Er der håb forude?
De sidste måneder har jeg, lidt i sjovt og henkastet, snakket med forskellige fagpersoner om et alternativ til den psykiatri vi har i dag.
I onsdags var jeg med i en paneldebat i København (se eventet her ) og måske er de drømmeforestillinger jeg havde i hovedet for få måneder siden, slet ikke er så uvirkelige.
Det er SÅ vildt at mærke, at der begynder at komme fokus på psykiatrien og at der er flere og flere der tør stå frem med ikke blot kritiske holdninger, men også mod på at begynde at udvikle idéer til et alternativ.
Jeg står klart frem med holdninger til at psykiatrien skal ændres markant. Til at vi skal tænke ud af kasserne, både i diagnoser og behandling.
Jeg synes det er skræmmende, at vi har skabt en psykiatri som passiviserer patienterne.
Jeg lullede mig ind i psykiatriens trygge arme og frasagde mig ethvert ansvar. Jeg kæmpede for at få ligestillet mine psykiske lidelser med de somatiske, alene i et forsøg på at andre skulle forstå hvor alvorligt det var. Men jeg så ikke hvor meget jeg spændte ben for mig selv. Jeg tog ikke ansvaret, jeg lagde det over på alle andre. Jeg havde en forventning om at behandlerne kunne redde mig, at piller ville løse alt. Hvis jeg mødte nogen der forsøgte at styrke mine evner, og alt det jeg var FORUDEN mine symptomer, så bakkede jeg totalt. For så tog de mig jo ikke alvorligt. Så forstod de ikke hvor alvorligt, kronisk syg jeg var.
Jeg hadede ordet ressourcer, jeg kunne slet ikke forholde mig til, at jeg også kunne andet. Meget andet.
Jeg slugte psykoedukation, som læren til livet. Hvordan jeg skulle leve med mine symptomer, bivirkninger og begrænsninger.
Det kan ikke være rigtigt, at der ikke er plads til at udvikle og have fokus på hver enkelt i psykiatrien. Vi lukker alle de safe-spaces, hvor patienterne har mulighed for at have fokus på det der ikke handler om medicin og symptomer. Vi ser i stigende grad at flere og flere genindlægges, og stagnere i en ulidelig tilstand af håbløshed og manglende drive.
Systemet er med til at sætte patienterne i den bås der hedder, at de ikke behøver at tage ansvaret. Og vi er simpelthen nødt til at tænke anderledes i behandlingen af de mennesker med sådanne udfordringer.’
Tilbage til drømmescenariet…. Tænk hvis vi blev tilbudt forskellige muligheder når de alvorlige symptomer banker på. Tænk hvis vi selv kan træffe et valg om, hvilket form for behandling vi gerne vil have. At det ikke er et dominerende og meget skævt hierarkisk autoritets-system. Hvis vi havde et ”privat-hospital” hvor der er rummelighed, omsorg, fokus på de nære relationer, kreative værksteder, psykoterapi, selvudvikling, motion, mindfulnes. Hvor vi kan få styrket os selv som enkelte individer, så vi står stærkere mod de udfordringer der måtte være. Og hvor vi hele tiden udfordres på hvem vi er som menneske og ikke som diagnose.
Jeg sidder og læser mange gamle mails igennem i tiden, og jeg har modtaget rigtig mange fra gamle studerende der var med-kontaktpersoner for mig under mine indlæggelser. Og der var så fint en der havde skrevet efter hendes praktik var afsluttet; ”Husk nu, at når jeg engang er ”rigtig” sygeplejerske, så skal vi opbygge vores eget psykiatriske sygehus, dig og mig, G**** og L***. ”
Og det var så fint en bekræftelse, at jeg allerede den gang drømte om at kunne samle alle dem der var fantastiske behandlere for mig, fordi jeg kunne mærke hvor stor en forskel nogle gjorde, og hvor meget jeg ofte kæmpede mod et system og mistede fokus på mig selv – ja mistede mig selv.🙏
Lige lidt inspiration herfra – den her rejse er altså eventyrlig og jeg er så taknemmelig for alt hvad der åbner sig af muligheder for at kunne bidrage til en forandring. Eller i det mindste forhåbentligt at så spirende frø til inspiration.💫
I kan som sædvanligt læse mere fra mig her
-Sidsel