Det kan være svært at blive indlagt, hvis man har det skidt, og omvendt være let at blive indlagt, hvis man har det så fremragende, at andre føler sig pinligt berørt, skriver Julie Find. Og går i rette med en ny kronik af Henrik Day Poulsen om bl.a. Tove Ditlevsen og Nina Simone.

 

Af Julie Find

Det kan være svært at komme ind på en lukket afdeling, hvis man selv kan mærke, man har det skidt.

På Psykiatrifondens hjemmeside kan man i en undersøgelse, udført af foreningen Bedre Psykiatri, læse at mange patienter, som er selvmordstruede, afvises på skadestuerne med beskeden om, at de er for “raske” til at blive indlagt.

Personligt har jeg aldrig haft det problem. Faktisk har jeg det nogen gange så fremragende, at jeg står i min morgenkåbe og nyder foråret på min altan, mens jeg i al min glans råber “Hej, hej!” og lykkeligt vinker til mine søde naboer, mit håndklæde stadig om mit våde hår. Når jeg har det så godt, kommer politiet og knalder mig i gulvet og insisterer på, at jeg bliver indlagt. I meget lang tid.

Og hvor er logikken i det?

Hvis argumentet er, at den glade psykotiker er til stor fare for sig selv (for eksempel ved i sin mani at træde ud foran en bus) burde man så ikke også altid indlægge folk, der beskriver sig selv som selvmordstruede? Eller alkoholikere for den sags skyld?

Enkelte psykotikere er til fare for andre, men langt størstedelen er ikke. Det er ikke retfærdigt at behandle en stor gruppe mennesker på baggrund af nogle enkeltes adfærd.

Jeg tror desværre, at logikken findes et andet sted: Vores ret til en sengeplads på en lukket afdeling afgøres ikke ud fra, hvor godt eller dårligt vi har det. Det er vi i psykiatriens øjne slet ikke kompetente nok til at afgøre.

Nej. Vores ret til indlæggelse afgøres i højere grad af, i hvilken grad vores omgivelser er “pinligt berørt” af vores opførsel. Nu mere pinlige andre mennesker synes vi er, jo større er chancen for en sengeplads.

Forstå mig ret. Jeg vil gerne have et sted at opholde mig, når andre har fået nok af mit svedige selskab. Men det skal være et vidunderligt sted at være, og ikke mindst skal normale mennesker erkende, at jeg er der for deres skyld. Så de ikke bliver flove.

Denne angst for at føle sig “pinlig berørt” er også grunden til, at det er forbudt at filme, optage lyd eller tage billeder på de lukkede afsnit.

For de fleste mennesker er det, der sker under psykosen, åbenbart så forfærdelig tæerkrummende, at resten af samfundet for alt i verden skal skærmes fra det. For vores skyld. Fordi vi åbenbart burde skamme os. Og det er der sikkert også mange, der derfor gør.

Henrik Day Poulsen om Tove Ditlevsen og Nina Simone
I Berlingske Tidende skrev psykiater Henrik Day Poulsen den 11. april en temmelig uhumsk kronik om sammenhængen mellem bipolaritet og genialitet. Han skriver følgende om Tove Ditlevsen:

“…Ditlevsen springer fra maniske faser, hvor hun er sexhungrende og gnider sit underliv op og ned ad sofaen, for senere at ryge ned i depressionens dybde og få selvmordstanker.”

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan livet ville have været for Tove Ditlevsen, hvis omgivelserne havde været lidt mere store i slaget: “Nårh? Det er bare Tove! Hun er lidt grænseoverskridende og skamløs nogle gange, det går over! Men sejt ikke?” Eller: “Tove har det af helvedes til i øjeblikket, hun vil gerne have noget hjælp og trøst, så det skal hun da have”.

Senere i kronikken skriver Day Poulsen om den amerikanske sangerinde Nina Simone:

“Simone var udiagnosticeret i mange år, hvilket medførte, at hun i manisk tilstand teede sig helt uacceptabelt og ødelagde sin karriere ved at blive meget aktiv på den mest ekstreme fløj af de sortes kamp for lighed i 1960ernes USA… …Da Simone endelig fik diagnosen bipolar sygdom og kom i behandling med det antipsykotiske stof Trilafon, blev hun langt mere normal. Men hun mistede også den gnist og genialitet, der tidligere var hendes kendetegn.”

Henrik Day Poulsen synes, det er kompliceret, men foretrækker klart normaliteten i den enkelte patient.

I forbifarten glemmer han i øvrigt at nævne nogle af de andre (udover tabet af gnist og genialitet) forfærdelige bivirkninger, der kan være ved en sådan medicinsk behandling.

I modsætning til Henrik Day Poulsen ønsker jeg slet ikke at tage stilling til, om der er en sammenhæng mellem genialitet og psykiske sygdomme. Det er for mig irrelevant i forhold til sagens kerne:

Tænk, hvis Nina Simones samtid og til stadighed Henrik Day Poulsen havde reageret ved at tænke: “Nina vil hellere kæmpe for sortes rettigheder end at dyrke sin karriere. Hun er virkelig vred; det er nok vigtigt!” Eller bare: “Jeg fatter ikke hendes valg, men det er jo mit problem!”

Hvordan havde disse to kvinders liv da været? Jeg skal ikke stille mig som dommer, men måske havde der været længere mellem skrigene, afmagten, råbene, skænderierne, indlæggelserne og ikke mindst skammen.

I stedet blev Tove Ditlevsen og Nina Simone diagnosticeret, stigmatiseret og behandlet som sindssyge, og dermed fulgte de forfærdelige konsekvenser, som følger alle, der fejler i at beskytte normale menneskers krav om, for Guds skyld, ikke at føle sig pinligt berørt.

På vores vegne.

Julie Find er psykotiker, aktiv i Outsiderens festudvalg og specialestuderende ved Københavns Universitet. 

Læs mere om Bedre Psykiatris undersøgelse her:
http://www.dr.dk/nyheder/regionale/nordjylland/undersoegelse-psykisk-syge-bliver-svigtet-paa-skadestuer

Henrik Day Poulsens kronik:
http://m.b.dk/kommentarer/det-skroebelige-og-syge-kunstnersind

 

3 Kommentarer

  1. jens peder nicolaisen

    Kære Julie Find
    Et meget sigende billede du bruger. Æggenes udtryk beskriver meget fint patienter og behandlernes reaktion på det beskadige æg.

    Svar
  2. meriem jytte chawes

    Tusinder har fulgt begge de omtalte kvinder. Lige så mange er stadig tilhængere. Har aldrig før hørt så grim en omtale af begge. Hvis mennesker trives er det en forbrydelse at gøre indgreb i deres liv. Det siger mere om de der bliver pinlig berørt end om de der muligvis overtræder deres grænser.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.