Et lille tilbageblik til da jeg havde det værst. (Og måske jeg skal advare om at det kan være voldsomt.)☀️

Noget af det der har præget mig mest i min tid som syg, var behandlingen af min selvskade. Hvor store forskelle der var fra gang til gang, fra læge til læge. Alle de groteske og nedladende ord jeg måtte sluge fra dem, de blikke og dybe suk. Og mit eget selvhad der kun blev forstærket af de oplevelser. Hvor vil jeg ønske vi havde en samlet indsats, et fælles sprog. Men jeg vil prøve at tage jer med tilbage til 2012, for at forklare det lidt…..

”Jeg er flov, ydmyg og meget lille. Den lille, svage pige, fanget i en 150 kg tung krop der bare er til besvær. Had er et voldsomt ord, men det er det der udtrykker mine tanker til mig selv bedst. Jeg er ødelagt og forkert.
Jeg har igen været igennem mit selvskaderitual. For 10 minutter siden havde jeg koldsved og hjertebanken, adrenalinsus for ørene og jeg vidste nøjagtig hvorfor. Min krop skulle have sit drug, fixet af barberblade, roen, kontrollen, nærværet.

Jeg tog den på rutinen, og nu sidder jeg her helt lettet og fattet igen. Nyder stilheden lige de 5 minutter inden de tunge skridt nu skal tages, for jeg har skåret så dybt at jeg ikke selv kan lappe det sammen.

Jeg ville sådan ønske, at jeg ikke behøvede at involvere andre i det. Og sådan var det også i mange år. Men i dag er selvskaden voldsom, og jeg ønsker ikke at dø. Personalet får hurtigt kaldt bagvagten, ruller med øjnene da jeg kommer med armen bundet ind i håndklæder. Jeg kender denne del af turen rigtig godt, og jeg nikker bare da de siger jeg selv skal tage af sted på skadestuen. Jeg er ydmyg og det sidste jeg ønsker er at være til besvær, så selvfølgelig tager jeg turen alene. Taxaen kører mig lige til døren, der er fyldt med mennesker og jeg sætter mig på den sædvanlige plads – længst væk fra børnehjørnet.

4 timer efter sidder jeg der stadig, min mobil er snart ved at løbe tør for strøm, min arm svier og dunker. Jeg springes ofte over i køen, men jeg ved også at mit sår skal være syet inden for et vist antal timer. Jeg har igen hjertebanken, for jeg ved jeg er nødt til at gå op til skranken og gøre dem opmærksom på det. Jeg er nedprioriteret, hvilket jeg jo godt forstår. Mange har mere akut brug for lægehjælp end jeg selv har. Jeg foreslår damen, at hvis de har en medicinstuderende i praktik må vedkommende godt sy mig. Jeg vil helst ikke tage tiden fra de andre, og det tager alligevel nogle timer at få det syet.

Efter 5 timers ventetid bliver jeg hentet. Lægen ser ikke særlig rar ud, og han sukker dybt da vi pakker armen ud. Han beder sygeplejersken gå på operationsgangen og hente agraf-tænger (klipsemaskiner der bruges til at lukke sår efter større operationer), så kan han jo spare en del tid. Og jeg nikker bare og kravler mere ind i mig selv. Mon jeg ville kunne gøre det selv, så tager jeg ikke deres tid……? I mellemtiden bedøver lægen min arm og så holder sygeplejersken mig nede, imens lægen, lettere aggressivt, placerer 86 agraffer i min arm. Lyden af klipsemaskinen forsvinder langsomt i larmen fra skadestuen, maskiner og telefoner der ringer. Jeg forsvinder op i et hul i loftet og ville ønske jeg kunne sidde der for altid”.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange der i dag kæmper med det samme som jeg gjorde. Hvor mange der har lyst til at være i et hul i loftet. Og hvor mange læger og sygeplejersker der gør hvad de kan, og hvad de selv tror er det mest effektive og korrekte i situationen. Jeg var jo ”selv skyld i mine sår, og så tog jeg tid fra dem der var kommet rigtig til skade”. Hvilket var det sidste jeg ønskede – jeg følte mig bare ikke i stand til selv at kontrollere det. Men det var der ingen der forstod.

