Marie Herløvsen har som ansat i psykiatrien søgt at sætte seksualitet på dagsordenen i et projekt for psykiatribrugere. Og det er ikke tilfældigt, for seksualitet er en medspiller i hendes diagnose. Her skriver hun åbenhjertigt om sit forhold til sex, kontrol og sin borderline-diagnose og ikke mindst frygten for at blive forladt.
Af Marie Herløvsen
Sidder begravet under min tunge, trygge kugledyne og lytter til min playliste All I want. Min hjemmevejleder er lige gået. Hun kommer en gang om ugen og hjælper mig med bl.a. at strukturere min tid og liv. Jeg har gennem årene i behandling opbygget en masse fine redskaber såsom skemaer, der skal sikre, at min hverdag ikke skrider. Formålet er at mindske stress ved at få alt det, jeg forsøger at holde styr på inde i hovedet, ned på papir og sat i system ud fra, hvad der er vigtigt, hvad der kan vente, og i hvilken rækkefølge det skal løses. Jeg har forsat brug for støtte til at få brugt de her redskaber. Jeg glemmer dem, når jeg skal forsøge selv. I stedet kører jeg i frigear, andre ting griber mig og synes vigtige, prismet drejer, og jeg forsvinder ud af rutinerne, væk fra strukturen. Den er så uendelig vigtig, for uden den holder jeg over tid op med at fungere.
Mit behov for struktur influerer alle aspekter af mit privatliv, helt ind i seksualiteten. Kampen mellem alt det uden for min kontrol og så det, der er inden for min kontrol.
Satte seksualitet på dagsordenen i recovery-projekt
Jeg arbejdede for et par år siden på et recovery-orienteret app-projekt i psykiatrien i Region Hovedstaden. Vi var en projektgruppe på i alt fire ansatte, alle med brugerbaggrund. Målet var at skabe et konkret redskab, der sikrede større medbestemmelse for brugerne af psykiatrien, og som samtidig byggede bro mellem brugere og behandlere.
App’en indeholdt en del forskellige aspekter om hverdagsliv, trivsel, mestringsstrategier og så det springende punkt: forberedelse til behandlersamtaler. Under udviklingen af app’en diskuterede vi, hvorvidt seksualitet skulle indgå som et livsaspekt på lige linje med søvn, relationer, mad, symptomhåndtering og behandling. Skulle det med som et fast prædefineret punkt eller være et emne, som brugerne selv kunne skrive ind som et punkt, hvis de oplevede, at det var relevant for dem?
Diskussionerne gik på relevans. Om app’en – ved at have det som et prædefineret punkt – dermed ville tilskynde brugerne til at turde tale med behandlerne om dette aspekt af livet med psykisk sygdom. Min interesse for, at det skulle anskues som et livsaspekt på lige linje med resten, handler om, at jeg finder det vigtigt at nedbryde den berøringsangst, der hersker på dette prekære område mellem behandlingssystemet og brugerne. For mange psykiatribrugere er seksualitet et livsområde, der bliver influeret af alt fra ændring i seksuelle vaner til impotens som bivirkning af medicin. Derfor er seksualitet ikke kun er et tabu, der skal nedbrydes, men også et emne, man som bruger har ret til at få taget alvorligt uden berøringsangst.
At netop jeg pressede på for, at det skulle medtænkes, hænger utvivlsomt sammen med, at seksualitet fylder meget i mit liv. Jeg er bevidst om, at det ikke kun skyldes, at jeg er en hedonistisk person, men at mit seksuelle drive også hænger sammen med min diagnose. Det er et livsområde, der afslører meget om min generelle trivsel, og det er et område, hvor symptomer melder sig.
Sex som arena med behov for struktur
Seksualitet er dybt forankret i mig. Den danser en evig udfordrende tango med de dele af min personlighedsstruktur, der så at sige udviklede sig skævt. Ud over at være en positiv og sund lyst bliver sex og intime relationer også til en altoverskyggende drift i de perioder, hvor hypomaniens boblende lykke tager kontrol, eller hvor borderlinens selvdestruktion hærger.
Sex er et kompliceret element af min livsverden. Jeg giver nemlig bedst slip og kan først rigtig give mig hen, hvis seksualiteten foregår i rum, der er sat af udelukkende til det. Mit behov for struktur gør, at jeg trives bedst med dominans. Netop den form for seksualitet tager højde for det afskærmede rum, legen med kontrol, at tage kontrol eller overgive kontrol. Den slags sex har jeg med elskere. Her mødes vi om sex, om legen, rummet, det altopslugende vakuum uden for tid og sted.
Kompleksitet
Sex – når det er spontant mellem kærester – er altid blevet svært for mig over tid. Dette problem rækker tilbage gennem alle mine forhold. Overgangen fra at putte og prutte hinanden på maven med munden, grine og være fjollede og til at være seksuelle væsener med lyst er oftest nærmest uoverskuelig for mig. Det er som om, at mellemrummet mellem disse stadier ikke er langt nok. Min hjerne og min lyst kører ikke i samme tempo.
