Af Tina Wittendorff Mortensen. Foto: Privat
Jeg har altid været lidt anderledes end alle andre børn. Jeg havde OCD fra barnsben, og derfor var jeg altid nervøs og bange for nye mennesker. Jeg blev udelukket af fællesskabet det meste af min folkeskole- og gymnasietid, og jeg mødte også en del udfordringer i min hjemmesituation. Som teenager ændrede jeg mig dog. OCD fyldte langt mindre, mens noget andet fyldte mere. Jeg begyndte at hade mig selv og bebrejde mig selv for mine fejl og for ikke at være god nok til verdenen. Jeg begyndte også at gøre skade på mig selv og ikke kunne sove eller fokusere på grund af tankemylder. Jeg gik fra at være en, som altid var stræbsom i skolen, til at skrabe bunden og ville opgive alt og smide det hele væk. Da jeg søgte hjælp hos psykiatrien, var der stort set intet at hente. En privatpsykiater gav mig noget beroligende medicin mod mine tanker, og jeg forsøgte et psykologforløb hos det offentlige, hvor psykologen ikke gjorde andet end at teste mig for, om jeg var mentalt retarderet. Jeg var 16 år. Det kunne have stoppet der, hvis jeg havde fået den rigtige hjælp. Men jeg måtte hjælpe mig selv, og sådan blev det også i fremtiden.
Endnu en nedtur
Jeg fik derefter mere styr på mit liv, og det gjorde mig mere rolig. Men mine følelser var stadig de samme. Jeg havde det stadig dårligt, bebrejdede stadig mig selv for alt, gjorde stadig skade på mig selv, og hver gang, at jeg blev følelsesmæssigt udfordret, mærkede jeg så voldsom en smerte, at jeg hellere ville dø. For at fungere og ikke have for meget tid, hvor jeg kunne have det dårligt, holdt jeg op med at slappe af. Jeg påtog mig mere, end de fleste ville kunne magte, og det var jeg faktisk glad for. Jeg fandt ud af, at hvis jeg bare oplevede nye eventyr hele tiden, så forblev jeg stabil – hvad jeg så end fejlede. Det kunne dog ikke blive ved på denne måde. I efteråret 2016, oplevede jeg, at min tilværelse ramlede sammen for anden gang dette år. Jeg kunne ikke mere, og jeg ville ikke mere. Jeg havde ellers ikke været selvskadende i lang tid, og jeg troede, at jeg måske var kommet over mine mærkelige negative følelser. Men det hele ramte hårdere end før. Nu var jeg 20 år. Jeg troede, at jeg havde ramt bunden som 16 årig, men det viste sig at blive meget værre denne gang.
Blev sendt hjem uden hjælp
Jeg endte med at lade mig indlægge på den lukkede afdeling i håb om at få hjælp. Det var både en god og dårlig beslutning. Det var der, at jeg fandt motivationen til at leve igen. Men det var ikke lægernes eller sygeplejerskernes skyld. Jeg fandt motivationen, da jeg så, hvor dårligt jeg selv og andre blev behandlet, og at vi blev sendt hjem uden hjælp. Jeg fik diagnosen borderline, og så blev jeg sendt hjem – uden hjælp, selvom de godt vidste, at jeg havde brug for akut hjælp til at komme ud af min selvmordstruede tilstand. Jeg begyndte derefter at skrive min debutroman Nordbyen. Den handler om, hvordan det er at leve i et hoved som mit, om sorger og glæder, mine eventyr ude i verden, og hvordan det er at kæmpe med systemet i Danmark. Min roman blev udgivet for et par uger siden, men det er et helt år siden, at jeg skrev den. På det år har jeg udviklet mig utroligt meget. Jeg har lært mere om mig selv, efter jeg fik min diagnose. Jeg er blevet rolig, og der behøver ikke ske noget hele tiden for, at jeg har det godt. Jeg har endda stået over for en af det største følelsesmæssige udfordringer i mit liv, og alligevel ikke blevet syg af det. Er jeg blevet ”rask”? Det ved jeg ikke, men det har hjulpet mig at skrive. Hvis det er noget galt, så skriver jeg i stedet for at gå i seng og føle mig hjælpeløs. Min debutroman er meget seriøs, men i fremtiden vil jeg skrive fantasybøger. Dog er jeg meget stolt af min bog, og jeg synes, at den slår et vigtigt slag for et emne, som der skal mere fokus på. Den viser også, at når folk med borderline har det godt, så kan de udrette helt fantastiske ting – for den handler nemlig ikke kun om de dårlige sider af at have borderline.