Noget af det, jeg er mest optaget af, for mit eget vedkommende og i mit arbejde som peerstøtte medarbejder, er, hvordan man passer på sig selv og forebygger tilbagefald. Mit sidste blogindlæg omhandlede også dette.
”Depressionen er udtryk for et sammenbrud af en depressiv overbelastningsstrategi”, skriver Josef Giger-Bütler i bogen ”De mente det jo godt” (De mente det jo godt- depression og familie, side 22).
Jeg læste hans bog et års tid efter min første indlæggelse, og den kom til at gøre en stor forskel for mig. Jeg begyndte at forstå, at jeg fra tidligt i livet havde fået en opfattelse af, at jeg altid skulle leve op til andres forventninger og krav til mig. At jeg skulle opfylde deres behov og mere til og sørge for, at alle havde det godt. Andre måtte for alt i verden ikke måtte blive skuffede over mig, og jeg måtte ikke være til besvær. De krav, jeg havde til mig selv var tårnhøje.
Da jeg var 27 år, ”slukkede” min hjerne. Den råbte på pause og en ny måde at være i verden på. Den kunne ikke mere, og depression var min måde at reagere på. Jeg havde levet af andres anerkendelse. Havde en forestilling om, at deres kærlighed var betinget af, at jeg ydede og altid var der for dem. Hvis ikke, ville det koste mig kærligheden og min berettigelse til at leve. Og der lå jeg på psykiatrisk afdeling og kunne ingenting. Var jeg så ikke noget værd? Mit fundament for at blive elsket og have værdi var krakeleret.
Psykiatere havde prøvet at finde årsagen til, at jeg havde udviklet depressioner, men fandt ikke noget, som syntes at ramme noget væsentligt. Da jeg læste Josef Giger-Bütlers bog gav hans tese Depression er udtryk for et sammenbrud af en depressiv overbelastningsstrategi, med det samme mening for mig.
Sådan var det! Det kunne jeg mærke inde i mig selv. Jeg begyndte at forstå mig selv, og det der havde ført frem til mine depressioner. Det tanke- og adfærdsmønster, som aldrig havde været bevidst og tydeligt for mig, begyndte at tage form for mig.
Det positive, udover en større forståelse af mig selv, var, at det viste en vej frem. Jeg var ikke magtesløs i kampen mod depressioner. Jeg kunne arbejde med min måde at tænke på – at jeg altid skulle løbe stærkere og sætte andre først. Jeg var ved at slide mig selv op, men jeg kunne vælge en ny vej. Min begyndende forståelse af mit tanke- og handlemønster, viste vejen frem til at blive bedre til at passe på mig selv og arbejde med at gøre mig fri af tanken om, at kærlighed og værdi koster at du yder mere end 100% – at kærlighed er noget, du skal gøre dig fortjent til.
Jeg kan vist skrive en 10-15 blogindlæg mere om det her emne, og nogle af Josef Giger-Bütlers tanker, fortjener at blive uddybet. Så hæng på, hvis det har fanget din interesse.
Foto: Privat