Nogle dage ønsker Trine, at hun aldrig får det bedre. Frygten for, at der ikke er en terapeut til at lytte til hendes problemer og frygten for, at omgivelserne forventer for meget, hvis hun bliver helt rask, fylder meget.
Af Trine
At blive rask, må være som at have det så skidt her, men samtidig skulle leve op til en masse krav om at fungere normalt.
Sådan har jeg tænkt om det i mange år. Jeg lullede mig ind i trygheden ved at være syg, for så var der ingen, der stillede krav til mig. Nu står jeg sådan et underligt sted, hvor jeg efter rigtig mange års sygdom kan øjne muligheden for reelt at blive rask. Mine behandlere har sagt til mig de sidste tre år, at de tror på, at jeg kan blive helt rask og få den uddannelse, jeg drømmer om. I starten når de sagde det, blev jeg panisk. Jeg har tænkt meget den seneste tid over, hvorfor det er så skræmmende at blive rask. Jeg har også tænkt på, hvordan jeg overvinder den angst, så jeg kan slippe sygdommens greb om mit sind og få det liv, jeg har drømt om lige siden, jeg var barn.
De syge følelser tog min tid
I dag er jeg 31 år. Jeg har været syg, siden jeg var omkring 13 år med få gode perioder undervejs, hvor jeg blandt andet gennemførte gymnasiet og boede i Sydamerika et halvt år. Jeg har en svær borderline, som kom i udbrud igen for syv år siden, da jeg gik på universitet. Jeg begyndte at blive indlagt og blev tilknyttet psykiatrien. Jeg har været meget syg, meget selvskadende og meget indlagt. Jeg har boet på et døgnbemandet bosted i fire år, og på mange måder har sygdommen i de år været min identitet, fordi de syge følelser fyldte hele mit sind, tog al min tid og sådan set hele mit liv. Jeg får rigtig effektiv (og hård!) behandling, og prognosen ser god ud ifølge de kloge behandlere. Det bringer mig tættere på at blive rask, og jeg er begyndt at kunne drømme om, hvad jeg gerne vil med mit liv. Jeg prøver at forholde mig til, hvilken uddannelse, jeg drømmer om, muligheden for livet med en kæreste og den længe glemte drøm om at få børn. Det er stort at begynde at tænke i de baner, men nogle dage er det også så skræmmende, at jeg kan tage mig selv i at ønske, at jeg aldrig bliver rask.
Flyttede fra bosted
Som jeg skrev først i artiklen, så er det svært at forestille mig nogensinde at skulle få det så godt, at jeg kan fungere normalt. Derfor bliver jeg bange ved tanken om, at det at blive rask betyder, at jeg ikke får hjælp mere, og at jeg skal leve op til en masse samfundskrav om uddannelse, familie og krav om at være lykkelig. Jo bedre jeg får det, desto mere begynder jeg at forstå, at jeg kan meget mere, end jeg nogensinde troede muligt. Bare det at flytte fra bostedet for et halvt år siden, har lært mig, hvor meget jeg kan selv, når der ikke er hjælp døgnet rundt. Jeg får dog stadig rigtig meget støtte i form af samtaler mindst to gange om ugen igennem mit behandlingstilbud. Jeg har gået til psykolog næsten konstant, siden jeg var 16, så tanken om ikke at kunne dele alle mine tanker og følelser med en professionel er skræmmende.
Det er et tabu
Tanken om, at jeg kan få det rigtig dårligt, uden at der er nogle professionelle til at hjælpe, er så skræmmende. Så meget, at jeg helt glemmer, at hele den store bonus ved at være rask netop er, at jeg ikke får det så dårligt, som jeg har haft det før i tiden, og som jeg ind i mellem stadig kan få det. Det er netop svært at gøre mig den konklusion helt ind i følelserne, når jeg ikke er rask endnu, og der stadig er sorg og smerte indeni. Nu hvor jeg klarer mere og mere selv, er det skræmmende for mig, fordi det betyder mindre tilknytning. Jeg kan tænke, om angsten mon holder mig tilbage fra at tage nogle skridt fremad, og det tror jeg ærlig talt, at den gør. Jeg er ikke meget for at indrømme det, for jeg vil jo gerne kunne sige, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive rask. For egentligt er det vel lidt et tabu at holde igen for at blive rask, fordi man er bange for det. Jeg har i hvert fald aldrig hørt andre sige det højt. En rask person vil sikkert have svært ved at forstå, hvorfor jeg nogle dage ikke ønsker at blive rask.
Skridt for skridt
Jeg er heldigvis drevet af en enorm vilje til at blive rask og til at nå mine mål. Selv om det ind i mellem spænder ben for mig, fordi jeg presser mig selv for meget i perioder, så driver viljen mig igennem de dage, hvor jeg ikke tør blive rask og ikke tør blive alene. Jeg er nået så langt, at jeg nu godt tør blive rask. Jeg tør godt rumme den smerte, det vil koste mig. Jeg tør udfordre mig selv og gøre mere alene. Det er en stor hjælp, at ingen omkring mig forventer, at det skal ske på en nat, men at det sker skridt for skridt. At jeg langsomt bliver trappet ud af alt medicinen, at jeg begynder at have færre samtaler med mine behandlere, at jeg langsomt lærer at bære min smerte mere selv og vigtigst af alt, at jeg nu begynder at turde tage endnu flere skridt hen imod at blive rask. Jeg tør tænke på fremtiden og kaste pilen i den retning frem for at tro på, at skæbnen vil, at jeg skal være syg resten af mit liv. Jeg tør ønske, håbe og drømme. Det er så stort, at være nået hertil!