Vi var mandag den 25. juni nogle mennesker forsamlede på Outsiderens lokalitet på Kapelvej i anledning af, at Pia Callesen ville fortælle om den metakognitive terapeutiske metode. Hun fortalte, at man havde gennem årene iagttaget en faldende effekt af den kognitive metode, uden at man kunne forklare hvorfor. En mulig årsag kunne være, at titlen af kognitiv terapeut ikke var beskyttet, og at metoden var blevet udvandet af for mange forstå-sig-påer, som gjorde sig kloge på en metode, de i realiteten ikke havde forstået den dybere mening med. Dette vil man nu forsøge at gardere sig imod ved kun at lade godkendte metakognitive terapeuter udøve metoden. Metoden er ukendt i USA, og er kun kendt i de skandinaviske lande, samt visse andre europæiske lande, og er udviklet på europæisk grund. Foredraget gav hos mig anledning til nogle tanker, som jeg vil redegøre for i det følgende.

Interessant er det at notere sig, at man, i forbindelse med at udforske nye psykodynamiske metoder, læs metakognitive metoder, til behandling/bedring af depressionspatienter, har fundet, at en nøgleparameter er længden af den tid, patienten bruger på at grublisere. Den er meget længere end hos ikke-depressive patienter, som udmærket kan have lignende grublerier, blot af meget kortere varighed. Til af behandle tilstanden har man fundet, at man kan fokusere på, hvor på skalaen mellem at tænke på rent indre ting, og på rent ydre ting, opmærksomheden hos patienten befinder sig. Efter min opfattelse ligger der mere i problematikken. Selve det forhold, at patientens følelsesliv er dysfunktionelt, og at den lange grubliseringstid blandt andet skyldes, at patienten venter på en følelsesmæssig reaktion, som udebliver, stiller terapeuten i en vanskelig situation, idet der jo ikke er noget svar på, hvordan man ad terapeutisk vej får patientens følelsesliv til at fungere normalt. Det er her, at den rigtigt valgte antidepressive medicin viser sin styrke, idet den på kompliceret vis retablerer patientens følelsesliv. Desværre er der depressionspatienter, som ikke reagerer på den tilsigtede måde på medicinen, hvorfor det kan være en vanskelig eller umulig opgave at vælge medicin til patienten. Virker medicinen korrekt, griber den virkeligt ind i dybden af patientens hele psykiske liv, og ofte skal patienten nå til helbredelse ad omveje. Jeg har ved egen erfaring, samt ved iagttagelsen af og bekendtskabet med en medpatient, gjort den konstatering, at der i forbindelse med medicinsk behandling af svær depression kan optræde en helt utrolig vrede, som, i det tilfælde, at færden mod helbredelse standser på dette stadium, må behandles med antipsykotiske midler for ikke at være til væsentlig ulempe for patienten. Men også inden vredesstadiet optræder der, såfremt medicinen virker korrekt, en opboblen af psykologiske problemstillinger fra underbevidstheden, som kan have psykoanalytisk karakter. Bevidstheden præsenteres for problemformuleringer, der ellers hidtil er strandede i underbevidstheden, qua dennes følelsesmæssige dysfunktion. Det er min erfaring, at uanset om patienten går ind i disse problemstillinger eller ej, så er selve fænomenet per se et signal om, at patienten er på rette vej. Men en medicinsk helbredelse kan udmærket strække sig over år, før patienten er i mål med behandlingen. Jeg kan med min bedste vilje ikke se, hvordan man ad psykoterapeutisk vej ville kunne reproducere denne grundighed, hvoraf jeg ikke tror, at noglesomhelst af disse ledsagefænomener kan springes over. Der er jo tale om en radikal omlægning af patientens følelsesliv. Vi mangler så at sige en psykologisk knap, hvormed vi kan aktivere helbredelsen af patientens følelsesliv, men som medicinen, såfremt den virker rigtigt, aktiverer på forunderlig vis. Hvad vreden angår, var det min oplevelse, at det var mig en vrede uden objekt, og at det sådan set var et rent privat fænomen, helt af rent følelsesmæssig karakter. Jeg tror, at det ville være en forkert og uhensigtsmæssig fremgangsmåde at forsøge ad psykologisk vej at aktivere en vrede hos patienten. Dels ville man klart kunne iagttage vanskeligheden ved at kunne dette, dels ville man jo være nødsaget til at introducere objekter, hvorimod vreden kunne rettes, og det kunne nemt ende i det rene sludder og vrøvl. Og lad os ikke glemme, at vreden kun er et symptom på et generelt vågnende følesesliv – vreden er ikke et mål i sig selv. Målet er, at alle nuancerne er der, også de fine nuancer, som forudsætter ro i sindet. Forekomsten af angst i forbindelse med depression er jo netop symptom på, at patienten netop ikke har fred i sindet, men er efterladt i en permanent alarmtilstand. Og i den tilstand er der i den grad ikke plads til fine nuancer.

Måske ville en terapeutisk metode, som havde til mål at aktivere følelsesmæssige reaktioner hos patienten, være en vej frem. Problemet her ligger efter min opfattelse i at få terapien til at virke i dybden og at undgå, at følesesmæssige reaktioner forbliver et overfladefænomen. Jeg ser ikke nogen muligheder for, hvordan en sådan terapi kunne etableres.

2 Kommentarer

  1. Anette

    Takker for artikel da det er sundt med kritisk øje på både terapi og medicin. Vi er forskellige uanset hvilken lidelse vi har. Så selvom behandlere vil os det bedste med terapi og:/eller medicin, så får man ikke ens resultater – da vi jo reagerer forskelligt på det og ikke har ens bagage fra barndom mm.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Til Anette: Mange tak for kommentaren. Selvom det er dejligt at få likes, hvor jeg er overrasket over, hvor mange der er kommet, er det allerbedste at få en kommentar. Der kan jo meget vel være forhold og tankegange, som ikke fremgår af artiklen, som det kan have interesse at hive frem. Som du så rigtigt bemærker, er der det enestående forhold ved psykiatriske sygdomme, at reaktionerne på medicin erfaringsmæssigt er så forskellige, og det der er den rene gift for den ene, er en velsignelse for den anden. Men erfaringsmæssigt er der jo også en del, for hvem den medicinske tilgang er uønsket, og som hellere vil gå en psykoterapeutisk vej, og dem skal der jo også gerne være noget til. Jeg må jo her tilstå, at mit referat af seancen med Pia Callesen ikke er fyldestgørende, men snarere handler om de tanker, jeg selv gjorde mig i samme anledning. Endvidere må jeg tilstå, at jeg gennem min egen vej gennem psykiatrien har været præget af den opfattelse, at det, jeg havde brug for, var den rigtige medicin. Hvad angår den antipsykotiske medicin, var førstegangsvalget dengang Trilafon, og det har jeg holdt fast ved, selvom det i dag kræver speciel tilladelse fra sundhedsstyrelsen. Hvad angår antidepressiver, var det godtnok en langtrukken affære, før vi fandt frem til det, netop jeg skulle bruge. Væk med alle SSRIer, og frem med noget stærkt, og i maksimal dosis. Det har jeg fået i mange år nu, og jeg er meget tilfreds med resultatet – hvilket jo langtfra times alle.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.