I mit liv i dag står jeg stærkt og fast, og det gør mig også i stand til at se tilbage på min sygdomsperiode med en ro.
Jeg kan gennemskue hvad det har gjort ved mig, men jeg lærer også hele tiden nyt om mig selv – også ifht de udfordringer jeg har i dag med den baggrund.
 
Ja, jeg ser det som jeg står stærkere end de fleste, men det er de færreste der forstår mig.
 
I og med jeg er blevet rask, er det også ofte mennesker med ingen eller meget lidt forståelse for psykisk sygdom og psykiatri jeg omgås. Det i sig selv ser jeg som meget naturligt, for jeg har heldigvis meget andet i mit liv i dag. Men indimellem kan jeg føle mig fanget i ikke at blive forstået, om end de fleste gerne vil.
 
Vi brugte enormt meget sort humor på afdelingen, os patienter. Det gjorde hverdagen lettere, og var vel en måde at holde alt lidt på afstand og ikke hele tiden være i det tunge og trælse. Jeg kan tage mig selv i at joke med mine oplevelser på den måde overfor andre i dag, hvilket kan sætte os i nogle morbide situationer – og være ganske misforstået.
 
Men hvordan forklarer jeg hvordan livet var den gang, med så syg en tilværelse, fanget i et system og så sorte tanker? Uden at vi ender ud i en ulidelig selvmedlidenhedssituation og er det i grunden vigtigt at forklare?
 
Jeg fortæller sjældent hele min historie, og oftest kun i små bidder. Jeg har ingen forventning om at blive forstået og jeg bryder mig ikke om når andre har ondt af mig – for jeg ser ikke mig selv som et offer længere.
 
Udfordringen ligger i, at jeg har et andet syn på livet. Min tankegang er anderledes og jeg kan finde mig selv i situationer hvor jeg ikke aner hvad som er ”normalt” og om mine reaktioner er som de burde. Jeg har indimellem brug for at virkelighedskorrigere og snakke med andre om reaktioner og mønstre. Min største frygt er at blive syg igen, og derfor er det altid vigtigt jeg har en fornemmelse af at være på rette vej.
Jeg har efterhånden en ro med ikke at behøve forklare mig, eller nødvendigvis fortælle min historie til nye mennesker i mit liv. Det er ikke en hemmelighed, men det er heller ikke vigtigt længere.
 
Men jeg kunne virkelig ønske at det var nemmere for andre at forstå. Er det uvidenheden der gør det? Er det vores eget sprog omkring det? Er det reelt et problem, at der i samfundet er så stort et ønske om at psykiatri ses på, på samme måde som somatik? Og skaber det så i grunden den her afstand, frygt og medlidenhed der er forbundet med en fortælling som min?
 
Vi har alle vores individuelle historier og vi har alle vores ar deraf – mere eller mindre synlige. Det former os i dag, og jeg vælger at se min historie som den der har gjort mig stærk, men som i den grad også gjort mig anderledes. Ikke på en negativ måde, men det er noget jeg skal forholde mig til hele tiden.
 
Det er løse tanker, sådan en søvnløs, tidlig mandag morgen. Jeg var dog lige inspireret til at skrive det her, og trods det kan være et af de lidt mere følelsesladede indlæg, vil jeg dele det med jer.
 
Jeg har det godt og heldigvis er det en styrke at turde se sine svagheder.
Følg endelig min blog her, for flere indlæg fra mig: https://www.facebook.com/livudensygdom/https://www.facebook.com/livudensygdom/
 
Billederne er fra hhv sommeren 2012, hvor jeg var i sommerhus med mit daværende bosted, og fra sommeren 2018, som er absolut fantastisk.
Med ønske om en dejlig mandag til jer.
 