Hvis det går for hurtigt, fryser jeg fast og forsvinder ud af min krop. Har i terapi lært, at det er en forsvarsmekanisme, der hedder dissociation. Mine kærester har sjældent rigtig bemærket det, for jeg spiller spillet og gør, hvad der forventes. Gør hvad min krop har lyst til eller gerne vil have lyst til. Men min psyke spalter på en eller anden måde fra. Når det er værst, er det som om, jeg ser det hele fra et hjørne oppe i loftet, ser hele scenen udspille sig, hvor jeg kigger ned på to næsten fremmede samtidigt med, at jeg godt ved, at de fremmede er mig og den jeg elsker.
Gennem min ungdom påvirkede det over tid min evne til fysisk at blive våd. Jeg kunne gå rundt i en kæmpe lyst eller længsel efter lyst, men når det kom til at være nøgne sammen, slukkede alt, og min krop og psyken lukkede ned. Mine håndflader gjorde fysisk ondt, og smerten blev intensiveret af, at min partner ikke nødvendigvis opdagede det.
Det var først, da jeg opdagede rummet, hvor smerte og kontrol får en aktiv plads, at jeg kunne undslippe denne fraspaltning. Det er som om, at jeg i det rum ved præcis, hvad der forventes af mig, og jeg ved i nogen grad, hvad der skal ske. Tiden er sat af til det, jeg behøver ikke tænke så meget. Det er planlagt, jeg har haft tid til at forberede mig fysisk og mentalt, og der skal ikke ske andet i det rum, som kan forvirre mig eller tage mit fokus.
Dominans og længslen efter at være ansvarsfri
Min seksualitet er en livsnerve, men også kilde til evig undren og eksistentiel smerte. Hvor mon den kommer fra, denne her lyst? Hænger den sammen med mine psykologiske landskaber? Er den betinget af min diagnose? Er den et symptom på denne? Er den en konsekvens heraf, eller er der tale om en mestrings-strategi? Et safe space, hvor jeg kan give mig selv, og hvor min altid overkørte hjerne kan få fred. Et nydelsesrum, hvor jeg oplever samhørighed, kærlighed og at kunne give mig hen i nuet – hvor jeg er umiddelbar, midt i al iscenesættelsen.
Jeg har altid vidst, at jeg tændte på scenarier, der indeholdt tvang og smerte. Fra jeg var ganske ung og første gang fandt en bog med gamle erotiske postkort prydet med motiver af kvinder, der var bundet, kunne jeg mærke hvilken længsel og lyst, det tændte i mig. Lysten til ikke at kunne gøre noget. Længslen efter at være ansvarsfri.
Det giver så uendelig god mening, når jeg sammenstiller det med en barndom som voksenbarn med alt for meget ansvar, alt for tidligt. Disse vilkår grundlagde en længsel efter, at nogen skulle komme og løfte ansvaret fra mine skuldre. Men denne type seksuelt drive er tit en sammensat størrelse, og disse billeder er jo også iscenesættelser, repræsentationer – præcis som den seksuelle leg, jeg ynder, også er det. Jeg spejlede mig i disse billeder, i de film jeg så, i en særlig kvindetype – og mimede så at sige det, som jeg så.
Hvad kommer først hønen eller ægget?
Gennem min barndom og ungdom var det særligt film som Beineix’ film fra 1986, Betty Blue (37°2 le matin) og Polanskis Bitter Måne fra 1992, der prentede sig helt ind i min sjæl. De kvindelige hovedpersoner bar i begge film rundt på en række emotionelle stemninger og reaktionsmønstre, der var mig så genkendelige, selv i mit meget unge liv. Måske mindede de mig om de kvinder, jeg var omgivet af: min mor, min søster, sågar min mormor. Måske mindede de mig om noget i mig selv. Samtidig med denne genkendelse blev de på en twistet måde også forbilleder for mig. Jeg identificerede mig med repræsentationen af dem som kvindetype. Deres seksuelle aura. Deres indre stemninger, men også deres stil og måde at være i verden på, adopterede jeg.
Heldigvis er jeg en hverdagskamæleon og kan sagtens gå gråt i gråt og være ubemærket, når det er nødvendigt. Men stemningerne og æstetikken fra disse skildringer brændte sig fast og blev en rollemodel for en særlig femininitet.
Konsekvenser
Senere i livet oplevede jeg, når jeg blev tilpas presset psykisk, en sitrende trang til at klippe mit hår af. Jeg ved, at det stammer fra disse film. Béatrice Dalle, der spiller den intense, kærlighedshungrende og selvskadende kvinde Betty, sidder i en scene hen imod slutningen af filmen med makeup tværet ud i hele ansigtet og har klippet sit hår af i store totter og græder hjælpeløst. Hun udviser gennem filmen klare tegn på borderline, og filmens omdrejningspunkt er det intense kærlighedsforhold. På samme måde klipper Mimi, spillet af en ung Emmanuelle Seigner i Bitter Måne, håret af i afmagt og depression og en kamp for at blive set – i sin længsel efter at blive genelsket.
