårene gabte og sølede mig ind i blod. Jeg var ulykkelig og jeg var ødelagt, mere end før jeg tog afsted. Følelsen af skam sidder stadig i mig selvom det er mange timer siden dette skete, følelsen af ynkelighed og tidsspild sidder der stadigvæk. Jeg føler mig som et lille menneske og det kan jeg desværre takke sygeplejersken på skadestuen for. Jeg tænker så nu i skrivende stund at det er utroligt at man som menneske vælger at arbejde med mennesker hvis man ikke besidder en vis form for empati og omsorg. Jeg kræver ikke et kram eller et klap på hovedet, jeg forlanger ikke ynk eller en time lang samtale, men havde den her sygeplejerske i et øjeblik spurgt mig hvordan jeg havde det i situationen, havde hun i et øjeblik bare vist en smule empati, ja så havde jeg nok ikke været fyldt op af en følelse af at være forkert og som noget fra en anden planet – ja havde hun bare i et øjeblik vist noget medmenneskelighed så havde jeg nok ikke mistet min tillid til skadestuen denne nat. Jeg er chokeret over at skulle høre mig selv blive betegnet som “hende den psykisk syge”.. jeg er chokeret over at de skal diskutere hvem der vil behandle mig, jeg er chokeret over den behandling jeg generelt har oplevet på skadestuerne. Havde jeg nu kommet med et brækket ben så havde der med stor sandsynlighed været mere omsorg og empati at hente, det er jo noget alle kan forholde sig til… Men hvor gør det mig trist at vide at fordi det er en psykiatrisk diagnose der skal være hovedemnet på patienten, så er der ikke omsorg og empati at hente – nej istedet bliver man behandlet som skidt og ender med at føle sig som skidt.. Hvor er det trist at det sted man henvender sig for at få hjælp, ender med at være det der sparker til en imens man ligger ned..