Jeg rækker hånden frem, samtidig med at jeg forsøger at sætte en grænse, men bliver misforstået og hånden slået af.
Når et venskab forgår grundet sygdom bliver man sårbar. Man bliver trist og påvirket, når man forsøger at gøre det rigtige. At sætte grænser og sige fra, når man ikke kan holde til mere. Når man så bliver mødt af kulde, afvisning og misforståelser bliver man knust. Jeg får lyst til at vende tilbage til gammel adfærd. Til der hvor jeg var, simpelthen fordi smerten og misforståelsen gør så ondt at jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gribe til. Jeg kender den sikre vej til at fjerne smerten for en stund, til at gøre den konkret. Til at gøre den til noget, jeg kan forholde mig til.
Men det er ikke en mulighed længere, jeg er kommet videre og må udholde smerten og de stormende følelser på en anden måde. På den måde, der er normalt om man så må sige. At tale dem ud, at snakke dem ihjel, således at jeg kan være i dem.
Men når et venskab forgår p.g.a. sygdom gør det ondt. Svigtet der føles hos begge parter, tårer der render ned at kinderne. Følelser, der æder en op indefra og som man ikke ved, hvad man skal gøre ved, da det ikke er muligt at snakke med den nu tidligere ven om det.
Et stærkt venskab mellem to psykisk sårbare personer er måske dømt til at mislykkes. Dømt til at gå i stykker.
For mit eget vedkommende var det den konstante og uudholdelige selvskade, der satte grænsen. Det, der gjorde at jeg ikke længere kunne holde venskabet ud. Angsten for at miste en kær ven, angsten for at få den opringning, der hedder at nu er det slut. Angst, bare angst.
Jeg håber at vi en dag kan genoptage, hvad vi have en gang. Jeg havde aldrig troet at den reaktion ville komme. At den totale afvisning ville være en realitet. Men det er et faktum. At føle sig ensom og forladt. At tænke tilbage på gode stunder, vi havde sammen.. Skæg og latter, der blev ædt op af sygdom.
Et venskab, der sluttede, da sygdommen viste sit grimmeste fjæs. Et venskab der sluttede i borderlinerens helvede. Et helvede som kun man selv kan bryde og som jeg har brudt til dels. Jeg ønsker så meget for hende, som jeg stadig betragter som min ven, at hun en dag kan se, at jeg sagde fra for vores begges skyld. For at beskytte os begge i noget, der var uholdbart.
Venskabet er slut og jeg føler ensomheden, mens en tåre drypper ned af min kind.