Jeg har fundet den røde tråd i mit liv og lært virkelig meget om mig selv – under indlæggelsen og i årene der fulgte, skriver Grethe Nielsen om sin ”recovery-rejse”.
Af Grethe Nielsen
Det er en af de dage, hvor jeg får stillet et rigtigt godt spørgsmål. Spørgsmålet om jeg betragter mig som syg eller rask, og om jeg fortsat er i gang med min recovery-proces.
Jeg er ude og holde oplæg for en flok amerikanske psykologistuderende, da spørgsmålet når mine ører, så jeg må tænke hurtigt og komme med et svar. Heldigvis er det noget, jeg har gjort mig en hel del tanker om.
Først og fremmest svarer jeg, at syg og rask er en slags poler, og vi befinder os altid et sted derimellem – hovedsagen er, at vi har et godt velbefindende, og vi er tættest på den raske pol det meste af tiden. Det er jeg sikker på, at jeg er nu.
Symptomer eller almenmenneskelige ting?
Jeg har ikke haft symptomer i lang tid – og det, psykiatere kunne betragte som symptomer, ser jeg som en del af min personlighed og også oftest som en almenmenneskelig ting. For er det et symptom, at jeg kan få tanker om, hvad andre vil bruge viden om mig til, hvis jeg har brugt lang tid på at fortælle noget personligt, ja måske endda privat om mig selv? Det tror jeg ikke. Det er nærmere et advarselstegn om, at jeg skal passe på mig selv. Værne om min integritet. At jeg har fortalt for meget og nået over grænsen til at dele mere om mig selv, end hvad der er godt for mig. Vi skal alle værne om vores integritet.
Er det et symptom, at jeg føler samvittigheden, ansvarsfølelsen, pligtfølelsen, perfektionismen og frygten for at fejle hamre inde i min brystkasse og skabe en ubehagelig nervøsitetsfølelse, når jeg føler mig presset af arbejdsopgaver og fritid og bliver bange for ikke at gøre det godt nok? Er det ikke sådan mange har det i perioder af deres arbejdsliv?
At skulle passe ekstra godt på sig selv
Jeg vil hellere kalde det advarselstegn på lige fod med at sove dårligt, ikke at kunne slippe tankerne om bestemte ting, at komme til at spise fire marcipanbrød efter arbejde. Men fordi jeg har en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling og en psykiatrisk diagnose bag mig, kan det nemt tolkes som en del af sygdommen. Men i virkeligheden er det mig, der bevæger mig lidt over mod polen syg, uden dog at være syg. Det er mit velbefindende, der ikke er optimalt, og jeg skal stoppe op og passe på.
For jeg skal altid passe ekstra godt på mig selv, være opmærksom på at jeg ikke presser citronen for meget og påtager mig flere opgaver, end jeg magter. Jeg skal sørge for få min søvn, med at få slappet af i min fritid og sørge for at lave noget, jeg kan lide og være sammen med mennesker, jeg holder af og har det godt sammen med. Jeg skal sørge for at spise sundt og få bevæget mig hver dag.
Den uendelige recovery-rejse?
Bliver jeg nogensinde færdig med at passe på mig selv, med at udvikle mig og med at opdage mit potentiale? Holder jeg nogensinde op med at se muligheder, med at håbe og med at elske? Når jeg til et tidspunkt, hvor jeg stopper min stræben efter at blive en bedre ven, en bedre mor, en bedre kæreste, en bedre datter, en bedre søster og en bedre kollega? Ophører jeg før eller siden med at lære mig selv og andre at kende, med at skabe muligheder for andre, med at gøre noget for andre og med at passe på mig selv og andre?
Bliver jeg nogensinde færdig med elementerne i en recovery-rejse, eller nåede jeg slutmålet, da jeg begyndte at betragte mig selv som Grethe 2.0? Nåede jeg slutmålet, da jeg kunne have min søn alene, da jeg kom i job, eller da jeg kom ud af medicinen? Hvad er slutmålet, og hvem opstiller parametrene? Det gør jeg vel selv – og så er der de samfundsskabte: At man skal have uddannelse, job, kæreste, børn, kunne betale sin husleje og passe sig selv. Jeg har hele tiden stræbt efter de samfundsskabte parametre: at have et så velfungerende og succesfuldt og almindeligt liv som overhovedet muligt. Selv om jeg nogle gange kommer i tvivl om, hvor almindelig jeg er.
Recovery-rejsen har givet mig værdifulde erfaringer
Jeg så en video på nettet om, hvordan svære perioder af ens liv, ens kampe, ens kamp for at skabe forandringer, for at skabe et bedre liv, netop er det, der former ens identitet – ja, faktisk giver en ens identitet. Meget af min identitet er bundet op omkring det forløb, der begyndte, da jeg blev psykotisk og indlagt og udskrevet og senere blev frivillig på Outsideren. Måske også fordi psykosen trak dybe tråde tilbage i mit liv, og alt havde en ny, sammenhængende mening. Jeg havde fundet den røde tråd i mit liv og lærte virkelig meget om mig selv – alene under indlæggelsen, men også i årene der fulgte.
Men for at arbejde inden for psykiatriområdet, skal jeg have den svære tid helt ude i en armslængde, og det meste af tiden er det også muligt her godt fire år efter. Min indlæggelse, min recovery-rejse, min tid på Outsideren og min store interesse for psykisk sårbarhed og psykiatri har givet mig en ny faglighed, en erfaret faglighed, som er kombineret med at følge godt med på psykiatriområdet og læse og høre om en masse andres personlige erfaringer med psykiatrien.
Dykkeranalogien
Mit møde med psykiatrien har således givet mit liv mål og en retning, som var ganske uventet, da jeg i 2010 afleverede mit speciale. Det har givet mig en langt mere værdifuld retning, end tysk og historie nogensinde kunne give mig. Det har givet mig en retning, hvor jeg kan og vil gøre en forskel for andre mennesker.
For at sige det på en anden måde, så spurgte en medpatient mig under min indlæggelse ”Hvis to dykkere er nede i vandet sammen, og den ene løber tør for luft, hvad skal den anden så gøre?” Hendes svar var, at dykkeren med luft skal tage luft først, før han hjælper den anden. Hendes pointe med dykkeranalogien var, at for at kunne hjælpe andre skal man hjælpe sig selv først.
Det er måske hele essensen af min recovery-rejse – og et slutmål – at jeg er gået fra i høj grad kun at have overskud til mig selv og mine egne problemer, til at have fået bearbejdet, hvad jeg havde med mig i bagagen og have arbejdet med mig selv. Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg har fået det rigtigt godt og har overskud, nærvær og langt mere ro på tanker og følelser, så jeg kan nu kan hjælpe andre.
Jeg har fået luft og kan nu give andre luft. Men kun hvis jeg hele tiden passer på, at jeg ikke gaber over for meget på en gang.
Så om jeg nogensinde bliver færdig med min recovery – det kan jeg ikke svare entydigt på.
Se også video med Grethe Nielsen: