Mit sidste indlæg herinde omkring symptompleje vs. ressourcepleje, delte jeg også på min private facebookside, hvilket jeg sjældent gør, da jeg gerne vil holde tingene adskilt. Desuden delte jeg det på min offentlige facebookside.
Indlægget kan læses her: Her
Der gik ikke mange timer, før der dukkede en besked op i min indbakke fra en klassekammerat jeg havde tilbage i 9.a. I indlægget fortæller jeg min historie i meget korte træk, helt tilbage fra folkeskolen. Og Susanne, som jeg gik i klasse med, kontaktede mig så i går.
Vi var i en projektorienteret klasse, og Susanne og jeg skrev mange af vores projekter sammen. Men efter folkeskolen har vi ikke haft meget kontakt.
Der er flere af mine gamle venner og veninder der begynder at pippe frem og vil have kontakt. Jeg synes det er SÅ skønt, men det er også tydeligt, at det har krævet mod fra dem at tage kontakten. I bund og grund forstår jeg det vel godt, for jeg mistede rigtig meget netværk, da jeg blev syg.
Men jeg bebrejder ingen. Meget kunne have været gjort anderledes. Både fra min egen side, fra venners, families, lærernes osv. Men sket er sket – og forhåbentligt har vi alle lært af det. Jeg lærer hver dag, i alle mine relationer – gode som dårlige. Og jeg bærer sjældent nag.
Men den her besked vil jeg alligevel være en opfordring til at turde at række ud. At turde spørge ”hvordan har du det”, og faktisk mene det. At turde konfrontere og ikke pakke ind i vat. At turde gå ind i det ukendte i et forsøg på at forstå en andens persons univers – hvad end det er sygt eller blot anderledes.
Hvorfor er det, at vi er så bange for det der gør ondt?
Jeg mærkede det meget tydeligt i forbindelse med jeg blev syg, og ikke mindst da jeg mistede min søster. Det klassiske eksempel med sorg. Hvor frygten for at gøre den anden ked af det, overskygger omsorgen. Men det værste er jo sket – jeg mistede min søster. Du kan umuligt gøre mig mere ked af det, og der sker ikke noget ved jeg græder. Tværtimod vil jeg ikke være alene i sorgen.
Det samme gør sig gældende med psykisk sygdom. Hvis ikke vi tør at vise omsorgen for dem vi er bekymrede for, hvordan skal de så vide, at de rent faktisk har nogen omkring dem, som støtter? Det er jo benzin på ensomhedsbålet i et misforstået hensyn.
Jeg har fået lov til at dele Susannes besked med jer, og det er fordi jeg synes budskabet er så klart og vigtigt. Find modet og ræk ud, frygt ikke svaret eller reaktionen. Alle bliver glade for at andre viser dem omsorg, alle bliver glade for en hilsen, en besked eller blot et hej på stationen, når I går forbi hinanden.
Dette må være en opfordring af de vigtige, jeg håber I vil tage med jer.
-Sidsel