-Sidsel

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det der med ikke at blive forstået, og derfor at blive marginaliseret, kender jeg alt til. Og jeg vil her gøre opmærksom på, at det var i en anden forbindelse end det med de psykiske forstyrrelser. Allerede i barndommen, i førskolealderen, var jeg dybt optaget af naturvidenskab. For mig er der i udpræget grad tale om et enten-eller, og jeg er tilbøjelig til at rubricere den type mennesker, for hvem naturvidenskab er sagen, som en helt anden menneskeart end alle de andre, som slet ikke har set denne vigtige pointe. De naturvidenskabelige betragtningsmåder får dybe konsekvenser for enhver af de anskuelsesmåder, man lægger for dagen. Religiøsitet, som vi derhjemme havde i form af bordbøn og mine forældres generelle tilbøjeligheder, dog uden at der var tale om Indre Mission, var for mig meget tidlig genstand for en dybtgående analyse, som førte til, at jeg i tolvårsalderen tog en dybtgående og endelig afsked med al religion, som har tjent mig godt lige siden. Men hvad naturvidenskab angik, skilte den mig radikalt ud fra alle andre kammerater, og i 5. klasse overhalede jeg min far, som var maskiningeniør, i viden om kemi. Jeg lavede selv kemiske forsøg hjemme – det var muligt dengang. Og det gav mig en masse vigtig baggrundsviden og fornemmelse for mange ting. Naturligvis læste jeg om emnet, først David Jens Adlers bog “Amatørkemi” – senere kom K. A. Jensens fantastiske lærebøger, som i dag er uopdrivelige, til. Da jeg som voksen kom på universitetet, var det den samme historie, man hørte allevegne: Hver især havde siddet mutters-alene med den videnskabelige interesse, og det var en fantastisk oplevelse, at vi nu alle var samlede på et sted, hvor man beskæftigede sig med dette, som var så altafgørende: naturvidenskab.
    Af disse grunde har det forhold, at man i forhold til normalbefolkningen afveg, når man havde en psykisk lidelse, været mig en ren biting af mindre betydning. Det forhold, at psykisk lidelse rammer de mest forskellige mennesker, også folk af min egen slags, har ført med sig, at jeg er blevet god til at tilsidesætte min egen verdensopfattelse i forbindelse med at samtale med medpatienter. Jeg har jo selv oplevet, hvordan min egen videnskabelige verdens- og livsanskuelse brød sammen til et vrængbillede i forbindelse med min psykiske sygdom. Jeg har dog siden fået det re-etableret, da psykosen gik over. Men jeg er kommet til, at psykologien kan anskues gennem videnskabelige briller, og hvad skulle forhindre mig i at forme mine egne anskuelser? Dem har jeg søgt at delagtiggøre andre igennem artikler i dette blad. Det, der især har sprunget mig i øjnene, er det forhold, at det er af største vigtighed, at vi kan blive enige om de fundamentale rammer, indenfor hvilke vi lægger vore tolkninger af sygdomme i den menneskelige psyke. Erfaringsmæssigt har dette været kilde til megen akademisk strid og mange kontroverser, hvor man ved gud kan undre sig over, hvor megen talentløshed og snæversyn og uvidenhed, tænkende mennesker kan lægge for dagen, men hvor alt dette er et memento om, at det er vanskelige ting, vi har med at gøre. Der er ikke én pointe ved hjernens måde at fungere på – der er mange. Symptomatisk for den videnskabelige debat om psykens væren og funktion har været, at man systematisk altid har undervurderet problemerne. I tide og utide har man hævdet, at NU havde man forstået, hvad der var at forstå om hjernen – hvilket så naturligvis viste sig at være notorisk nonsens. Opblæste læger med overdimensionerede egoer har kloget sig på ting, de ikke havde fattet en brik af. Jeg er slet ikke sikker på, at der blandt de psykiatriske patienter er et retvisende billede af hvilke indsigtsmæssinge og faglige afgrunde, der skiller lægerne i den psykiatriske verden. De fleste hælder deres hovede til opfattelser som “alle psykiatere er åndssvage” eller “psykiatere er fantastiske”. Jeg vil nu hævde, at psykiatere er mennesker på godt og ondt, og at det er patientens problem at skaffe sig klarhed om, om en given psykiater er i stand til at hjælpe med at løse patientens problem.

    Svar
  2. Loucia Annachanell

    Kære Sidsel.
    Jeg er ikke lige så langt i min process som dig, så jeg kan hverken be- eller afkræfte din erfaring. Men jeg tænker, at når vi når det mål, du har nået, så skal vi måske ikke dele det op i rask og syg, men fokusere på og give plads til, at vi bare er anderledes. Kriser ændrer mennesker – til det bedre, til det dårlige, til at være anderledes. Vi er kun anderledes i forhold til dem, vi står overfor. Vi er ikke særlig meget anerledes i forhold til normaliteten. Det normale spektrum er nemlig meget bredt. Vi har bare tendens til at bruge kikkertsyn, når vi kikker på normalitetsbegrebet. Men det er altså meget bredt. Og hvad der er mest normalt, som jeg ser det, er, at vi som mennesker er vidt forskellige. Fordi vi er individer. Ikke bare en flok.

    Af hensyn til forståelsen, så tror jeg det er en umulig kamp. Her er det mest mit eget behov, der kommer i centrum, når jeg ihærdigt prøver at forklare. Omverden har ikke samme behov, heller ikke interesse i at forstå de hele. Hvad de mest er optaget af er, hvad det gør for dem, at jeg er som jeg er. Ændrer det intet hos dem, giver de mig al plads i verden til at være anderledes. Så, forklaringen er faktisk ikke nødvendig.

    Jeg kan også vende det om. Har jeg brug for at forstå, hvordan det er at have sclerose og sidde i en kørestol, som en af mine bekendte gør? Nej, det har jeg faktisk ikke. Jeg har brug for at vide, hvordan jeg skal agere over for hende, hvad der hjælper, og hvad der sårer hende. Jeg har brug for at vide, hvad hun reelt kan bidrage med til vores relation, og hvilke begrænsninger hun har. Resten må gerne forblive uvist. Jeg behøver ikke at forstå, for at kunne acceptere, at sådan er det bare os to imellem.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.