Mit hjælpemiddel – dit legetøj

En lørdag formiddag gik jeg ned gennem gågaden i Næstved for at hente medicin på apoteket. Vejret var godt og der var liv i byen og på torvet, hvor der var forskellige boder med blomster, frugt og grønt og hvad der ellers nu var. Det var en klassisk lørdag formiddag.

Mens jeg gik op mod apoteket så jeg en dreng med en fidget spinner. Jeg tænkte at han nok havde den samme motoriske uro og rastløshed som mig.

På apoteket så jeg endnu to børn med fidget spinnere, og tanken om at byen i dag var fyldt med hyperaktive unger med uro fik mig til at smile.

 

Da jeg kom ud fra apoteket stod der endnu flere mennesker på torvet, og der var næsten en summen fra samtlige børn med fidget spinnere. Hvis det ikke var fordi at jeg vidste at den lille snurrende dims var blevet mode, så havde jeg troet af ADHD foreningen havde lavet kæmpe arrangement på Axel Torv i Næstved.

 

Jeg stod lidt tid og kiggede ud på Axel Torv, og det var der det gik op for mig at det hjælpemiddel jeg har haft et stykke tid, pludselig blev allemandseje og et stykke legetøj.

 

Medierne fortalte meget omkring fidget spinneren og skolelærere brokkede sig over den nye dille, som de gerne ville have forbud mod i skoletiden da de forstyrrer undervisningen. Legetøjsforretningerne meldte udsolgt og Ebay kom på overarbejde. Fidget spinneren er blevet den nye dille. Jeg husker lidt forskellige diller fra da jeg gik i skole. Ja, det er svært at erkende at jeg snart runder de 30 og det er en del år siden jeg gik ud ad skolen, så husker jeg at vi spillede med JoJo’s eller Drago Heads i skolegården. Jeg stod op tidligt om morgenen for at passe min dinosaur tamagotchi, så den ikke døde, gåtur med hunden var noget jeg gjorde med en yoyo. Og der kunne gå oceaner af tid med at lade en Slinky ”kravle” ned ad trappen for at løbe ned, hente den, op igen og starte forfra.

Alt gik jo af mode igen og det var bandlyst i timerne på skolen, men vi yndede at bruge frikvartererne på at lege med vores legetøj.

 

Hvis jeg havde været barn i 2017 og havde set fidget spinneren og dens popularitet, så ville jeg også have haft én for man vil jo gerne være med på moden, og være med i det de andre snakker om. Min nu er jeg ikke barn men en kvinde som nærmer sig de 30 og kæmper en daglig kamp med ADHD.

 

Jeg ejede en fidget spinner inden samtlige danske børn begyndte at bruge det som legetøj, for mig et det nemlig et hjælpemiddel.

 

Jeg har rigtig meget motorisk uro og min evne til at pille ting fra hinanden er rigtig god, men ”dimsere” har været en kæmpe hjælp. Jeg har mange forskellige slags ”dimsere”. De 10 ærteposer jeg fik for et års tid siden er slidte og der er hul i dem alle sammen og jeg måtte finde andre ting at dimse med. Hvis jeg ikke har noget mellem mine hænder til at styre min uro, så knækker jeg fingrer, bider negle, piller syningerne i mine bukser op – ja jeg kunne blive ved. Jeg ødelægger ting og derfor er det vigtigt for mig at have noget i mine hænder, og er derfor ejer af en fidget spinner.

Men fidget spinneren er ikke det eneste. Jeg har også et par fidget cubes, en fidget hand shank pad, en fidget key ring sensory, en fidget mesh marbles ball og et par tangles.

 

Jeg synes det er rigtig fint hvis alle kan bruge det, men jeg kan godt blive bange for at os der virkelig har behov for at dimse pga. motorisk uro ikke helt bliver taget seriøst. Hvis jeg gik i skole i dag og det var forbudt at have fidget spinnere i timerne, så ville min motoriske uro og koncentrationsevne være endnu mere udfordret. Men hvem skelner mellem hvem der har behovet og hvem der ikke har?

Alt er en balancegang. Kig dig omkring, der er fidget spinnere alle steder, men for hvem er det legetøj og for hvem er det et hjælpemiddel til en nemmere hverdag?

 

Med fare for at lyde som en kedelig og emsig voksen ved jeg i hvert fald at jeg ikke er med på moden, men bare har en krop som har uendelig meget brug for at dimse.

 

En fidget spinner er en type stressafhjælpende legetøj. Grundlæggende består en fidget spinner af et leje i midten af genstanden med to eller flere arme, der kan være fremstillet af forskellige typer metal eller plastik. Legetøjet er blevet markedsført som at det hjælpe folk, der har svært ved at fokusere eller fidgeting (som personer med ADHDautisme eller angst) ved at fungere som en mekanisme hvor nervøs energi eller stress kan frigives. Eksperter er delte i dette udsagn, idet nogle støtter teorien, mens andre argumenterer for, at legetøjet kan være mere distraherende.

Selvom de blev opfundet i 1990’erne blev fidget spinners først for alvor et populært legetøj i 2017. De bliver ofte markedsført som at de giver sundhedsmæssige fordele, og det begyndte at blive meget udbredt i skoler, hvilket resulterede i, at nogle skoler har forbudt dem, idet lærerne mener, at de er distraherende i undervisninger. Andre skole tillader dem, da de mener, at det kan hjælpe børnene med at koncentrere sige.

Kilde: Wikipedia