”Alle er genier. Men hvis man dømmer en fisk ud fra dens evne til at klatre i træer, vil den hele sit liv tro at den er dum!”
For 20 år siden stiftede jeg bekendtskab med psykiatrien for første gang. Den gang troede man ikke der var noget galt, men man skulle blive så meget klogere senere hen. Gennem de sidste 20 år har jeg mere eller mindre været tilknyttet en eller anden form for behandlingspsykiatri. Jeg har haft samtlige diagnoser som kan rystes ud af posen, behandlere har været svært uenige, haft diskussioner og nogle har opgivet.
Da jeg blev udskrevet fra Sct. Hans Hospital i januar 2010, var meldingen fra overlægen, at jeg bestemt ikke skulle forvente at få et normalt liv. Jeg skulle indstille mig på at være kronisk alvorligt psykisk syg og at jeg ikke ville kunne klare mig selv. To sygeplejersker havde holdt et foredrag om mig hvor der blev sagt ”Louise er et menneske man kommer til at holde meget af, men hun er også et menneske som ødelægger andre mennesker!” Stien for min fremtidige behandling i form af terapi og medicin var lagt, hvis man fulgte de råd som blev givet. Jeg var ikke vidende om denne kommentar indtil for et års tid siden. Carl, afdelingslederen på Egholt, fortalte mig om situationen og fortalte også at de handlede mod alle givne råd. Menneskesynet var noget helt andet her.
Jeg var i mange år blevet fastholdt i diagnoser og medicin, fastholdt i at jeg altid ville være syg og mit liv aldrig ville blive normalt som andre mennesker.
Da jeg flyttede ind på Egholt var min overbevisning at jeg ikke duede til noget. Jeg ville jo aldrig få det liv jeg ønskede mig og skulle være under opsyn for altid. Men med ansvar kommer udvikling.
Egholt vil altid være mit sted midt i verden som var med til at ændre mit syn på mig og give mig troen på at det ikke var umuligt.
Da jeg i april 2016 flyttede i egen bolig og dermed nåede mit største ønske ”destination almindeligt liv”, troede jeg aldrig at jeg skulle komme til at stå hvor jeg er i dag.
Jeg ved at jeg altid vil være syg og har ting jeg skal kæmpe med hver dag og tage højde for, men det er dermed ikke sagt at mit liv bliver dårligere af den grund. Jeg har taget min sygdom i hånden og gjort den til en følgesvend. Vi skal jo trods alt følges resten af livet, så lad os være venner og samarbejdspartnere.
Jeg har i mange år troet at fordi jeg var syg, så skulle jeg være tilknyttet psykiatrien. De fleste papirer fortalte jo en skrækhistorie og diagnoser var blæst op og blev en del af mennesket Louise. I dag ved jeg at jeg ikke er min diagnose, jeg er ikke min sygdom og jeg er ikke psykiatrien. Jeg er mig som jeg gerne vil være og med de livsværdier jeg ønsker.
Mange af mine mål her i livet har jeg opnået, store som små, men lige netop det mål jeg har nået nu troede jeg faktisk ikke engang selv på for blot et halvt år siden. Men hvem siger også at det hele skal komme i en bestemt rækkefølge eller på et bestemt tidspunkt?
I går mandag den 13. august 2018 sagde jeg farvel til behandlingspsykiatrien. Velmedicineret og stabil blev jeg afsluttet til egen læge og en melding om at jeg er så ”normal” som jeg nu kan blive i deres optik.
Psykiatrien har gjort meget godt for mig, men har også været en modstander af dimensioner, og en uværdig modstander. Jeg har aldrig opgivet kampen, og på trods af at jeg har haft modstand på og mødt en masse mennesker som ikke gav mig noget godt, så har jeg mødt dem som virkelig gjorde forskellen i behandlingspsykiatrien.
Dem som, for år tilbage, sagde at det her ikke ville ske er forhåbentlig blevet klogere. Jeg har i hvert fald forsøgt at få dem til at tænke anderledes. Jeg er ikke vred på dem som ikke troede på mig for det handler om uvidenhed, ikke manglende vilje eller optimisme. Jeg var uden tvivl en patient som trak tænder ud.
Jeg har slået panden mod en mur hele mit liv, men på et tidspunkt satte jeg mig for ikke at lade muren bestemme, for hvem siger det er muren der holder?
Jeg har mødt og møder stadig helt unikke mennesker i mit liv, som hver dag får mig til at reflektere over ting. Får mig til at se ting i et andet perspektiv, gør mig klogere og hjælper mig på vej. Det er ikke kun mennesker jeg kender, men også den smilende togkontrollør som registrer mig rejsekort eller den hjemløse foran Kvickly med sin nye hund.
Det er gået op for mig at metoder og teorier kan gøre en stor del, men den overvejende årsag til at jeg er hvor jeg er i dag, er medmenneskelighed, anerkendelse, respekt, ligeværd og troen på at det kan lade sig gøre. Jeg har sagt farvel til behandlingspsykiatrien som patient og nu siger jeg hej til behandlingspsykiatrien som medarbejder.