Jeg er #taknemmelig over jeg overlevede, jeg er lykkelig over, at jeg er brudt ud. At jeg er fri. Jeg er ikke længere afhængig af andre, jeg er ikke længere afhængig af selvskade, eller medicin for at holde dagene ud.
Vi er nødt til at kigge ind i vores system, og selvom det her er vanvittig sårbart at dele, så er det sådanne historier vi skal have frem.

Jeg brænder for at formidle, og jeg er ikke bange for det længere. Jeg har min historie med mig, og jeg har lært så vanvittigt meget.

Tak for jer – tak for alt det gode i livet.
Ha’ en fantastisk søndag 
-Sidsel 😊

 

Billederne er fra hhv 2011 og 2018. Heldigvis er dobbelthagen og selvhadet blevet betydeligt mindre. 🙂

 

Og som altid, kan I læse mere fra mig her

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg synes, at det er meget godt skrevet, netop på den der måde, hvor du anerkender det skete som en erfaring i egen ret. Jeg har ikke selv erfaringer af netop denne art, men må erkende, at selvom det, jeg var igennem, var slemt, så udgør det, nu bagefter, en erfaring, som har sat mig bedre i stand til både at forstå mig selv, og at forstå det, andre fortæller. Jeg har ofte gjort den erfaring, at hvis man beretter om ens oplevelser i relation til det psykiatriske overfor mennesker uden disse erfaringer, at ens oplevelser ikke er dem ukendte, men de kender dem kun på bagatelstadiet, og undertiden forstår de af denne grund ikke, hvorfor man gør så stort et nummer ud af bagateller. Desuden er det et ofte oplevet fænomen hos mange sindslidende, at det er som om de ser virkeligheden gennem et kæmpestort forstørrelsesglas, hvilket kan springe én i øjnene som udenforstående, mens jeg med den indsigt, jeg er i besiddelse af, forstår, hvor alvorligt det hele er. Det gælder for mange patienter, at indtagelsen af den rette psykiatriske medicin kan være livreddende, hvorfor slægtninge og venners nævenyttighed i form af mishagsytringer i forhold til patientens medicinbrug kan true patientens liv og førlighed – mens andre patienters dårlige erfaringer med medicin kan føre til, at disse med held klarer sig uden medicin. Derfor er der generelt ikke nogen nemme løsninger til problemerne. Den enkelte må vurdere, hvad der det rigtige for ham/hende – men det er nok at foretrække, at hvad man end beslutter, at det gøres i samråd med en psykiater. Men psykiaternes generelle problem her i landet er, at de står med en nødlidende psykiatri, hvor de ikke har mulighed for at gøre det, de ved er rigtigt, så patienten evner for at tage beslutninger kan være helt afgørende.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Jeg håber, at du kan tilgive, at jeg ikke rigtigt kan være dig til hjælp i forhold til det sproglige og det formidlingsmæssige, som du indleder med at bringe på bane, idet jeg ikke kan sige egentligt at have forstået det. Jeg synes, at du gør det så godt i forhold til din artikel, men jeg kunne godt bruge nærmere at få forklaret, hvori det sproglige og det formidlingsmæssige problem nøjere består. Jeg er selv meget interesseret i formidling, så at få problemet nærmere belyst ville være mig en god ting.

    Svar
  3. Arne Nielsen

    En overvejelse, som jeg, og vistnok andre, gør sig, er, at der i selvskade kan ligge et narkomanimotiv, idet de stoffer – så vidt jeg forstår, endorfiner – som frigives i hjernen i forbindelse med beskadigelse af legemet, kan tænkes at have samme vanedannende virkning som morfika. Jeg ved ikke om denne teori har sin rigtighed, men den kan forklare hvorfor den selvskadende fastholdes i sin lidelse, og kan på en måde forstås som et forsøg på selvmedicinering, der jo ses i mange andre sammenhænge. Jeg har været ude for en, der anvendte alkohol til selvmedicinering af en svær angstlidelse, og problemet er her, at alkoholen virker med det samme, og i cirka 1/2 time derefter. Fastholdesesproblematikken er her den samme. Andre lidelser som f.eks ludomani har formentlig en tilsvarende psykologi. Det er her ikke min hensigt at befolke debatten med forklaringsfis, men blot at sætte tingene ind i en ramme, så at jeg oplever en form for forståelse. Du må endelig korrigere mig, hvis der er momenter i problematikken, som stiller det hele i et andet lys.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.