Begge films omdrejningspunkt er den samme type høj-intense kærlighedshistorie mellem den overseksualiserede kvindelige hovedperson og den mandlige modspiller. Og begge film ender tragisk. Jeg længtes i årevis efter denne form for intensitet i kærlighed. Jeg skabte den og dramaet, der følger med. Jeg var afhængig af forelskelsens rus og blev grebet af kedsomhed, når hverdagen og normaliteten sneg sig ind. Når jeg var blevet tryg og følte mig elsket, kunne jeg ikke holde ud af være i relationen seksuelt. Min krop lukkede ned.
Psykologiske landskaber
Det er som om, at jeg kun kan give mig hen seksuelt, når relationen er fyldt af spændinger, uvished og længsel. Meget af det skaber jeg selv. Samtidig længes jeg efter ømhed og insisterer på at mærke den anden og mærke mig selv. For at blive helstøbte mennesker sammen og ikke kun seksuelle facetter. Jeg stræber efter kærlighed i alle mine relationer og længes efter at være noget ganske særligt og således opløse angsten for, at relationen slutter, og at jeg uundgåeligt vil blive forladt.
Jeg skaber på den måde et spændingsfelt og en evig kamp, som jeg ikke helt kan vinde, for relationers natur er jo, at mange af dem slutter. Det er et dynamisk flow gennem livet. Det er en menneskelig præmis. Vi kan ikke holde fast i alle, der har været i vores liv. Nogle er vi heldige at beholde kontinuerligt gennem livet. Jeg har været sammen med min mand i 11 år, og intet tyder på, at nogen af os har lyst til andet end at blive sammen i minimum 11 år mere.
Men netop den relation sætter en begrænsning på mine sekundære relationer. Hvis de ikke over tid transformeres til venskaber, vil jeg på et tidspunkt stå over for et tab. Man kan sjældent være så heldig at beholde en elsker for evigt, da forelskelsens natur også har sin helt egen cyklus. Så jeg vil unægtelig – så længe jeg vælger at leve i et åbent forhold – udfordre denne angst for at blive forladt eller være den der forlader.
Refleksion som mestring – frygten for at blive forladt
Jeg arbejder kontinuerligt kognitivt med at udfordre antagelsen om, at jeg vil blive forladt. Jeg prøver den efter. Reflekterer over, hvad det værste, der kan ske ved at blive forladt, er.
Jeg har forstået, hvorfra denne frygt stammer. Den kommer naturligt nok fra min fars selvmord, da jeg var tre år gammel, min mors efterfølgende forfald ind i en spiral af psykisk sygdom og senere min mormors kamp med psykisk sygdom. Min stedfar, der til sidst gav op overfor sygdommen, der ødelagde min mor. En kamp, der efter ni års samliv blev så opslidende, at han måtte tage det svære valg at forlade min mor og dermed også mig.
Jeg ved, at den måde jeg har haft serielle forhold på, siden jeg var 12 år, har haft sin pris – og jeg har virkelig kigget realistisk på, hvor mange gange det i virkeligheden var mig selv, der forlod dem. Det er ikke et fåtal. Men angsten dukker alligevel op, hver gang jeg indleder en ny relation. Og det gør jeg løbende qua det åbne forhold. Jeg har brug for friheden, brug for at relationer ikke stagnerer, brug for at være i udvikling, men også brug for at modbevise den grundlæggende angst for at blive forladt.
Jeg går frontalt til angreb på angsten, så den ikke skal have sine klamme kløer i mig. Men den sidder der alligevel forankret dybt inde. Den er så at sige min fars utilsigtede gave til mig. Den er en del af diagnosen, og jeg vil altid skulle tage aktivt stilling til den.
Det er beskrevet i diagnose-kriteriet, at folk med borderline indgår i ustabile relationer med andre mennesker, som de ukritisk knytter sig stærkt til. Ofte har de mange partnere på kort tid, fordi de ikke kan bære at være alene. De indgår ofte i intense og konfliktladede forhold til andre. De bliver hurtigt oprørte, når de ikke opnår det, de havde ønsket. De er intenst bange for at blive forladt eller svigtet af andre, fordi de derved bliver overladt til deres egen indre tomhed.
Så hvad er det, jeg vil have? Og hvad tror jeg, at jeg kan få? Jeg kender ikke helt svaret. Jeg har i mange år troet, at svaret var: ”Du må ikke forlade mig”, men er ikke længere sikker på, at det er så entydigt. Det er derfor, jeg stadig går i terapi i den store hvide villa. Måske findes svaret ikke, men der bliver der stillet spørgsmål, og jeg lærer at forstå, hvad prisen er for hele tiden at invitere angsten op til dans.
Læs også af Marie Herløvsen:
En samtale i den store hvide villa
Inde bag de splittede briller
Sæbebobler
Brev til min far
Forvandlende fortællinger – mit livs historie
Eventyret om den yngste prinsesse