Så her d. 18 – 20 juli var jeg på en lille miniferie i Lalandia i Rødby sammen med noget af min familie. En tur jeg havde glædet mig til, rigtig meget endda, men også en tur som jeg havde mange tanker omkring, da jeg jo som tidligere cutter har en del ar på min krop. Mine arme er værst, men også mine lår har en del ar, og så har jeg et stort operationsar på min mave, som også er en følge af en selvskadende akt jeg desværre fik lavet engang. Ja, min krop har stået til måls for meget selvhad og smerte og vold fra mig af, men sådan er det nu engang, og da det er fortid synes jeg ikke jeg behøver bebrejde mig selv for al det mere. Det er fortid og sket er sket.
Inden ferien snakkede jeg både med min svigerinde, min lillebror, min kæreste og min mor omkring det med mine ar og at Lalandia jo er et badeland, så jeg ville være iført min badedragt og folk ville have frit udsyn til mine ar. Jeg selv er jo afklaret med de ar. Jeg er kommet til det punkt i mit liv at jeg sagtens kan forstå hvis folk kigger, det må de gerne, de skal bare ikke stirre eller lave øjne. De må hellere end gerne spørge ind til mine ar, jeg har det jo godt og de er gamle… Og udover det har jeg endda en “børnevenlig” udgave, jeg fortæller børn som jeg mener ville blive skræmte over sandheden. Ja, jeg selv tænkte at jeg bare ville tage det hele som det kom.
Min mor var nervøs for hvis folk kiggede og så videre, at det så ville gøre mig dårlig. Hun blev ved med at være så bekymret at hun insisterede på at købe mig en badekåbe til at have på når jeg ikke var i vandet. Og jeg fik en lækker blød badekåbe fra JYSK.
Da vi ankom til Lalandia og vi tog hen i badelandet var der heller intet første dag. Jo vist, folk kiggede da, men ingen var ubehagelige og jeg havde ingen problemer med at folk kiggede. Jeg smilte blot venligt til folk og hyggede mig med mine søskende og min svigerinde.
Dag 2 sker der så 2 episoder, hvoraf den ene gør mig vred. Den anden finder jeg derimod hysterisk morsom.
1: Oppe i køen til en vandrutjebane står mig og min svigerinde. Der er to køer ved siden af hinanden og i den anden kø står en ung teenagepige på ca. 15 år. Jeg kan se hun står og kigger direkte på min krop og gør STORE øjne. Jeg skjuler ikke at jeg kan se hende, men hun kigger kun på min krop, ikke på mit ansigt. Hun får fat i sin veninde og peger på mig med et ansigtsudtryk der siger : WAUW! Prøv lige at se hende der! Hun er jo C R A Z Y ! 2 minutter efter er jeg inde i rutjebanen og tænker sikke en idiot. Jeg skulle have spurgt hende direkte “Hvad peger du på?” med et venligt smil. Jeg fortryder så meget jeg ikke sagde det til hende. Men sådan er det. Det er utroligt at nogen opfører sig sådan. Ja, det gør mig vred.
2: Dette finder jeg bare hysterisk morsomt. Jeg er inde i damernes omklædningsrum og står nøgen og venter på at komme til et ledigt toilet. Jeg ser nogle komme hen til køen og jeg kan de kigger på min krop med afsky. Da jeg går ind på det ledige toilet kan jeg høre dem sige: “De burde tjekke hvilke slags mennesker de lukker ind sådan et sted som her!” Og jeg tror faktisk jeg tog mig selv i at grine, for det er alt for morsomt at nogen kan have den mening. Desuden er det jo gamle ar. Desuden er det jo ikke noget de bør blande sig i. Desuden er det min krop, ikke deres. De kan bare lade være med at kigge.
Så ja… Ellers en dejlig tur. Jeg har hygget mig med min familie og fået badet rigtig meget! Tak fordi i læste med.