I mit liv i dag står jeg stærkt og fast, og det gør mig også i stand til at se tilbage på min sygdomsperiode med en ro.
Jeg kan gennemskue hvad det har gjort ved mig, men jeg lærer også hele tiden nyt om mig selv – også ifht de udfordringer jeg har i dag med den baggrund.
Ja, jeg ser det som jeg står stærkere end de fleste, men det er de færreste der forstår mig.
I og med jeg er blevet rask, er det også ofte mennesker med ingen eller meget lidt forståelse for psykisk sygdom og psykiatri jeg omgås. Det i sig selv ser jeg som meget naturligt, for jeg har heldigvis meget andet i mit liv i dag. Men indimellem kan jeg føle mig fanget i ikke at blive forstået, om end de fleste gerne vil.
Vi brugte enormt meget sort humor på afdelingen, os patienter. Det gjorde hverdagen lettere, og var vel en måde at holde alt lidt på afstand og ikke hele tiden være i det tunge og trælse. Jeg kan tage mig selv i at joke med mine oplevelser på den måde overfor andre i dag, hvilket kan sætte os i nogle morbide situationer – og være ganske misforstået.
Men hvordan forklarer jeg hvordan livet var den gang, med så syg en tilværelse, fanget i et system og så sorte tanker? Uden at vi ender ud i en ulidelig selvmedlidenhedssituation og er det i grunden vigtigt at forklare?
Jeg fortæller sjældent hele min historie, og oftest kun i små bidder. Jeg har ingen forventning om at blive forstået og jeg bryder mig ikke om når andre har ondt af mig – for jeg ser ikke mig selv som et offer længere.
Udfordringen ligger i, at jeg har et andet syn på livet. Min tankegang er anderledes og jeg kan finde mig selv i situationer hvor jeg ikke aner hvad som er ”normalt” og om mine reaktioner er som de burde. Jeg har indimellem brug for at virkelighedskorrigere og snakke med andre om reaktioner og mønstre. Min største frygt er at blive syg igen, og derfor er det altid vigtigt jeg har en fornemmelse af at være på rette vej.
Jeg har efterhånden en ro med ikke at behøve forklare mig, eller nødvendigvis fortælle min historie til nye mennesker i mit liv. Det er ikke en hemmelighed, men det er heller ikke vigtigt længere.
Men jeg kunne virkelig ønske at det var nemmere for andre at forstå. Er det uvidenheden der gør det? Er det vores eget sprog omkring det? Er det reelt et problem, at der i samfundet er så stort et ønske om at psykiatri ses på, på samme måde som somatik? Og skaber det så i grunden den her afstand, frygt og medlidenhed der er forbundet med en fortælling som min?
Vi har alle vores individuelle historier og vi har alle vores ar deraf – mere eller mindre synlige. Det former os i dag, og jeg vælger at se min historie som den der har gjort mig stærk, men som i den grad også gjort mig anderledes. Ikke på en negativ måde, men det er noget jeg skal forholde mig til hele tiden.
Det er løse tanker, sådan en søvnløs, tidlig mandag morgen. Jeg var dog lige inspireret til at skrive det her, og trods det kan være et af de lidt mere følelsesladede indlæg, vil jeg dele det med jer.
Jeg har det godt og heldigvis er det en styrke at turde se sine svagheder.
Du kan læse meget mere fra mig her.
Billederne er fra hhv sommeren 2012, hvor jeg var i sommerhus med mit daværende bosted, og fra sommeren 2018, som er absolut fantastisk.
Med ønske om en dejlig mandag til jer.
-Sidsel