Nattens tåger svøber sig omkring mig som et sort klæde af mørke. Jeg ligger i min seng og kan ikke finde ro. Tusind følelser bobler i mig uden at jeg kan definere dem. Der er megen glæde, men også lidt sorg, ensomhed og angst. Bare en lille bitte smule.
Jeg føler mig kastet ud i et hav af udefinerbare følelser. Jeg er vant til at mærke de sorte følelser, de forbudte følelser. Men nu skal jeg til at finde ud af hvad glæde egentlig er for en størrelse og hvordan livet kan tage form.
Jeg tager et skridt ud på broen, ser om den holder. Ser hvem der griber mig, hvis overhovedet nogen. Men jeg ved at der er et sikkerhedsnet omkring mig, som jeg stoler på. Jeg ved at der er personer der kender mit næsten inderste jeg. Jeg ved at de griber hvis jeg falder og det er jeg taknemmelig for.
Jeg sidder her i mørket der svøber sig om mig, som en kåbe og tænker. Tænker på min sidste indlæggelse, indlæggelser nummer gud ved hvad. Jeg er holdt op med at tælle for det er håbløst. Tænker på smerten og angsten, men så alligevel var det anderledes. Mere mig, mere roligt. Knapt så dramatisk som det kunne være. Knapt så meget dramaqueen. Dog kan jeg også skrive endnu en bæltefiksering på CV’et. Holder det dog aldrig op? Jeg ved at bæltet hjælper mig til at kunne trække stikket. At jeg til tider, når livet bliver for svært har brug for den totale ansvarsfralæggelse det er bare at ligge der. Du kan ingenting, du må ingenting, men du kan slappe af velvidende at intet kan gøre dig noget. Hverken dæmonerne i dig selv eller udenfor.
Og dog har jeg trods alt lært lidt undervejs. Måske har jeg lært at det ikke kan betale sig at løbe fra problemerne. At jeg bliver nødt til at se dæmonerne i øjnene før jeg kan mane dem til ro. At jeg kan se dem i øjnene med hjælp fra folk omkring mig, at de måske ikke er så farlige igen. At jeg kan pakke dem væk i en boks med en lille sløjfe omkring og kun lade dem rumle i baggrunden af mit liv.
Måske kan jeg i en alder af 31 lærer at leve livet fuldt og helt. Måske… Jeg er nysgerrig på livet, jeg vil gerne livet og så er det alligevel næsten for svært, for ubærligt at leve med skyggerne fra fortiden. Og dog hvorfor lade fortiden ødelægge hvad der kan komme fremadrettet? Jeg er min fortid, jeg er min nutid, jeg er min fremtid. Jeg er mig hvad enten jeg vil det eller ej. Men med hjælp og støtte kan det være jeg finder ud af at jeg rent faktisk er god nok. At jeg rent faktisk kan leve livet.
Jeg tager imod de udstrakte hænder, holder fast i dem og ser hvor det bærer hen.