Stemmer fra fortiden kan være både godt og skidt.
Stemmer fra fortiden kan være dårlige erindringer om det, der har gjort dig syg. Det kan være fornemmelser af ord, handling, berøring. Alt sammen bindes det sqmmen med det, der er skidt. Alt sammen vækker minderne i dig, som en sovende drage. Et monster, der bor længst inde idg, helt derinde hvor du knapt nok selv ved, hvad der findes. Helt inde i dit inderste jeg. Du ønsker det skal sove til evig tid, at det sammen med minderne forsvinder langt langt bort, men alligevel kan en nutidig berøring, en lugt, et syn vække det til live igen, så det bliver til en ildspyende drage, som ikke kan tøjles.
Men fortidens stemmer kan også være positive. Det kan være erindringen om at spise jordbær på mormors terrasse. En erindring der vækkes og får dig til at smile, når det bliver jordbærtid. Det kan være en tur ved Vesterhavet med farmor og farfar. Hvordsn du kan mærke vandet slå op om dine ben. Hvordan du leger og pjatter i vandet på en skøn sommerdag. Det kan være en ferie med far i disneyland, som du tænker på hver eneste gang du ser et Anders and blad. Jo fortidens stemmer kan også være positive.
Der hvor det virkelig bliver svært er der hvor fortid og nutid mødes. Hvor stemmerne fra fortiden blivce konkretiseret i et menneske, du holdt af en gang. Et menneske der var en stor del qf dit liv og som siden forsvandt. Et menneske der pludselig træder ind i dit liv igen. Du byder det velkommen og tænker tilbage, tænker på det i har delt en gang. Tænker på gode minder og på hvordan det var, da vedkommende forsvadt.
Fortidens stemmer er noget mærkeligt noget. Fortidens stemmer har gjort mig til den jeg er idag, fortidens stemmer har fået mig til at hade mig selv. Fortidens stemmer lader mig aldrig være i fred, de minder mig om at jeg en gang var forkert, en freak. Måske har jeg stigmatiseret mig selv i den rolle, ved at skade mig selv. Måske bliver jeg ved med at være stigmatiseret på grund qaf mi e ar. Jeg ser mine arme, der fortæller om en smerte så stor at den ikke kunne være i min krop. Fortidens stemmer skulle ud.
Nu står jeg for muligvis at skulle møde et menneske fra min fortid, et menneske jeg holdt meget af. Et menneske som en gang var en meget stor og vigtig del af mit !iv. Et menneske jeg husker tilbage på med smil på læben. Jeg frygter dog hvordan jeg vil blive mødt af dette menneske. Jeg er ikke den jeg var en gang. Jeg har levet 6 år på kanten af livet, jeg har skadet mig selv, jeg har forsøgt at dø. Jeg hqr vlret selvdestruktiv på næsten alle tænkelige måder. Vil han tage afstand fra/mig,når han ser at jeg er syg?
Jeg er den jeg er og det er godt nok, forsøger jeg st fortælle mkig selv. Jeg er god nok, jeg er !ige så meget værd som alle andre.
Men det dragen er på vagt, ikke helt manet i søvn og den hvisker i mit sind. Hvisker at han vil tage afstand fra mig, hvis han høre min historie og ser mine ar. Jeg vim enormt gerne møde ham, give han et knus, som den gang jeg var bsrn. Finde tryghed i at han er i mit liv igen. Men jeg bange for at skræmme.
Bange for at jeg igen er en freak, lige som da jrg var barn. Jeg ved at jeg er et andet sted, at jeg er en voksen kvinde, som livet er gået imod. Jeg at det kun er inderst inde at der er et lille barn, som ønsker at græde i vans favn og blive trøstet, som han gjorde så mange gange, da jeg var lille.
Jeg rækker hånden frem mod fortidens gode stemmer, stemmer der lokker smilet frem og er bange for at få smået hånden af. Jeg går ud på nutidens bro med fortiden i hånden og ser hvor vejen fører hen.