Et lille tilbageblik til da jeg havde det værst. (Og måske jeg skal advare om at det kan være voldsomt.)
☀️
Noget af det der har præget mig mest i min tid som syg, var behandlingen af min selvskade. Hvor store forskelle der var fra gang til gang, fra læge til læge. Alle de groteske og nedladende ord jeg måtte sluge fra dem, de blikke og dybe suk. Og mit eget selvhad der kun blev forstærket af de oplevelser. Hvor vil jeg ønske vi havde en samlet indsats, et fælles sprog. Men jeg vil prøve at tage jer med tilbage til 2012, for at forklare det lidt…..
”Jeg er flov, ydmyg og meget lille. Den lille, svage pige, fanget i en 150 kg tung krop der bare er til besvær. Had er et voldsomt ord, men det er det der udtrykker mine tanker til mig selv bedst. Jeg er ødelagt og forkert.
Jeg har igen været igennem mit selvskaderitual. For 10 minutter siden havde jeg koldsved og hjertebanken, adrenalinsus for ørene og jeg vidste nøjagtig hvorfor. Min krop skulle have sit drug, fixet af barberblade, roen, kontrollen, nærværet.
Jeg tog den på rutinen, og nu sidder jeg her helt lettet og fattet igen. Nyder stilheden lige de 5 minutter inden de tunge skridt nu skal tages, for jeg har skåret så dybt at jeg ikke selv kan lappe det sammen.
Jeg ville sådan ønske, at jeg ikke behøvede at involvere andre i det. Og sådan var det også i mange år. Men i dag er selvskaden voldsom, og jeg ønsker ikke at dø. Personalet får hurtigt kaldt bagvagten, ruller med øjnene da jeg kommer med armen bundet ind i håndklæder. Jeg kender denne del af turen rigtig godt, og jeg nikker bare da de siger jeg selv skal tage af sted på skadestuen. Jeg er ydmyg og det sidste jeg ønsker er at være til besvær, så selvfølgelig tager jeg turen alene. Taxaen kører mig lige til døren, der er fyldt med mennesker og jeg sætter mig på den sædvanlige plads – længst væk fra børnehjørnet.
4 timer efter sidder jeg der stadig, min mobil er snart ved at løbe tør for strøm, min arm svier og dunker. Jeg springes ofte over i køen, men jeg ved også at mit sår skal være syet inden for et vist antal timer. Jeg har igen hjertebanken, for jeg ved jeg er nødt til at gå op til skranken og gøre dem opmærksom på det. Jeg er nedprioriteret, hvilket jeg jo godt forstår. Mange har mere akut brug for lægehjælp end jeg selv har. Jeg foreslår damen, at hvis de har en medicinstuderende i praktik må vedkommende godt sy mig. Jeg vil helst ikke tage tiden fra de andre, og det tager alligevel nogle timer at få det syet.
Efter 5 timers ventetid bliver jeg hentet. Lægen ser ikke særlig rar ud, og han sukker dybt da vi pakker armen ud. Han beder sygeplejersken gå på operationsgangen og hente agraf-tænger (klipsemaskiner der bruges til at lukke sår efter større operationer), så kan han jo spare en del tid. Og jeg nikker bare og kravler mere ind i mig selv. Mon jeg ville kunne gøre det selv, så tager jeg ikke deres tid……? I mellemtiden bedøver lægen min arm og så holder sygeplejersken mig nede, imens lægen, lettere aggressivt, placerer 86 agraffer i min arm. Lyden af klipsemaskinen forsvinder langsomt i larmen fra skadestuen, maskiner og telefoner der ringer. Jeg forsvinder op i et hul i loftet og ville ønske jeg kunne sidde der for altid”.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange der i dag kæmper med det samme som jeg gjorde. Hvor mange der har lyst til at være i et hul i loftet. Og hvor mange læger og sygeplejersker der gør hvad de kan, og hvad de selv tror er det mest effektive og korrekte i situationen. Jeg var jo ”selv skyld i mine sår, og så tog jeg tid fra dem der var kommet rigtig til skade”. Hvilket var det sidste jeg ønskede – jeg følte mig bare ikke i stand til selv at kontrollere det. Men det var der ingen der forstod.
Jeg er #taknemmelig over jeg overlevede, jeg er lykkelig over, at jeg er brudt ud. At jeg er fri. Jeg er ikke længere afhængig af andre, jeg er ikke længere afhængig af selvskade, eller medicin for at holde dagene ud.
Vi er nødt til at kigge ind i vores system, og selvom det her er vanvittig sårbart at dele, så er det sådanne historier vi skal have frem.
Jeg brænder for at formidle, og jeg er ikke bange for det længere. Jeg har min historie med mig, og jeg har lært så vanvittigt meget.
Tak for jer – tak for alt det gode i livet.
Ha’ en fantastisk søndag 
-Sidsel 😊
Billederne er fra hhv 2011 og 2018. Heldigvis er dobbelthagen og selvhadet blevet betydeligt mindre. 🙂
Og som altid, kan I læse mere fra mig her