I dag er det for alvor gået op for mig, at mit arbejde er noget værd. I morges kl. 9.00 tog jeg computertaske og rygsæk med mig og drog til barndomsbyen Dragør. Det er mange år siden, at jeg har været der og det er lidt over 11 år siden at jeg tog min afgangseksamen og forlod skolen. Siden har jeg ikke været tilbage, sådan rigtigt. Men i dag skulle det være, og kl. 11.15 landede jeg i Dragør.

Jeg brød vores regiongrænser og tog til Region Hovedstaden efter aftale med mentor Mads. På Store Magleby Skole ventede der to 7. klasser og deres lærere. Det har indtil nu været den yngste målgruppe jeg har været ude til.

Jeg er ikke uddannet pædagog eller skolelærer og har derfor en god undskyldning for ikke, at være så pædagogisk. Ord som ”fuck” og ”fandeme” er en del af mit repertoire, og det er en del af mig, så enten skal man holde sig for ørerne eller æde mine ord.

På forhånd var jeg gjort opmærksom på, at lærerne på skolen heller ikke var så pædagogiske, hvilket de heller ikke var da jeg gik der. Så jeg vidste, at jeg havde forholdsvis lang snor og jeg ikke skulle sidde pænt og omformulere min måde at snakke på.

På skolen blev jeg mødt af Christine, som har kendt mig igennem håndbold for mange år siden. Det var Christine som havde arrangeret det hele, og alle aftaler havde været igennem hende. Hun havde forberedt mig på, at eleverne ville komme helt ”blanke” til mit foredrag, og derfor havde jeg valgt at ændre på min måde at lave et oplæg. Denne gang skulle jeg snakke med eleverne i stedet for bare at fortælle.

Inden jeg startede havde jeg haft en lang snak med Christine, om lidt af hvert i forhold til psykisk sygdom, og hvor var det fedt at møde endnu et menneske, som satte pris på min viden og erfaringer.

Det tekniske blev ordnet og eleverne begyndte så småt, at komme ind i klassen. Min ambassadør T-shirt skjuler ikke mit budskab, men det var ikke den de lagde mest mærke til. De vidste ikke hvad de gik ind til, og det var en fed oplevelse, at møde et publikum på den måde.

Da jeg startede ud gik det hurtigt op for mig, at de ingenting vidste om psykisk sygdom, men egentlig nok mest tænkte på det som medierne skriver, og med god grund. Hvordan skulle de vide bedre, når der ikke bliver snakket om det?

I starten kom nervøsiteten væltende indover mig, hvilket den altid gør og mine hænder rystede som en gal. Men efter et lille stykke tid faldt jeg til ro.

Der var en imponerende ro, og pludselig var alle øjne rettet mod mig. Har jo stået sådan en del gange før, men der var bare noget særligt over det her.

Min historie, mine spørgsmål, mine svar virkede til at have den rigtige effekt på eleverne. De virkede interesseret og viste et stort mod. Mens jeg stod og snakkede, kunne man høre små grin når jeg sagde noget, der nærmede sig at være sjovt og da jeg viste et billede af Luna udbrød alle pigerne ”nårh hvor er den sød!” Jeg følte mig pludselig som en del af det hele, følte at jeg snakkede med dem og ikke til dem, de blev en del af mit foredrag.

Da jeg var færdig med, at tegne og fortælle fik de lov til at spørge om alt hvad de ville. Det var spørgsmål fra ”hvor gammel er din kat?” til ”ser du verden helt normalt?”. Det hele var lige fra hjertet og der var ingen tvivl om, at de fik svar. Fordomme og tabu blev en mindre del i deres liv denne dag. Jeg har ikke før oplevet, at arbejde med sådanne dejlige elever. Elever som faktisk var så modige, og som virkelig turde spørge.

Det har været en fantastisk oplevelse i dag, og de to 7. klasser og deres lærere fortjener stor ros for deres mod, og deres lyst til at høre hvad jeg havde, at fortælle.

Det her var et klart bevis på, at mit arbejde er det værd og beviset på hvorfor jeg elsker mit ambassadør arbejde så meget.

Jeg håber at jeg en dag kan komme tilbage til skolen og gøre endnu flere lidt klogere og nedbryde tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom!

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.